Rådgivning 70 23 27 50

Her

SINDbladet november 2023

Her kan du læse SINDbladet november i PDF-format eller online. SINDbladet rummer denne gang bl.a. inspiration om afstigmatisering fra forfatter, foredragsholder og meget mere, Carolyne Kaddu Rasmussen. Du kan fx også læse om Peer-Partnerskabet, om ufrivilligt skolefravær og om SIND Sommerhøjskole, der åbner for tilmeldingerne 4. december. Næste SIND-blad udkommer 1. februar. Du kan fravælge at få den trykte udgave hjem i postkassen. Se mere i bladet.Vi har disse artikler med i SINDbladet, som du via linkene herunder både kan læse i PDF og via E-paper.

Side 2: Leder

Side 4: SIND i medierne

Side 6: Kort om SIND

Side 8: Peer-Partnerskabet: Ny forskning viser markante resultater

Det virker! Erfaringerne og resultaterne er særdeles positive, når mennesker, der har haft psykisk sygdom tæt inde på livet, hjælper andre i samme situation. Det viser ny forskning med udgangspunkt i aktiviteterne i Peer-Partnerskabet, som Det Sociale Netværk og SIND står bag.

Side 9: Mo er peer-støtte

47-årige Mo Dorthea Nørgaard har haft et liv præget af psykisk sår­barhed. Men da hun begyndte som peer, blev hendes smertefulde erfaringer til en værdi­fuld ressource. Peer-støtte kan gavne både den, der bliver støttet – og den, der støtter. Peer-Partnerskabet er et samarbejde mellem SIND og Det Sociale Netværk, og her arbejder man bl.a. for, at peer-støtte bliver et fast tilbud.

Side 11: Hjernen: Alsidige behandlingstilbud er vigtige

Hvor godt kender du din hjerne? Vi kan takke den for alt, mennesket har opnået. Men den kan også gøre, at vi bliver sårbare over for psykiske lidelser. SINDbladet har bedt flere eksperter guide os rundt i det utrolige organ. De efterlyser samtidig mere alsidige behandlingstilbud, der sætter det enkelte menneske i centrum.

Side 14: Har dit barn ufrivilligt skolefravær? Så er I ikke alene­

Ufrivilligt skolefravær kan gøre ondt på både barnet og resten af familien, og man kan ­risikere at skyde skylden på sig selv. Det ved SIND-formand Mia Kristina Hansen om nogen. Der findes ikke én løsning, der passer til alle, men her er en række gode råd til jer, der står midt i situationen.

Side 17: SIND Sommerhøjskole 2024

Fra søndag den 23. juni – lørdag den 29. juni 2024 afholdes SIND Sommerhøjskole på Brenderup Højskole. Er du medlem, kan du deltage for næsten halv pris. Tilmelding efter først til mølle-princippet, så skynd dig.

Side 18: Carolyne Kaddu Rasmussen: Husk at lade dine indre batterier op

Hvordan finder du håbet og humøret, når livet er svært? Forfatter, foredragsholder og meget mere, Carolyne Kaddu Rasmussen, har overvundet mere modgang end de fleste. Hun peger på relationer og venskaber – fx i familier og i foreningslivet – som nogle af de vigtigste vitaminer for den psykiske sundhed. På SINDs Frivilligkonference lagde hun op til debat om, hvordan vi kan reducere stigmatisering og ensomhed i Danmark.

Side 20: Helene Probst: Mere dialog og åbenhed er en del af recepten

Få i Danmark har så detaljemættet et overblik over og indblik i psykiatriens udvikling de seneste årtier som Helene Probst. Hun stod i 2022 som vicedirektør i Sundhedsstyrelsen bag det omfattende faglige oplæg til 10-års-planen for psykiatrien. Dertil er siden kommet personlige erfaringer som pårørende til en datter, ramt af psykisk sygdom.

Side 22: Frivillig under åben himmel

I SIND kan man også være frivillig uden at sidde indendørs ved et mødebord eller fordybet i en samtale. Marianne Dalgaard Christrup har engageret sig i landsforeningens naturaktiviteter og vil bl.a. uddanne besøgsvenner og naturvenner i at opsøge oplevelser under åben himmel.

Side 24: Ny udgave af SINDs frivilligpolitik

På SINDs hjemmeside kan du læse mere om rammerne for indsatsen som frivillig i landsforeningen.

SINDbladet november 2023
Dato