Tak til Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary for hendes indsats som protektor for Sind

Sikke et cirkus
Tak til Cirkus Benneweis for 
en fantastisk livsglad forestilling

Cirkus Benneweis fejrede 120-årsjubilæum med livsglad festforestilling til fordel for Landsforeningen Sinds arbejde

Af Jeanette Damgaard, Herlev


Endnu en gang var det gået helt galt for mig, og jeg var blevet indlagt igen. Det tog hårdt på mine kræfter, men heldigvis havde jeg to billetter til Cirkus Benneweis' gallaforestilling.

Jeg fik en frilørdag fra hospitalet og hankede op i min 5-årige søn, som jeg ikke havde set i næsten 3 uger. Jeg havde sat mig for, at vi skulle have en dag sammen med nogle gode oplevelser.

Jeg har ikke selv været i cirkus i måske 25-30 år. Og jeg kan huske, at jeg selv dengang var bange. Ikke for klovnen, men for de artister, der vover liv og lemmer i et stuur, stuur nummer. Så jeg var meget spændt på at se, hvordan min søn ville reagere.

En helt særlig oplevelse

Der var noget helt særligt ved at gå ind af forteltet. Savsmuld var strøet ud og gav en herlig duft. Vi havde billetter på første parket. Loge lige ned til manegen. Og modtagelsen var nærmest kongelig.

En flink pige viste både mig og min søn på plads og sørgede for, at vi kom til at sidde godt, og vi var  i fint selskab med Hendes Kongelig Højhed Kronprinsesse Mary, som er protektor for Sind.
Det i sig selv var også lidt af en oplevelse.

En livsglad forestilling

Konferencier ved forestillingen var Judy Glosted og Bubber, som var med til at skabe en god og folkelig cirkusstemning.

Så gik forestillingen i gang på bedste cirkusmaner. Og sikke et cirkus. Både min søn og jeg var vildt begejstrede. Der var en rigtig god veksling mellem klovne, akrobatik og dyr. Og med de fornemme pladser, vi havde, var oplevelsen endnu større.

Min søn sad lige i øjenhøjde med hunde, geder og grise og var langt væk i forestillingen. Navnlig da elefanterne kom og den ene drejede rundt lige foran min søn, så han næsten blev ramt af en snabel.

Jeg selv sad næsten og bed negle, dels da Miguel Ferreri skulle lave saltomortaler på line eller endnu være, da Gärtner løb rundt på deres dødshjul. Jeg havde næsten ikke nerver til det (jeg er selv højdeskræk, så det gør noget). Men i stedet for at flosse min negle så åbenlyst, nøjedes jeg med at bede en lille bøn for at deres numre skulle lykkes. Og gudskelov forløb det vel.

Bobylevs klovnenumre blev udført i bedste gode klovnehumør og til stor moro for os begge. De gav et sjovt og behageligt afbræk fra de vovede numre.

Og på bedste cirkusmaner blev den kommende cirkusgeneration også præsenteret. Gärtner præsenterede den mest yndige lille cirkusrolling. En bedårende pige i bedste cirkuskostume med diadem og lille skørt helt i hvidt. Og sikke en balance hun havde. Hun stod uden problemer med sine små fødder på fars hænder mens hun blev løftet op i strakt arm.

De nye og kommende jonglører blev også præsenteret. Og jeg må sige, at jeg var imponeret. Det var efter sigende søskendeparrets første forestilling og den var præget af lidt nervøsitet. Det kan jeg godt forstå. Så mange mennesker, en gallaforestilling med Kronprinsesse Mary, og så deres første optræden. Men jeg synes, at de klarede det rigtig flot. Det ser lovende ud for den kommende cirkusgeneration.

Stort tak

Efter lidt over to timers livsglad underholdning takkede Bubber og Judy Glosted af med ønsket om at Sind måtte modtage en stor check, da denne forestilling var dedikeret til Sind.

På Sinds vegne vil jeg først og fremmest gerne takke Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary for hendes arbejde som protektor for Sind og hendes indsats mod bl.a. mobning.

Dernæst Cirkus Benneweis for deres indsats med denne livsglade forestilling, der ubeskåret går til Sind. Og så vil jeg gerne takke Cirkus Benneweis på mine egne vegne for de dejlige timer jeg fik sammen med min søn på et tidspunkt, hvor jeg selv trængte til det.

Sind bladet nr.7, oktober 2007



 

Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary nød den livsglade forestilling i Cirkus Benneweis. Fotograf: Arne Magnussen.

Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary får overrakt blomster i selskab med (fra venstre) Landsforeningen Sinds landsformand Finn Graa Jakobsen, Cirkusdirektør Diana Benneweis, Bubber og Landsforeningen Sinds sekretariatschef Palle Heilesen. Fotograf: Arne Magnussen.

Gallashow

H. K. H. Kronprinsesse Mary til festforestilling i Cirkus Benneweis

Cirkusdirektør Diana Benneweis blev i 2006 udnævnt til ambassadør for Sind, efter hun med stor entusiasme havde arrangeret en særlig cirkusforestilling, hvor indtægterne gik ubeskåret til landsforeningens arbejde.

Arrangementet var en kæmpe succes og det blev derfor besluttet at gentage samarbejdet i 2007 i forbindelse med Cirkus Benneweis 120-års jubilæum. Diana Benneweis har igen valgt at donere hele indtægten fra fest-forestillingen den 8. september i år i København til Landsforeningen Sind.

"Landsforeningen Sinds arbejde har jeg altid sat stor pris på. Jeg ved jo af egen erfaring, hvor vigtigt deres arbejde er. Jeg var derfor slet ikke i tvivl om, at jeg ville donere hele indtægten fra en forestilling, hvis jeg havde mulighed for det – og det har jeg heldigvis," siger Diana Benneweis, der også er glad for, at kongehuset viser sin deltagelse.

H. K. H. Kronprinsesse Mary, der er protektor for Sind, sagde omgående ja-tak til invitationen, da lands-foreningen spurgte,
om der var tid i den kongelige kalender.

"Det varmer mig om hjertet, at også andre har interesse for Sinds arbejde selv om de måske ikke selv er pårørende eller psykisk syge," siger cirkusdirektør Diana Benneweis.  (Sop)


 

"Jeg vil gerne takke for
de dejlige timer jeg fik sammen med min søn."
- Jeanette Damgaard



Billeder fra Cirkus Benneweis jubilæums-forestilling 2007 til fordel for Landsforeningen Sinds arbejde - www.benneweis.dk  

Landsforeningen SIND, Jernbane Allé 45, 3. sal, 2720 Vanløse, landsforeningen@sind.dk, Tlf: 35 24 07 50