I en lang periode var sengen hendes sikkerhed og hendes største fjende. I dag er det fortid, men livets gang har sat sine spor

Af: Astrid Simone Kjær

(Denne artikel kan du også læse i den kommende udgave af SINDbladet maj 2024)

Pludseligt banker det på vinduet.

”Jeg ved, du er derinde, Birgitte”, lyder en stemme fra den anden side af soveværelsesvinduet.

Det er ikke første gang, at stemmen forsøger at trænge igennem persiennerne.

Foran persiennerne ligger 38-årige Birgitte Larsen i sin seng med dynen trukket op over sig, som et skjold. Beskidte tallerkener og gryder står stablet rundt omkring i værelset.

Hun har ikke lyst, men denne gang kan Birgitte Larsen ikke ignorere det, stemmen er kommet for at fortælle hende.

”Birgitte, nu åbner du. Og hvis du ikke gør det, så tager jeg dine børn fra dig”, siger stemmen, som tilhører en mand fra Skive Kommune.

”Det var den dag, at tingene ændrede sig”, fortæller lokalformanden for SIND i Skive Kommune, den nu 56-årige Birgitte Larsen, mens hun tænker tilbage på den mørkeste periode i sit liv.

Ny kurs i livet 

Energiske Birgitte Larsen virker ikke som en person, der er bange for at sige tingene, som de er, men der er huller i hendes hukommelse fra den periode. Derfor kan hun ikke svare på, hvor lang tid hun levede for nedrullede persienner, før manden fra kommunen kom og bankede på hendes vindue den dag. Og hun erindrer kun svagt, hvem manden var. Hun ved bare, at det var frygten for at miste sine børn, der fik hende op af sengen.

”I den periode havde jeg kun et liv, når mine to børn kom hjem fra skole”, siger Birgitte Larsen.

Et vækkeur ringede hver dag en time før, børnene kom hjem. Så stod hun op, gik i bad og fjernede al rod fra hjemmet, undtagen hendes soveværelse, hvor bunken af opvask hobede sig op. Postkassen var fyldt til bristepunktet, og når telefonen ringede, svarede hun ikke. Hun kunne ikke. Det eneste, hun kunne i den periode, var at sørge for, at hendes børn gik i rent tøj og fik sund og god mad, siger hun.

Men så skiftede Birgitte Larsen kurs.

En voldsom forandring

I dag, 18 år efter at manden fra kommunen bankede på soveværelsesvinduet, har Birgitte Larsens liv forandret sig markant. Hun er ikke i tvivl om, at det er på grund af den støtte, hun fik fra andre, at hun kom igennem krisen. Og nu er det hende, som hjælper personer, der har det psykisk svært.

Det gør hun via sit arbejde for SINDs værested i Skive, hvor hendes vigtigste opgave er at hygge om de 35 til 45 personer, som hver dag besøger værestedet. Stedet er for alle, men mange af de besøgende lider af psykiske udfordringer. De mødes i fællesskabet om for eksempel et måltid mad eller en god snak. Og det er der brug for, lyder det fra Birgitte Larsen. Det er nemlig ikke alle i Skive Kommune, som har det lige let.

”Arbejdet er blevet mere omfattende, da vores borgere bliver hårdere og hårdere ramte, som årene går”, siger Birgitte Larsen.

Foruden arbejdet og fritidstimerne i værestedet er hun bestyrelsesformand for SIND i Skive og medlem af regionsbestyrelsen for SIND. Altså bruger hun mange vågne timer på at hjælpe personer med psykiske udfordringer. Det bunder højst sandsynligt også ud i, at det var ved hjælp af en praktikplads ved SIND, at hun selv blev hevet ud af de lange sorte kløer, som havde holdt hende fast til sengen for 18 år siden.

Anerkendelse og ros

Efter besøget af manden fra kommunen begyndte Birgitte Larsen nemlig et praktikforløb ved SINDs mødested i Skive, hvor hun skulle hjælpe til med det praktiske. Hun begyndte i det små med at brygge en kande kaffe. Men det var alligevel et voldsomt skift fra dynen og de selvdestruktive tanker. Som tiden gik, blev det dog lettere, og hendes ansvar voksede.

”Igennem arbejdet fandt jeg ud af, at der faktisk var nogle, der kunne lide den person, jeg var”, siger Birgitte Larsen og tilføjer:

”Den anerkendelse og ros, jeg fik for mit arbejde, for selv bitte, bitte små ting, gjorde, at jeg begyndte at vokse i jobbet”.

Og det smittede af på resten af hendes tilværelse.

Hele hjertet skal med

I dag fastslår Birgitte Larsen, at hun har det rigtig godt. Hun bor i sin egen lejlighed i Skive, har en sød kæreste, et job, hun holder meget af, og to dejlige børn, fortæller hun. Men man skal ikke lade sig snyde; arrene fra fortiden viser sig stadig.

Hun døjer med lavt selvværd og har flere gange stillet sig selv spørgsmålet; har hun egentlig en berettigelse i verden. Men hvis hun tænker tilbage, var det et tærende forhold, som fik depressionens kløer til at nagle sig fast i hende for 18 år siden.

Og selvom der er sket en utrolig udvikling fra den ”lille forsigtige Birgitte”, som først trådte ind ad døren til værestedet i Skive, har hun været igennem flere bump på vejen, for at nå dertil. Det betyder, at Birgitte Larsen indimellem rammes af små nedture. Men nedturene får aldrig samme tag i hende, for hun har lært at leve med det, for som hun selv siger; ”de er en del af mig”.

I dag bruger hun sine egne erfaringer med psykiske lidelser i arbejdet for SIND i mødet med de mennesker, hun møder i kraft af sit arbejde.

”Jeg gør rigtig meget ud af at præsentere værestedet og dets værdier for nye brugere og frivillige – og på at lære dem at kende. Vi skal sammen finde ud af, hvad vi alle kan bidrage med, så vi kan bruge vores egne evner i arbejdet”, siger hun og tilføjer:

”Det er vigtigt at have hele hjertet med, i det man gør”.

En vigtig pointe, hvis man skal forstå Birgitte Larsen. Hun ønsker nemlig ikke, at andre skal lide samme skæbne som hende.