34-årig kvinde håber, at hendes historie kan skabe blot en spire af håb for andre
Læs "Hvis jeg kan komme mig, så vil jeg mene, at alle kan". (Fortalt til SIND på www.sind.dk/recovery).
Jeg har siden de tidlige teenageår kæmpet med misbrug, depressioner, angst og socialfobi, psykoser som senere blev diagnosticeret som paranoid skizofreni. Jeg har altid følt mig meget anderledes og ensom.
Grundet ubevidst frygt for at være alene har jeg desværre altid fundet sammen med fyre, der har udnyttet og manipuleret mig. Fyre, der bestemt ikke gjorde noget godt for mig.
Grundet tilbagevendende misbrugsproblemer og dermed også psykoser og paranoia har jeg aldrig haft overskud til at arbejde med mig selv. Blot bitte små hverdagsproblemer kunne vælte hele min verden, så årene har budt på mere end 20 indlæggelser.
Da min kæreste igennem syv år døde efter et meget kort kræftforløb og efterlod mig med en kæmpe gæld og i dyb sorg, blev jeg presset ud i at skulle klare min hverdag selv. Jeg fik masser af god støtte fra psykiatrien og mine kontaktpersoner og havde forinden fundet en god veninde, som hjalp mig igennem det første år. Via hende fik jeg kendskab til ham, jeg nu i dag 4 år senere kan kalde min mand. Han støttede mig økonomisk, så jeg kunne komme ud af gælden, og viste mig, at ægte kærlighed kan gøre underværker. Vi har siden da købt en gård, og jeg kan drømme igen.
Jeg er i dag fri af min antipsykotiske medicin, symptomfri og velfungerende og skal starte på uddannelsen som mindfulness instruktør om få dage, og jeg glæder mig! Hele mit sygdomsforløb og min udvikling har været en meget lang process, og det er SÅ svært at forklare med ganske få ord, men jeg håber alligevel, der sidder nogle derude, der kan bruge mine ord til noget.
Hvis der var en, der havde fortalt mig dengang, jeg havde det aller værst, at når jeg var 34 år, ville jeg være gift, eje gård, starte uddannelse, planlægge børn, være 'rask' og medicinfri og have udsigt til uddannelse i Indien som yogainstruktør: Så havde jeg nok sagt til dem, at de skulle have en seng inde på afdelingen ved mig. For det er ud over min vildeste fantasi!
Men jeg håber, at min historie kan skabe blot en lille spire af håb for andre. For det var det, der hjalp mig, sammen med et fantastisk netværk, nogle dejlige livliner, motivation i store doser og viljen til selv at kæmpe og tage imod den hjælp, jeg blev tilbudt. Det er aldrig et nederlag at tage imod hjælp, men det er et nederlag gang på gang at falde i eller få psykoser.
