Min søster ringer til en pårørende rådgivning for psykisk syge fordi, at hun er i vildrede over min tilstand, som er meget vekslende for tiden. Hverken jeg selv, hun eller andre der kender mig har set mig sådan før.Kort sagt er hun bekymret for mig og får en eller anden inkompetent rådgiver i røret, der siger, at 1) du har ikke ansvar for hendes evt. valg om at tage livet af sig selv, hvortil min søster svarer; Jamen, min søster beder om hjælp og er faktisk god til det, men jeg er stadig bekymret. Til dette siger rådgiveren: ja, men når hun så søger hjælp lægger hun bare ansvaret fra sig og ligger det over på lægerne og giver dem både skyld og ansvar! Hvad fandme er det for en rådgivning at give til pårørende. Jeg vælger, at slippe min vrede over den behandling min søster har fået i stedet for at køre rundt i en begyndende psykose og paranoia igen! Hvad sker der for det kvindemenneske, som skulle være pårørende rådgiver. Hun burde satme finde sig et andet job. Min vrede er min vej ud ad mange ting og noget af det kommer jeg af med her...Et er at jeg ikke bryder mig om at bede om hjælp, men jeg gør det sgu når det er ved at bryde sammen for mig og det ved alle der kender mig. Pas godt på jer selv derude, allesammen, både pårørende og psykisk sårbare. En nu lettet vred ung kvinde.

Lidt mere vrede...
Et er sgu at jeg i alle de 12 år jeg har ligget under for den forbandede skizofreni sideløbende med et akademisk studie, har givet mig selv skylden for min sygdom og 2) har været en stor undskyldning og dørmåtte, og 3)at jeg med årene har måttet erkende, at det ikke er min egen skyld, at jeg blev syg og at jeg er blevet en del bedre til at bede om hjælp og 4) at lægerne eller psykiatrien siger til mig allesammen, at de er glade for at jeg er i stand til at bede om hjælp - og så får min søster den behandling af den rådgiver! Det er satme dårlig stil i stor grad...set i godt lys, kan man dog sige, at den inkompetente rådgiver har gjort mig så vred på min søsters vegne og på min egen kommende paranoia, at jeg nu har valgt, at skrive dette vrede indlæg og at det faktisk virker helende på mig. Så i det store kosmiske perspektiv hænger det meget godt sammme, alligevel. Men er stadig vred på min søsters vegne. Venligst.

det sidste sure opstød herfra...

Nogle mener, at selvmordstanker er udtryk for at man "blot" har ondt af sig selv. At som jeg selv har fået vide: blot havde en virkelig dårlig dag og at jeg bare gør det grundigt, når jeg har en dårlig dag...

Tak for det! Et er hvad fagfolk tror de ved i teori, men andet er sgu den praktisk oplevet side af sagen...
skulle jeg lige hilse og sige herfra.

jeg er så færdig med den form for rationalisme, som der findes i psykologien.

Gud ske lov jeg har min viden og min intelligens til ikke at skulle lade mig slå ud af både den ene form for inkompetence og den anden.

Pas rigtig godt på jer selv derude og til dem min vrede er rettet mod: prøv lige at tænke jer om inden i giver råd både til den ene og den anden.


Venligst.

det sidste sure opstød herfra...

Nogle mener, at selvmordstanker er udtryk for at man "blot" har ondt af sig selv. At som jeg selv har fået vide: blot havde en virkelig dårlig dag og at jeg bare gør det grundigt, når jeg har en dårlig dag...

Tak for det! Et er hvad fagfolk tror de ved i teori, men andet er sgu den praktisk oplevet side af sagen...
skulle jeg lige hilse og sige herfra.

jeg er så færdig med den form for rationalisme, som der findes i psykologien.

Gud ske lov jeg har min viden og min intelligens til ikke at skulle lade mig slå ud af både den ene form for inkompetence og den anden.

Pas rigtig godt på jer selv derude og til dem min vrede er rettet mod: prøv lige at tænke jer om inden i giver råd både til den ene og den anden.


Venligst.

Nå, men det hele jo meget godt sammen alligevel:-) Jeg øver i at se tingene i et lidt større perspektiv end min egen næse..
Dvs. de mennesker der kan gøre mig vred, takker jeg egentlig bare - min vrede er nemlig en del ad min mikrokosmiske udvikling i dette liv:-)
Og det sidste sure opstød, handler sgu nok bare om at jeg havde behov for at frigøre mig den ellers gode psykolog, som har givet mig meget godt!

