Glæden ved dialog
Foredrag
Der blev informeret om en foredragsrække på Frederiksberg Hospital i auditoriet torsdag aften, og jeg kunne forstå, at der havde været 60 fremmødte til sidste arrangement, hvilket må siges at være flot.Her bliver der diskuteret emner såsom: Recovery – det handler om håb, Er skizofreni en livslang sygdom?, Spiseforstyrrelser, Hvad kan man være angst for? og Behandling af depression – andet end medicin og samtale. Det lyder vældig interessant og som en givende række foredrag af eksperter indenfor psykiatrien.
Besparelser
På mødet blev der diskuteret besparelser, som er blevet pålagt Frederiksberg Hospital: Skadestuen lukker om natten fra 22 – 08. Der bliver så henvist til Bispebjerg Hospital, der har døgnåbent. Denne besparelse medfører omrokeringer blandt personalet og der er ingen muligheder for telefoniske samtaler om natten. Det går ud over de svageste.
Jeg har selv haft brug for psykiatrisk skadestue om natten. Jeg var holdt op med at tage min medicin og følte mig urolig om natten og kunne ikke falde i søvn. Jeg havde hjertebanke og følte mig skidt tilpas. Jeg ringede derfor 112, og der kom en ambulance og kørte mig til hospitalet, hvor jeg på ny blev medicineret og kørt hjem igen.
Så jeg vil gerne sige det klart og tydeligt: Der er virkelig brug for psykiatriske skadestuer. Det er ikke bare teori – det er de psykisk syges behov, der er tale om. Den psykisk syge bliver ikke bare dårlig indenfor normal åbningstid – det sker også på de mest ubelejlige tidspunkter.
Men situationen er altså den, at direktionen har stilet forslag om besparelser. Frederiksberg Hospital var ikke med til at drøfte det. Hele regionen skal spare og psykiatrien fik sin del.
Dialogforum på Frederiksberg Hospital
Af Jesper Steen Andersen, SIND bladet
Jeg har været til møde i dialogforum på Frederiksberg Hospital med folk som Kim Solstad, klinikchef, Ulla Branner Jespersen, udviklingschef og Kristen Kistrup, centerchef.
Om dialogforum hedder det bl.a. i et runddelt papir: Regionsrådet har derfor besluttet, at etablere fora for dialog på tre niveauer:
- Niveau 1 – politisk niveau (Region Hovedstaden)
- Niveau 2 – Virksomhedsniveau (Region Hovedstadens Psykiatri)
- Niveau 3 - Lokalt niveau (Psykiatriske Centre/Børne- og ungdomspsykiatriske Centre)
Det er yderst prisværdigt, at der bliver etableret dialogfora, hvor psykiatribrugerne kan komme i dialog med lægerne og personalet. Jeg var udpeget at SIND Frederiksbergs bestyrelse til at deltage i det lokale dialogforum, og det gør jeg med glæde. Det er meningen, at dette dialogforum skal mødes 2- 3 gange om året.
Samarbejde
Om dette lokale dialogforum hedder det: Dialogforum på lokalt niveau har til opgave via dialog, gensidig information, orientering og erfaringsudveksling løbende at inddrage viden fra brugerne og pårørende i de lokale samarbejdsrelationer. Dialogforum drøfter ikke enkeltsager, men principielle og generelle problemstillinger, der eventuelt udspringer af konkrete sager.
Dialogforum på lokalt niveau har desuden til opgave at samarbejde om implementering af de overordnede fælles beslutninger på området, herunder den lokale udmøntning af regionens bruger- og pårørendepolitik.
Dialogforum på lokalt niveau har desuden til opgave gensidigt at informere om og drøfte aktuelle og kommende lokale initiativer. Dialogforum på lokalt niveau kan også danne ramme for konkrete fælles arrangementer.
"Alt i alt må jeg sige, at jeg som psykisk syg var godt tilfreds med mit første møde med dialogforum"
Godt at kunne komme til orde
Strategi og handlingsplan for de næste 5 år blev taget op, Frederiksberg Hospital, eller rettere Psykiatrisk Center Frederiksberg, er nu en del af fællespsykiatri og har optaget Vanløse om optagelsesområde.
Der er mange gode forslag om samarbejde og forskning og uddannelse og arbejdsmiljø – mange tiltag omkring behandlingsplaner. Det er besluttet at lave et psyk-info til borgere, pårørende og psykisk syge – man har tidligere trukket på Psykiatrifonden.
Alt i alt må jeg sige, at jeg som psykisk syg var godt tilfreds med mit første møde med dialogforum. Jeg var glad for at kunne komme til orde og at blive lyttet til, og jeg ser med forventning frem til næste møde.
- SIND bladet februar 2009
Evt. kommentarer til ovenstående
rettes til redaktionen@sind.dk
