Set i SINDbladet: Diana Benneweis takker af for SIND: Kampen mod tabuer er ikke slut

Af Jacob Schneider, journalist

(Denne artikel er en længere udgave af den fra SINDbladet oktober 2022).

"Min sygdom er helt væk, og jeg lever det liv, som jeg elsker og kan holde ud. Hvis jeg bliver kastet ud i en situation, jeg ikke kan overskue, så kan jeg meget hurtigt blive syg igen. Men så ved jeg med usvigelig sikkerhed til den dag, jeg dør, at det går over igen."

Diana Benneweis sidder på sin elskede ødegård i de skånske skove og nyder naturens ro. Hun er kommet "i balance med universet," som hun siger, har lagt det krævende cirkusliv på hylden og foretrækker en fredelig tilværelse uden for megen virak og sociale forpligtigelser. Da hun runder 75 år den 12. juni i år, beslutter hun sig for at takke af som frontfigur for SIND efter 16 år som ambassadør for foreningen.

Fortællingen om Diana Benneweis starter få år efter 2. verdenskrig, da hun som adoptivdatter til direktøren for det folkekære Cirkus Benneweis vokser op med manegens savsmuld i blodet, bliver landskendt for sine fine hesteoptrædener. Hun er fast inventar på avisforsider og i de kulørte blade gennem 45 år: Cirkusset i Dianas liv er en saga om berømmelse, benhårdt arbejde, tårnhøje krav, jagt på kærligheden, sammenbrud, mentale spøgelser og åbenbaringer. Og modet til at vise verden hele molevitten.

Forgiftet arbejdshest
"Der hang krokodiller og slanger i loftet, der kom dinosaurer ind ad bagdøren og jeg tænkte: 'Hold da kæft...' Men jeg var slet ikke bange." Kalenderen viser 1997. Diana er cirkusdirektør og -artist på fjerde år, siden hun mistede sin far Eli, da psykosen sætter ind.

I al hemmelighed bliver hun hastet til hospitalet. Situationen er penibel, for den passer særdeles dårligt til en feteret medie-darling, der skal sælge entrébilletter på sit glamourøse liv både i og udenfor manegen. Hele Danmarks cirkusdronning i underskønne kostumer, som pryder forsiderne af de kulørte blade hele tiden sendt til tælling?

"Lige i starten var jeg tvangsindlagt, og det var også nødvendigt. Jeg var fuld af blå mærker, for jeg var blevet pacificeret med vold, og der lå en stor mand ovenpå mig. Jeg lå der på gulvet og var overbevist om, at jeg var død. Jeg mødte alle de døde og de kære, som kaldte på mig eller sagde 'nej, nej, du skal ikke komme endnu - du er ikke rigtigt færdig med det, du skal.' Jeg var så hammer-syg, at jeg også blev tvangsmedicineret."
Det hårde liv med hestedressur, turnéer rundt i landet, yndefuld skønhed, konstant medie-bevågenhed og et ideal om perfektion i det hele på én gang har tæret på Diana.

"Jeg var blevet forgiftet. Starten på min sygdom var medicinsk: Jeg havde fået nældefeber i en ganske alvorlig grad og stafylokokker i hovedbunden og bagved ørene. Jeg så ganske forfærdelig ud og kunne ikke være nogen steder for kløe.

Jeg havde jo et brand, der skulle sælges, så jeg var parat til næsten hvad som helst. Jeg bad hudlægen om at hjælpe mig. Hun gav mig Prednisolon i mængder, man kun giver til alvorligt ramte kræftpatienter. Det gjorde ganske vist, at udslættet lagde sig, men i løbet af en dag eller to var jeg hamrende skør.
Jeg ringede til en gynækolog, jeg havde haft, siden jeg var 18, og sagde: 'Du må hjælpe mig.' Han linede op med en læge og konstaterede, at den var helt gal. De var bange for, at mine nyrer og min lever var stået af," fortæller Diana.

Men: 'The show must go on'. "Jeg havde masser af interviews og var på hele tiden, for det levede jeg jo af. En uge efter indlæggelsen skulle jeg posere til et forsidebillede for Søndags BT, og det lå mig meget på sinde, for det var vigtigt at få en forside. De skabte mig, og de brugte mig, og jeg lod dem gøre det. Vi havde pressefolk, der opdigtede historier, så jeg kom i Billedbladet og Se & Hør hver uge - stillede op til premierer og åbninger og... Vorherre bevares."

