Nyhedsbrev SIND Frederiksberg Advent 2011
Kære medlemmer
Jeg vil ønske alle vore medlemmer en glædelig adventstid og senere en god Jul og et godt Nytår. Juletiden er en mørk tid, men der tændtes et lys, da Jesus Kristus blev født på denne jord.
For dem, der lider af vinterdepression har vi indkøbt en særlig lampe, således at det er muligt at få lysterapi for vore medlemmer, Lampen står til fri afbenyttelse for vore medlemmer,
Julebanko
Igen  i år indbyder vi til julebanko. Det er en hyggelig og god tradition midt i en mørk vinter. I år finder julebanko sted lørdag den 10. december kl. 19.00. Der vil være gløgg og æbleskiver samt mange gode gaver. Vi vil fra bestyrelsen gerne opfordre vore medlemmer til at slutte op om arrangement. I må gerne tage en ven med.
Temamøder
Vi har i september haft et møde med overlæge Birgitte Bjerg Bendsen fra Frederiksberg Hospital og depression. Det er et meget stort og vigtigt emne indenfor psykiatrien. Desværre havde Lokalavisen glemt at sætte den indleverede annonce i avisen, og jeg havde glemt nøglen til det audiovisuelle skab, så det blev en aften med ca. 15 deltagere uden power-point men til gengæld med megen ping-pong mellem de fremmødte og overlæge Birgitte Bjerg Bendsen, der viste sig at være en kapacitet på området.
Recovery ved Kirsten Kallesøe
I Oktober havde vi et møde med Kirsten Kallesøe, der kom helt fra en gård udenfor Randers for at fortælle os sin livshistorie. Vi fik et glimrende indblik i hendes lange og komplicerede sygehistorie, der omfatter spiseforstyrrelse, borderline og skizofreni m.m. Kirsten havde været indlagt 10 år på psykiatriske afdelinger og er blevet tilkendt højeste førtidspension, men var nu kommet sig og var foredragsholder, havde sit eget firma, var coach etc.
Desværre var vi kun ca. 20 fremmødte, men vi fik en god og begivenhedsrig aften ud af det med power-point (denne gang havde jeg fået nøglen udleveret til det audiovisuelle skab). Jeg bemærkede mig, at der kom en mor til en datter, der havde spiseforstyrrelse – det er godt, når foredraget bliver så direkte aktuelt og relevant for en tilhører. Efter foredraget købte jeg Kirsten Kallesøes bog ”Lige om Lidt” til 249 kroner, som jeg dog allerede har lånt ud til en kvinde fra min cellegruppe i Bethlehemskirken. Der er nemlig stor interesse for at høre og læse Kirsten Kallesøe sygehistorie, der da også er gribende.
Det sociale liv, når man er psykisk syg
Vi ser frem til det sidste møde i denne sæson tirsdag den 22 november kl. 19.30 Skt. Thonas Kirkes menighedshus, Rolighedsvej 23A, ved Helle Busk, der er ledende socialrådgiver ved Frederiksberg Hospital. Kom og deltag i denne forventeligt udbytterige aften.
EDB-undervisning
Undervisningen fungerer upåklageligt ved Preben Borsbøl – dog er der lidt problemer med at få tilkendt tilstrækkelig med timer fra FOF – vi har både undervisning mandag, tirsdag og torsdag. Det er bestyrelsens indtryk, at både elever og lærer trives med undervisningen. Interesserede kan melde sig til Preben Borsbøl på telefon 21 25 25 04 – det kan stærkt anbefales.
Sund med Sind
Helene Geerup har leveret varen som lærer i ”Sund med Sind” i den grad, at bestyrelsen meget gerne vil fortsætte samarbejdet. Kursisterne inklusive Ulla, Sven og mig fra bestyrelsen har nydt godt af Helene Geerups kvalificerede, kompetente og dygtige undervisning. Til hver gang forbereder Helene Geerup opskrifter og foredrag til os.
Helene Geerup ønsker desværre at holde en pause næste halvår, fordi hun skal afslutte et krævende studium. Det må vi med beklagelse tage til efterretning. Ulla fra bestyrelsen vil spørge et alternativ. Interesserede i ”Sund med Sind” bedes henvende sig til formanden.
Motionsholdet
FOF har et fitnesscenter i Sylows Allé 1 i kælderen, hvor Anne Sofie og Maya underviser os onsdag kl. 12.00 – 13.10 of fredag fra kl. 10.00 – 11. De to unge studerende herser med os på særdeles kvalificeret vis. Vi er 8 på holdet, men hvis der er nogen, der har lyst til at være med på holdet, så kan man henvende sig til formanden.
Vi varme op på løbe-, cykel- og romaskine i ca. 15 minutter, så går vi over til motionsmaskinerne og løfter jern, så løfter vi vægte og til sidst står en af underviseren for 10 minutters undervisning på gulvet. Alt sammen er anstrengende og givende. Jeg kan uden at overdrive sige, at jeg har tabt 7 kilo siden kursusstarten, men vi går også til den,
Fredagsåbent
Ugen slutter med fredagsåbent kl. 14-17. Det er en hyggelig tradition at mødes hver fredag til en kop kaffe eller te over en bid en brød. Vi snakker om løst og fast, og arrangementet har en sociale funktion for alle deltagere.. Hvis der er nogle, der ønsker at lære Sind Frederiksberg at kende, så er det en god idé at møde op i lokalerne L.I.Brandes Allé 1 mellem 14 og 17, , idet vi har kan tage os tid til at snakke med nye. Enhver skal være hjertelig velkommen – medlemmer såvel som ikke-medlemmer.

