Rådgivning 70 23 27 50

Her

OCD

Få svar på de mest almindelige spørgsmål om OCD.

Ambitionen med siderne på sind.dk om sindslidelser er at formidle let tilgængelig information med afsæt i SINDs brochurer, hjemmesider og søsterorganisationer.

Får du brug for mere lægefaglig information, anbefaler vi du søger rådgivning eller klikker på "eksterne links" i menuen på denne side.

...

Omkring 2-3 procent af befolkningen lider af angstlidelsen OCD, som er en forkortelse af diagnosen Obsessive Compulsive Disorder.

OCD befinder sig sammen med andre angstlidelser og fobier i ICD-10-hovedgruppen F40-49 med nervøse og stress-relaterede tilstande samt tilsande med nervøst betingede legemlige symptomer.

OCD er en lidelse med tilbagevendende tvangstanker (obsessioner) og/eller tvangshandlinger (kompulsioner) og kan sammenlignes med en form for overtro, der har taget overhånd.

Hvad er ICD-10?

I det danske sundhedssystem benytter man diagnosesystemet ICD-10 til at klassificere psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser.

ICD står for International Classification of Diseases. Det er udarbejdet af verdenssundhedsorganisationen WHO og bliver løbende revideret.

I øjeblikket bruger man den 10. version af diagnosesystemet, og det er grunden til, at det hedder ICD-10.

Klassificeringen af psykiske lidelser er bygget op omkring 10 hovedgrupper, som hver især rummer en lang række lidelser og symptomer.

...

Årsager

Man kender endnu ikke årsagen til, hvorfor nogen rammes af OCD, men forskning tyder på, at lidelsen skyldes en kombination af psykologiske og neurobiologiske årsager, hvor der er en forstyrrelse i signalstoffet serotonin.

OCD bryder oftest ud i de tidligere ungdomsår, men kan også optræde på andre tidspunkter i livet. Hos nogen viser lidelsen sig allerede i barndomsårene.

OCD kan typisk opstå i forbindelse med en voldsom begivenhed i barnets liv som fx forældrenes skilsmisse eller en ny familiestruktur – begivenheder som barnet ikke har kontrol over. Tvangshandlinger bliver dermed barnets måde at få en illusion af at have kontrol over situationen.

Det er dog meget almindeligt, at børn kortvarigt i opvæksten har en periode med tvangslignende handlinger, hvor de fx undgår stregerne mellem fliserne på fortovet. For de fleste går det over igen, men for andre tager det overhånd.

Symptomer

De fleste har prøvet at opleve angstprægede tanker om, at noget forfærdeligt vil ske, men tillægger dem ikke større betydning. Hos OCD-ramte bliver disse tanker tillagt en form for magisk kraft, hvor den syge er overbevist om, at den frygtede ulykke vil ske, med mindre man udfører nogle bestemte ritualer, så den undgås.

De fleste tvangstanker omhandler oftest angst for sygdom eller smitte, død og frygt for at gøre skade på sig selv eller andre.
Tvangshandlinger er en form for ritualer, som den syge anvender i troen på at komme sine tvangstanker til livs. Det kan fx være ved gentagelsesritualer, kontroladfærd og vaskeritualer. 

Udsigten for fremtiden

OCD optræder i forskellige sværhedsgrader. Lige fra mildere former til sværere former, hvor tvangstankerne/tvangshandlingerne har taget så meget over, at de bliver invaliderende i hverdagen.

Nogle OCD-ramte får en depression, dels fordi de bliver ensomme og dels fordi de oplever, at tvangshandlingerne ikke løser problemerne i tilværelsen. En del oplever også, at andre angstlidelser optræder i forbindelse med OCD.

OCD kan som andre angstlidelser behandles med antidepressiv medicin og terapi. En del bliver helt fri for symptomer i lange perioder af deres liv. De fleste kan få lindret symptomerne så meget, at de kan have en normal tilværelse.

Kilde: Angstforeningen og OCD-foreningen.

Læs mere om faktapodcasts fra Filip Søskov Davidovski

Filip Søskov Davidovski, der januar 2022 afslutter lægestudiet og søger ud i sundhedsvæsenet, har gjort det til sin mission at bidrage til bedre dialog mellem patienter og ansatte i psykiatrien. Med en bred vifte af podcasts om diagnoser vil han give flere mulighed for at sætte sig ind i, hvad lærebøgerne skriver om sygdomme. Navnlig de psykiske. Målet er at skabe bedre muligheder for at man som patient eller pårørende kan forberede sig på møder. SIND har valgt at dele Filips podcasts. Læs here her: https://sind.dk/nyheder/set-i-sindbladet-nye-podcasts-paa-sinds-hjemmeside-25-aarig-laegestuderende-bygger-bro

Lyt til faktapodcasts fra Filip Søskov Davidovski

Link til episode: https://open.spotify.com/episode/6pLDhQSiJBBcJv8EoyhAIS?si=ddv-ZYevSZGKo0_Qq4Hdkw