Eventyrlig flugt
1998: Indlæggelsen kommer som et chok, men den bliver kun starten på en lang periode med psykoser og en bipolar lidelse, mindes Diana:
"Så kom det værste chok: Jeg blev psykisk syg igen. Jeg blev bange, og så kom depressionerne bagefter - men jeg kom til at holde af det psykiatriske hospital, det blev et helle. Det tog 16-17 år alt i alt. Jeg fandt ud af, at når jeg ikke kunne holde livet ud, så flygtede jeg ind i psykosen. Det var eventyrligt, hvad man kunne opleve der, hverken medicinsk eller stof-fremkaldt. Det kommer bare: En lille kortslutning inde i hjernen, og så er du væk. Men jeg kunne ikke komme ud af den igen.

Jeg fik fem-seks forskellige slags psykofarmaka, og min søster mente, at jeg blev dårligere og dårligere. Så tog jeg en kold tyrker, og det har jeg holdt konsekvent lige siden: Jeg rider stormen af i skoven uden medicin.
Nu plejer jeg ellers at nedtone det med medicinen, for der var flere af mine veninder, som prøvede at smide deres medicin, fordi de skulle gøre det samme som mig. Og det gik altså ikke så godt. Det er ikke alle, som kan klare sig uden. Der er masser af mennesker, som klarer sig godt på noget, som er velplaneret og som de har brug for," pointerer den afgående ambassadør.

Kald en spade for en spade
Aarhus, år 2000: Diana kæmper stadig med sine dæmoner, alt imens Cirkus Benneweis er populært som aldrig før. Men midt under en forestilling går det galt:
"Det gik rigtig godt med fulde huse og penge nok. Jeg var så syg, så syg, men jeg passede mit job og red ind og bød velkommen. Da jeg kom ud, besvimede jeg og faldt af hesten. Jeg har nok fremtrådt meget beruset. Det var hele tiden djævelen, der spillede en rolle: At jeg ikke har fortjent det gode liv, jeg har," fortæller hun.
Et par dage senere sidder Diana i sin store cirkusvogn og kigger ud over Aarhus Bugt, mens hun skriver dagbog. Den giver hende luft, når hun skal lade op til en ny aften i projektørlyset:
"Så er Gud lige udenfor vinduet. Jeg er virkelig angst og spørger, om han ikke kan hjælpe mig. Han siger så, at det kan han ikke: ’Jeg er her og skal nok vente på dig, men kampen må du tage selv. Hvis du går ud med en bog om hele den historie, du skriver der, uden at pakke noget ind, så er du en fri kvinde. Indtil nu er der ikke et kendt menneske i Danmark, der har kaldt en spade for en spade.'
Det tyggede jeg meget på, og så gjorde jeg det sgu'."

Frihed gennem åbenhed
Diana tager bladet fra munden og fortæller åbenhjertigt - hun vil nok selv kalde det rapkæftet - om sine psykiske udfordringer. Med selvbiografierne 'Alting har sin pris' i 2002 og 'Livet bliver ikke genudsendt' i 2006 starter hun en utrættelig kamp for at nedbryde tabuer om psykisk sygdom og sårbarhed.
"I stedet for at blive sablet ned og gjort til grin, så fik jeg jo fandeme nogle fantastiske anmeldelser og lå på bestseller-listen i seks måneder. Jeg græd af glæde."
Diana har banket døren ind til de tabuer om psykiske problemer, der stadig er udbredte i starten af 00'erne:
"Så tog det fart. Alle ville have mig til at holde foredrag, og jeg blev inviteret til at lave en lille video for SIND, blandt andet sammen med Anne Margrethe (Gad Jørgensen, daværende leder af SIND Pårørenderådgivning, red.), og vi svingede bare. Jeg har ikke nogen problemer med at være ærlig, for jeg har jo ikke løjet. Ingen hemmeligheder. Det giver en frihed, jeg aldrig havde drømt om."
I 2006 bliver Diana Benneweis så den første frivillige ambassadør for SIND.
"Jeg følte mig meget beæret, så det ville jeg rigtigt gerne. Tænk, hvis man kunne få lov til at gøre bare en lille forskel. Hvis du vidste, hvilken fantastisk glæde, det gav mig at tage rundt og holde foredrag. Nu var jeg også meget sensitiv, men den smerte, man kunne se i manges øjne... Uha uha, det er jo ikke en brækket arm, som man lige kan tale om," fortæller hun.