Så er det sagt.

Jeps, crazy for tiden. Op og ned, op og ned, men jeg er sgu igang med en rivende udvikling, er jeg ret sikker på!

Men er stadig forarget på min søsters vegne. Men fred med det.

Kære anonyme,

Jeg er ked af at høre, at du/I har haft en dårlig oplevelse med en af vores rådgivninger.

Jeg vil gerne undersøge sagen nærmere, men for at kunne gøre dette, har jeg brug for at få oplyst hvor din søster har henvendt sig (og gerne ca. hvornår).

Med venlig hilsen
Knud Kristensen
Landsformand

Hej Knud
Jeg har undersøgt det og det er faktisk udenfor jeres rækkevidde - jeg havde det på fornemmelsen og det var som jeg tænkte, nemlig Nefos...Og det var omkring d.1 december..
Jeg kan ikke anbefale det til nogle pårørende overhovedet.
Venligst.

Kære anonyme,

Det er naturligvis stadig skidt, at du/I har haft en dårlig oplevelse med en rådgivning.

Da det ikke var hos os, så 'lukker' jeg sagen her.

Med venlig hilsen
Knud Kristensen

Kære anonyme,

Det er naturligvis stadig skidt, at du/I har haft en dårlig oplevelse med en rådgivning.

Da det ikke var hos os, så 'lukker' jeg sagen her.

Med venlig hilsen
Knud Kristensen

Kære Knud,
desværre er der stor forskel på rådgivning, ( bruger nu kun psykiatrifondens) men der har jeg et par gange været oppe i det røde felt, og oven i købet smidt røret på i vrede. de fleste er til at tale med og der er forståelse, men det er en bestemt person, og jeg er ikke god til at huske navne(desværre) vi er alle i en situation enten som pårørende eller psykisk sårbar, jeg har sågar forsøgt livslinjen og blå kors, og det er ikke nemt at forsøge at gøre sit bedste. Men det hjælper heller ikke når der findes ansatte i "social" ministeriet som ikke forstår ens problemer. Der er dem der mener at man "bare" kan flytte fra den psykisk sårbare, (og så er alt i orden) men vi tænker stadig på den sårbare, så som mutti og de andre herinde, det er beskrevet at depression smitter pårørende, så hvad øsnker man fra foreningernes side? en sårbar eller to eller flere?

Kære Janema,

Du spørger hvad man ønsker fra foreningernes side. Jeg opfatter det som et generelt spørgsmål om råd til pårørende vedr. relationen til en sindslidende - eller psykisk sårbar.

I SIND opfatter vi en sindslidelse - eller psykisk sårbarhed - som en fælles udfordring for den sindslidende/sårbare, de pårørende og de professionelle.

Hvis man kan få denne "trekantede relation" til at gå op i en højere enhed, så er der videnskabelig dokumentation for, at den syge kommer sig hurtigere og bedre.

Vi ved også, at det af og til kan være vanskeligt - eller måske ligefrem umuligt. Det kan gå galt i relationen mellem den syge og de professionelle, mellem de pårørende og de professionelle, eller mellem den syge og de pårørende.

I de fleste tilfælde kan relationerne forbedres, og selv brudte relationer kan genetableres, blot de rigtige forudsætninger er til stede.

Det er de imidlertid ikke altid, og det kan være relevant at acceptere, at en relation må afbrydes i kortere eller længere tid.

Ovenstående er udelukkende ment som en generel tilkendegivelse, og har ikke noget med de konkrete forhold, som er berørt i denne tråd, at gøre. Dem føler jeg mig ikke kompetent til at vurdere.

Med venlig hilsen
Knud Kristensen

Kære Janema,

Du spørger hvad man ønsker fra foreningernes side. Jeg opfatter det som et generelt spørgsmål om råd til pårørende vedr. relationen til en sindslidende - eller psykisk sårbar.

I SIND opfatter vi en sindslidelse - eller psykisk sårbarhed - som en fælles udfordring for den sindslidende/sårbare, de pårørende og de professionelle.

Hvis man kan få denne "trekantede relation" til at gå op i en højere enhed, så er der videnskabelig dokumentation for, at den syge kommer sig hurtigere og bedre.

