Angst og fobier


Hører ifølge ICD-10 systemet hjemme i gruppen F40-49: Nervøse og stressrelaterede tilstande samt tilstande med psykisk betingede legemlige symptomer.

Det er naturligt, at vi reagerer med angst, når vi udsættes for en uventet fare. Angsten forsvinder normalt igen, når faren er overstået. Den sygelige angst optræder, når den uden reel årsag behersker vort liv og ødelægger livskvaliteten.

De legemlige symptomer på angst kan være fx hjertebanken, ondt i maven, svimmelhed, synkebesvær, hedeture og kuldegysninger.

Man skelner mellem forskellige angstformer. Ordet fobi stammer fra græsk og betyder flugt eller frygt.

Agorafobi. Også kendt som pladsangst. Her kan angsten vise sig, hvis man er bange for store menneskemængder, for at færdes på offentlige steder eller alene uden for hjemmet.

Socialfobi. Man er især sygelig angst for at blive kritisk betragtet af andre mennesker, altså i sociale sammenhænge. Årsagen kan ofte være lav selvværdsfølelse.

Enkelfobi. Angsten udløses af specielle forhold. Det kan fx være højdeskræk, flyskræk, vandskræk, tandlægeskræk osv. Men det kan også være mødet med forskellige dyr, fx hunde, edderkopper osv.

Panikangst. Som navnet siger, gribes man af pludselig angst, der ikke umiddelbart er forklarlig. I en hel del tilfælde kan angsten hænge sammen med en depression, som måske ikke er erkendt.

Generaliseret angst. Her er tale om en form for mere vedvarende angst, som ikke har med bestemte situationer at gøre. Angsten kan for eksempel manifestere sig i overdrevne bekymringer for, at sygdom, død eller ulykker skal ramme en selv eller nærtstående personer.

Der findes adskillige andre udviklingsforstyrrelser. En af dem er OCD, som i lægesproget betyder obsessiv-kompulsiv tilstand. På dansk skal det forstås som tvangstanker og tvangshandlinger, der i mange tilfælde er forbundet med angst. Eksempelvis kan den syge have behov for ustandselig at vaske hænder, kontrollere dørlåse osv. langt ud over det normale.

Sygdommen kommer først og fremmest til udbrud i voksenalderen, og mange kan styre tvangssymptomerne både på arbejdspladsen og i sociale sammenhænge, selv om livskvaliteten påvirkes negativt.
Landsforeningen SIND, Jernbane Allé 45, 3. sal, 2720 Vanløse, landsforeningen@sind.dk, Tlf: 35 24 07 50