Sidst ændret: 20-01-2007

                                    Vedtægter for SIND Gladsaxe lokalforening

§ 1 NAVN OG HJEMSTED
Lokalforeningens navn er Landsforeningen SIND Gladsaxe lokalforening i Københavns amtskreds.

Lokalforeningens hjemsted er lokalforeningsformandens postadresse.

§ 2 FORMÅL
Lokalforeningen varetager og udøver Landsforeningens interesser i lokalforeningsområdet inden for rammerne af Landsforeningens formål, vedtægter og principprogram, og i samarbejde med kredsbestyrelsen.

§ 3 ORGANISATION
Stk. 1 Lokalforeningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Lokalforeningen ledes af en bestyrelse, der kan nedsætte et forretningsudvalg.

Stk. 2 Ved oprettelse af lokalforeninger skal medlemstallet være mindst 25.  Falder medlemstallet til under 15 kan lokalforeningen opløses efter kredsbestyrelsens bestemmelse i det enkelte tilfælde, og deres aktiver og aktiviteter overgår til vedkommende kreds.

§ 4 MEDLEMSKAB OG KONTINGENT
Medlemskabet er knyttet til medlemskab i den pågældende kreds. Kontingent indbetales til Landsforeningen. Efterfølgende fordeles kontingentet mellem Landsforeningen, kredse og lokalforeninger i henhold til landsforeningsvedtægterne § 4, stk. 6, hvoraf det fremgår, at hovedbestyrelsen fastsætter kontingentandele til kreds- og lokalforeninger, at lokalforeningens andel tilfalder kredsforeningen for områder, hvor der ikke er oprettet lokalforeninger, og at fordelingen foretages af landssekretariatet på baggrund af medlemstallet ved seneste årsskifte.

§ 5 ORDINÆR GENERALFORSAMLING
Stk. 1 Hvert år i februar, og forud for kredsens ordinære generalforsamling afholder lokalforeningen ordinær generalforsamling.

Stk. 2 Indkaldelse sker med mindst 14 dages varsel ved brev til medlemmerne og/eller i medlemsbladet. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset fremmødet. Begrundede forslag der ønskes behandlet, skal være lokalforeningsformanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

Stk. 3 Generalforsamlingens dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
           a.   Valg af dirigent og stemmetællere.
           b.   Bestyrelsens beretning fremlægges til debat og godkendelse.
           c.   Det reviderede regnskab fremlægges til debat og godkendelse.
           d.   Behandling af indkomne forslag.
           e.   Valg af bestyrelsesmedlemmer og mindst 1 suppleant.
            f.   Valg af lokalforeningsrevisor(er) og mindst 1 lokalforeningsrevisorsuppleant.
           g.   Behandling af eventuelle forslag til Landsforeningens landsmøde.
           h.   Eventuelt.

Stk. 4 Bestyrelsen består af mindst 3 medlemmer. Valg af bestyrelsen gælder for 2 år, idet halvdelen af bestyrelsens medlemmer er på valg hvert år. Ved alle øvrige tillidsposter gælder valg for 1 år. En suppleant, der indtræder i stedet for et bestyrelsesmedlem, følger dettes valgperiode. I valgperioden kan en tillidspost, jfr. stk. 3. e - f, alene fratages et medlem, såfremt dette besluttes ved en ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 5 Generalforsamlingen er offentlig. Alle medlemmer af Landsforeningen har taleret.

Stk. 6 Stemmeret har og valgbare er medlemmer af Landsforeningen jfr. landsforeningsvedtægterne § 4, stk. 1 der hører til inden for lokalforeningens område, jfr. landsforeningsvedtægterne § 4, stk. 4, hvoraf det fremgår at medlemmerne fordeles i kreds- og lokalforeninger ud fra folkeregisteradressen, og at afvigelser herfra forudsætter begrundet ansøgning til og godkendelse af forretningsudvalget.

Stk. 7 Alle afgørelser, herunder valg og forslag, træffes ved almindeligt stemmeflertal.

Stk. 8 Skriftlig afstemning skal foretages, såfremt dirigenten eller et medlem kræver det.

Stk. 9 Der skal føres referat over de på generalforsamlingen trufne beslutninger. Referatet skal godkendes og underskrives af referenten og dirigenten.

Stk. 10 Efter generalforsamlingen og inden den 1. april fremsendes referat og regnskab til kredsen og landsformanden.

§ 6 EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING
Stk. 1 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når lokalforeningens bestyrelse finder det påkrævet, eller når det skriftligt forlanges og begrundes af mindst 1/3 af medlemmerne.

Stk. 2 Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling sker skriftligt til medlemmerne med angivelse af dagsorden.

Stk. 3 Afholdes ekstraordinær generalforsamling på begæring af det fornødne antal medlemmer skal indkaldelse udsendes inden 6 hverdage efter modtagelse af begæringen, og generalforsamlingen skal afholdes senest 3 uger efter modtagelsen af begæringen.