Vi ved også, at det af og til kan være vanskeligt - eller måske ligefrem umuligt. Det kan gå galt i relationen mellem den syge og de professionelle, mellem de pårørende og de professionelle, eller mellem den syge og de pårørende.

I de fleste tilfælde kan relationerne forbedres, og selv brudte relationer kan genetableres, blot de rigtige forudsætninger er til stede.

Det er de imidlertid ikke altid, og det kan være relevant at acceptere, at en relation må afbrydes i kortere eller længere tid.

Ovenstående er udelukkende ment som en generel tilkendegivelse, og har ikke noget med de konkrete forhold, som er berørt i denne tråd, at gøre. Dem føler jeg mig ikke kompetent til at vurdere.

Med venlig hilsen
Knud Kristensen

Hvem er de professionelle?
er det "KUN" sundhedsvæsnet, eller er det også de ansatte i det kommunale regi? jeg har som pårørende igennem en del år, søgt og surfet på intetnettet, og er kommet frem til steder hvor man kan læse at boligen også har noget at skulle sige, som en del af det helbredende, jeg har også fået (mundtligt) at vide at mange personer der er psykisk sårbar, som er støjfølsomme, og da hjælper det da ikke at man smider disse sårbare over i boliger der ikke er ordentligt lydisoleret?? eller at kommunale ansatte ikke mener det er deres bord at hjælpe idet at borgeren jo har en psykisk lidelse og dermed er det et sundhedsproblem? og hvordan skal man tags sig af ssagen hvis der er pårørende med inde i billedet? (ved at der findes "bedre psykiatri" for pårørende)kender flere sager hvor man har henvendt sig til kommunen og ikke har fået den hjælp de har haft behov for, en mor har flyttet fra kommunen med sin søn der led af PTSD, denne unge mand ville kommune flytte tættere på overfaldsmændene, handleplan blev der ikke fulgt op på osv. og det er ikke en enlig svale. Det KAN IKKE være rigtigt at kommuner frasiger sig ethvert ansvar når der er en borger der er psykisk sårbar, uanset om denne er enlig eller samboende (har pårørende) og i en sag som Alice´s (fra guldborgsund kommune) hvor den pårørende oven i købet selv har nedsat erhvervsevne, er dette totalt uhørt, idet at det under alle omstændigheder ville ende galt.
og så er der de kommunale ansatte's måde at tale på overfor borgeren, den er heller ikke optimal.

Der vil altid være brodne kar, desværre. I en forfærdelig tilstand af psykose og selvmordstrang kontaktede jeg for mange år siden min psykiater i Distriktpsykiatrien og han sagde blot; "Jamen, hvorfor ringer du til mig?" - der var altså ikke megen hjælp at hente der selvom det er hans job. Han sagde aldrig selv noget til det sidenhen, men en sygeplejerske sagde efterfølgende til mig; at jeg selvfølgelig altid skulle kontakte dem og bede om en snak e.l. det var jo det de var der for.
Desværre har jeg mindre og mindre til overs for DPC netop pga. disse nedværdigende oplevelser med behandlere. Jeg har ellers aldrig, som psykisk sårbar igennem 13 år, haft en negativ oplevelse af psykiatrien eller noget i den retning, men er desværre begyndt, at få et andet syn på det.
Venligst

Jeg har også mange negativ oplevelse af psykiatrien, læger med mere. En gang har jeg ringe til psykiatrien for at få hjælp på grund af et angstanfald . Han sagde til mig drikke noget kamille the og så skal jeg nok sove godt.


Så jeg magter psykiatrien ikke mere , da de er også underlige.
Det er bare min mening.

Mvh Anna

Kære Anna
En ide kunne være, at få tilknyttet en privatpraktiserende psykiater. De er helt ude af det det system og jeg har har hørt godt om at få tilknyttet en privatpraktiserende i stedet.

Som i alle andre af livets forhold, har jeg både gode og dårlige oplevelser af psykiatrien, men nogle gange er det alt for uacceptabelt og uanset hvor tilgivende et væsen man er, så ved vi allesammen - og brugere af psykiatrien -at man nogle gange støder på mennesker, der faktisk bare burde skifte branche.

Så mit råd til dig, hvis du har behov for det, at blive tilknyttet en privatpraktiserende psykiater. Jeg har kun hørt godt om den ordning.

Venligst.