Til forsiden
Printvenlig side
Login
LinkedIN
Facebook
Twitter
Email
Støt SIND
Bliv medlem

Pressemeddelelse: Travl angstforening bliver en del af SIND

05-02-2017
 

SIND udvides med Foreningen for børn med angst, der bliver en landsdækkende aktivitet. Du kan også se mere i vores pressevideo via dette link.


Også børn kan blive alvorligt ramt af sygdommen angst, hvilket læreren, lægen og rådgivninger alt for ofte overser. Mange familier må vente op til to år på det rette tilbud om hjælp. Derfor henvender flere og flere forældre sig til Foreningen for børn med angst. Den travle forening får nu flere muligheder og ressourcer. Foreningen og dens medlemmer er netop blevet en del af SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed - og samtidig en landsdækkende aktivitet. Målet er bedre hjælp til flere familier og hyppigere dialog med politikere og beslutningstagere.
Forventningerne er særdeles positive, understreger formanden for Foreningen for børn med angst, Mia Kristina Hansen, og SINDs landsformand, Knud Kristensen, samstemmende, fordi begge foreninger styrkes.

”Der er et kolossalt behov for viden og hjælp. Gennemsnitligt har hvert tiende barn angstproblemer. Nogle rammes så hårdt af sygdommen angst, at de i måneds- eller årevis må opgive skolen. Vi håber, at vi med SIND kan få det antal bragt ned. Vores hidtil lille forening er nu blevet en del af et større fællesskab med flere muligheder,” siger Mia Kristina Hansen. Hun var i 2015 med til at stifte foreningen efter at have oplevet, hvor svært det var at få hjælp og viden, der kunne støtte hendes angstramte søn. Han var gennem to år slet ikke i skole grundet angst og vendte først som 12-årig tilbage til klassen. I dag er han 16 år og er i perioder stadig udfordret, fordi skolen mangler ressourcer.

Rådgivningsaktiviteter
”Angst er en lidt overset diagnose, som vi gerne vil have mere frem i lyset. Ligesom med andre sindslidelser er en tidlig indsats afgørende. Også når det gælder børn. Vi skylder børnene at tage os ordentligt af dem. Samtidig er det en god samfundsinvestering at sætte ind i barndommen, så sygdom og udfordringer ikke følger med op i ungdoms- og voksenlivet,” siger Knud Kristensen. Han fremhæver, at samarbejdet både styrker den politiske indsats og udviklingen af SINDs rådgivningsaktiviteter:

”I SIND arbejder vi både bredt med sindslidelser og kan samtidig gå i dybden med konkrete diagnoser. Foreningen bringer engagerede frivillige og viden om angst ind i SIND. Omvendt har SIND i mere end 25 år arbejdet med rådgivning til børn. Så vi kan inspirere hinanden til at blive bedre,” siger Knud Kristensen.

Flere henvendelser
Antallet af henvendelser til Foreningen for børn med angst accelererer. Foreningen har foreløbig ca. 300 medlemmer og løbende dialog med ca. 900 forældre, der har fået adgang til foreningens netværks- og rådgivningsgruppe på internettet. Uden tilkøb af markedsføring er antallet af følgere på foreningens åbne side på Facebook de seneste uger steget med 25 pct. til foreløbig 4.000.

”Responsen fra forældrene viser, at mange oplever problemer og opsøger viden. Samarbejdet mellem SIND og Foreningen for børn med angst betyder, at vi sammen kan nå ud til endnu flere,” siger Knud Kristensen.

SIND er åben for at samarbejde med flere foreninger. Skizofreniforeningen blev i 2015 en del af SIND. Skizofreniforeningens medlemstal er siden seksdoblet til ca. 600 betalende medlemmer.

Yderligere oplysninger:
Formand for Foreningen for børn med angst, Mia Kristina Hansen: miakh@live.dk eller 30 89 58 04.
Foreningen for børn med angst blev stiftet i 2015 af pårørende til børn med angst. Foreningen arbejder målrettet for at sprede viden om angst hos børn og guide til, hvordan angsten kan bekæmpes. Se mere på www.boernmedangst.dk

SINDs landsformand Knud Kristensen: kk@sind.dk eller 40 30 63 98.
SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed – blev stiftet i 1960. SIND arbejder for at skabe forståelse og tolerance for sindslidende og deres pårørende. SIND står bl.a. bag en lang række rådgivninger og lokale tilbud. Se mere på www.sind.dk  

 

 
  Tilbage til oversigt...
SIND – landsforeningen for psykisk sundhed – anvender alene cookies til statistik og for at huske dine indstillinger. Vi anvender ikke cookies til markedsføring og videregiver ikke information til andre om dit besøg på www.sind.dk. Har du spørgsmål om cookies, kan SIND kontaktes på landsforeningen@sind.dk
SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed
Blekinge Boulevard 2
2630 Taastrup
landsforeningen@sind.dk
Tlf: 35 24 07 50
H.K.H Kronprinsesse Mary
er officiel protektor for SIND