Bisiddere
Vi har to nye bisiddere, Bodil Gellert og Poul Vinholt, der begge er i gang nu, mens den gamle bisidder Erik Paaske erholdt op. De to nye står på Sinds hjemmeside,. Men det er ikke kun folk fra Frederiksberg, der får gavn af de to bisiddere.
Jeg har formidlet Poul Vinholts ønske om, at få belyst bisidderens rolle og funktion i Sind bladet ved et PR-udvalgsmøde, så lad os håbe at der kommer noget i bladet indenfor overskuelig tid.
Psykologrådgivning
Vi er i Sind Frederiksberg privilegeret med 3 erfarne og dygtige psykologer, der kan kontaktes onsdag kl. 17-18 på tlf. 35 34 00 80. Jeg ved, at mange gør brug af dem, og vi vil  opfordre vore medlemmer til at gøre brug af vores psykologrådgivning. Det er ikke en forudsætning for at få 5 psykologtimer, at man er medlem af Sind.
Psykiatritopmøde
En begivenhed, der fortjener en speciel omtale, er Psykiatritopmødet på Frederiksberg Gymnasium lørdag d.1.oktober kl.10-17. Jeg har været med alle tre år, det er blevet afholdt, og det trækker rundt 1000 mennesker fra hele landet.
Årets højdepunkt var en medarbejder fra Headspace I Australien, der fortalte om deres ungdomspsykiatriske arbejde ud fra forskellige kontorer rundt omkring i Australien.. Foredraget, der var på 30-40 minutter, var på engelsk, men de ledsagende tekster på storskærm var på dansk. Der var fine videoindslag undervejs, som de psykisk syge i Australien selv havde produceret.
Sebastian, en trubadur fra Balticum og et folk-band underholdt. En færøske pige på 33 fortalte til sidst om, hvordan hun var blevet mobbet i skolen og Reimar Bo bandt det hele sammen som konferencier. Sind havde en stand, hvor vi fik 39 nye medlemmer i løbet af dagen. Det eneste minus ved konferencen var, at der ingen udluftning var i salen. Der blev derfor stegende hedt i løbet af dagen.
Ellers var det et prima arrangement, der blev afholdt af Det sociale Netværk og betalt af Rockwoolfonden. Et nyt initiativ var ”Ungekompasset”, en hjemmeside for de unge. Poul Nyrup Rasmussen var med under hele topmødet og dansede med, da der blev danset kædedans. Alt i alt en festlig begivenhed.
Psykiatriens dag på Rådhuset
Samtidig med at Psykiatritopmødet blev afholdt på Frederiksberg Gymnasium blev der afholdt Psykiatriens dag på Frederiksberg Rådhus, hvor Willy Hundborg og Sven Lannung bemandede en bod. Det var fint, at Willy tog endnu en tørn for Sind Frederiksberg, mens vi andre var til topmødet.
Frivilligdag den 28. oktober
Sind Frederiksberg havde åbent hus med brunch. Der kom mange mennesker i løbet af dagen, og der var en god stemning og mange gode samtaler. Willy havde købt megen god mad, så der var rigeligt til alle gæsterne.
Fodboldaften
I Sind Frederiksbergs lokaler har vi en storskærm, hvor vi viste fodboldlandskampen mellem Norge og Danmark, der var afgørende for, at Danmark kvalificerede sig til EM. Landsholdet viste god, fremadrettet og målsøgende fodbold, der lover godt for deltagelsen ved EM-slutrunden til sommer.
Vi planlægger i bestyrelsen at lave fodboldaftener til sommer, når Danmark skal spille de afgørende kampe ved EM-slutrunden.
Temamøder i foråret
Der vil i dette forår blive afholdt 3 temaaftener. Bestyrelsen har besluttet sig for en underholdningsaften – vi vil prøve noget nyt! Se særskilt program i dette program.
Økonomi
Birgit Strøbech, næstformand og formand har afholdt et møde på sekretariatet, hvor vi udarbejdede en ansøgning til kommunen for 2012. Kommunen har bekræftet modtagelsen af ansøgningen, og nu venter vi i spænding på, hvor meget vi får bevilget. Vi lavede en lang ønskeseddel til kommunen, der beløb sig til 291.000 kroner. Det bliver op til byrådets medlemmer at afgøre, hvor mange midler vi skal have i 2012. Økonomien har kørt tilfredsstillende gennem hele 2011. Under alle omstændigheder er der grund til at sige tak til Frederiksberg Kommune, for de midler vi får, fordi det er disse midler, der kør det muligt at drive Sind Frederiksberg.
Afslutning
Vi glæder os til at møde alle vore medlemmer i den kommende tid. Vi gør i bestyrelsen meget ud af at pleje de personlige relationer med så mange af jer, som det er menneskeligt muligt. Kom frimodigt til vore arrangementer.
 
Hjertelig hilsen
Jesper Steen Andersen, formand, skrevet den 8.noivember 2011
Tlf. 25 15 88 62
 
 
 
 
Landsforeningen SIND, Jernbane Allé 45, 3. sal, 2720 Vanløse, landsforeningen@sind.dk, Tlf: 35 24 07 50