§ 7 BESTYRELSEN
Stk. 1 Bestyrelsen konstituerer sig med lokalforeningsformand, lokalforeningsnæstformand og lokalforeningskasserer og besætter i øvrigt tillidsposter efter de lokale forhold. Ingen kan samtidig bestride mere end én kassererpost i SIND´s regi.

Stk. 2 Lokalforeningen udpeger et medlem til kredsbestyrelsen.

Stk. 3 Bestyrelsesmøder afholdes, når lokalforeningsformanden finder det påkrævet, eller såfremt 2 bestyrelsesmedlemmer fremsætter begæring herom. Lokalforeningsformanden indkalder til bestyrelsesmøderne og leder disse..

Stk. 4 Bestyrelsesmøderne gennemføres på baggrund af en dagsorden, der forud er tilgået bestyrelsen. Afgørelser træffes ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er forslaget forkastet. Der udfærdiges et beslutningsreferat, der skal godkendes af mødedeltagerne og være tilgængeligt for lokalforeningens medlemmer.

§ 8 OPGAVEFORDELING, KREDS- OG LOKALFORENINGER.
Stk. 1 Kredsforeningen arbejder for at realisere Landsforeningens formål og har det overordnede ansvar inden for kredsens område.

Stk. 2 Inden for kredsforeningens område kan der etableres lokalforeninger til varetagelse af lokale formål.

Stk. 3 Afgrænsningen af de pågældende lokalområder foretages af kredsforeningen i samarbejde med de berørte medlemmer.

Stk. 4 Lokalforeningen er ansvarlig for arbejdet inden for det pågældende område.

Stk. 5 Kredsforeningen har kompetence til at træffe afgørelse i tilfælde af tvivl eller uenighed mellem lokalforeninger inden for kredsens område. Tvivlsspørgsmål mellem kredsforeningen og én eller flere lokalforeninger afgøres af hovedbestyrelsen.

§ 9 REGNSKAB OG REVISION
Lokalforeningens regnskabsår er kalenderåret.

§ 10 TEGNINGSRET
Stk. 1 Lokalforeningen tegnes af lokalforeningsformanden eller i dennes fravær af lokalforeningsnæstformanden, hver for sig sammen med et medlem af bestyrelsen.

Stk. 2 Lokalforeningsbestyrelsen kan ikke forpligte Landsforeningen eller kredsen økonomisk eller på nogen anden måde og er ikke kompetent i Landsforeningens eller kredsforeningens anliggender.

Stk. 3 Lokalforeningen har ret til at forhandle med lokale myndigheder om forhold inden for eget område, og kan rette henvendelse til presse og offentlighed.

§ 11 ÆNDRING AF VEDTÆGTER
Stk. 1 Forslag til ændring af vedtægter indsendes skriftligt til sekretariatet inden den 15. april før afholdelse af ordinært landsmøde.

Stk. 2 Indkomne forslag til ændring af vedtægterne udsendes inden den 1. maj til behandling i kredsene. Ændringsforslag til disse forslag skal være sekretariatet i hænde senest den 1. juli før afholdelse af ordinært landsmøde.

Stk. 3 De fremsatte forslag med kredsenes bemærkninger sendes derefter til kredsbestyrelserne.

Stk. 4 Vedtagelse af ændringsforslag til vedtægterne forudsætter at mindst 2/3 af de personligt tilstedeværende delegerede stemmer for forslaget og at antallet af ja-stemmer udgør mindst halvdelen af samtlige stemmeberettigede.

Stk. 5 Ændring af vedtægter kan kun finde sted på et ordinært landsmøde.

§ 12 SAMMENLÆGNING AF LOKALFORENINGER
Lokalforeninger kan med 2/3 flertal på en fælles generalforsamling mellem 2 eller flere lokalforeningers medlemmer beslutte en sammenlægning til 1 lokalforening.
Sammenlægningen skal godkendes af kredsforeningen.

§ 13 OPLØSNING    
Stk. 1 Beslutning om opløsning af lokalforeningen kan kun træffes på en ekstraordinær generalforsamling, der er indkaldt med henblik på opløsning af foreningen. Se dog § 3 stk. 2.

Stk. 2 Vedtagelse af opløsning forudsætter at mindst 2/3 af de personligt tilstedeværende medlemmer stemmer for forslaget og at antallet af ja-stemmer udgør mindst halvdelen af samtlige stemmeberettigede. Vedtages et forslag om opløsning, men uden den anførte majoritet, kan forslaget genfremsættes på en ny ekstraordinær generalforsamling, der er indkaldt med mindst 14 dages varsel, og opløsning kan da vedtages med absolut stemmeflertal.

Stk. 3 Ved lokalforeningens opløsning tilfalder dens aktiver og aktiviteter kredsforeningen.

§ 14 IKRAFTTRÆDEN
Disse vedtægter træder i kraft umiddelbart efter vedtagelsen på det ordinære landsmøde den 26. september 2004 og erstatter alle tidligere vedtægter.




CMS med søgemaskineoptimering og ehandel