Copyright

Foto: Privat

Uendelig medfølelse
2006 er dog også året, hvor Diana må kaste kostumerne i manegen: Sceneskræk og udmattelse sætter en stopper for hendes karriere som cirkusartist, der har varet siden hun var 14 år gammel, da hun dansede med heste foran publikum for første gang.
En af de ting, der ligger hende meget på sinde, er en stribe gratis cirkusforestillinger ved det nu nedlagte psykiatriske hospital i Risskov, Aarhus, som hun sætter op flere somre i træk. Og de gør indtryk på cirkusdirektøren:
"Nogle gange har jeg haft så mange tårer i øjnene, at de løb ned ad kinderne. Da vi var på Risskov, kunne jeg stå og kigge op på alle dem, der stod bag vinduerne. Som ikke kom ned. Og jeg ved jo, hvordan det er at have det sådan. Når du selv har følt det på din egen krop, så er medfølelsen og forståelsen nærmest uendelig. Jeg kunne næsten mærke deres smerter.
Det kan man nok kun, fordi man selv har været nede i lortet. Vi lider så meget af berøringsangst, er bange for at træde ved siden af. Det gør jeg ikke, til gengæld har jeg en stor, beskidt kæft...
Man skal opføre sig over for folk, som man gerne vil have, at de behandler en. Det har altid været et motto, som jeg prøver at efterleve," siger Diana.

Copyright

Foto: Privat

Et kapitel lukkes i 2015, da teltpløkkerne i Cirkus Benneweis trækkes op for sidste gang. Dianas børn Nadia og Dawid må opgive at drive cirkusimperiet, der daterer sig tilbage til 1867, videre. Det hjælper til gengæld gevaldigt på Dianas mentale helbred:

"Efter jeg lukkede cirkus, har der intet været. Jeg har aldrig troet, at jeg nogensinde skulle ende mit liv med at være så taknemmelig og så glad.

Jeg brugte naturen i Sverige: Udenfor sammen med mine hunde fire timer om dagen, hvor jeg råbte og skreg ude i skoven. Det var min recovery. Kom ud i naturen, i parker, i skove, på enge og marker - det er nok mit bedste råd."

Ingen mand over far
Diana er fars pige. Allerede som to-årig præsenterede adoptivfaderen Eli og hans kone Eva hende som hele Danmarks lille cirkusprinsesse, der smeltede publikums hjerter. Far Eli er hendes et og alt, og da han ligger for døden i 1993, kommer endelig de forløsende ord, hun har higet efter hele livet:

"Den sidste uge før han døde, sov jeg på en drømmeseng ved siden af for at holde ham smertefri. Og der lykkedes det at mærke hans accept. Han sagde nogle ord, som viste, at han elskede og respekterede mig. Det var lidt synd, at det først kom der."

Hun holder faderen smertedækket med morfin til det sidste og bliver senere en hovedperson i debatten om aktiv dødshjælp. Midt i sorgen overtager hun direktørposten i Cirkus Benneweis efter Elis ønske.

"Han har jo gjort mange fantastiske ting for mig, men også givet en ballast, som ingen børn eller unge skulle have: Der var aldrig noget, der var godt nok. Når du i den grad begærer nogens opmærksomhed, accept og kærlighed, og du aldrig får den, så får de jo den rolle i ens liv, selv om man også elsker dem. Han afviste mig jo for at pace mig og prøve at gøre mig bedre. Nu kan jeg godt se, at min præstationsangst var kæmpestor," forklarer Diana, som samtidig ledte efter den rigtige mand at dele sit liv med:

"Jeg forgudede min far, og jeg har prøvet at finde en mand, der kunne tage hans plads. Men den kærlighed, jeg havde til min far, har jeg aldrig været i stand til at nære til nogen anden mand, bortset fra min søn. Det er desværre sandheden. Det ville ellers være rart at kunne sige, at nu har man mødt sit livs kærlighed, måske bare for en periode, som kunne udkonkurrere min far, men det er ikke lykkedes. Sådan er det, og nu er jeg blevet 75 og har opgivet håbet."

Mindre tabu, større krav
Diana Benneweis har selvsagt fulgt tonen i danskernes forhold til psykisk sygdom og sårbarhed gennem årene. Og selv om det er blevet nemmere at tale om, er hun dybt bekymret over det præstationsræs, som tynger mange unge mennesker i dag:

"Der er blevet mindre tabu omkring psykisk sygdom, men det er slet ikke godt nok. Der er stadig en konfliktsky indstilling, som vi er nødt til at få gjort noget ved. Det, der skræmmer mig allermest, det er at læse dagligt - og høre fra min gamle psykolog - hvor mange unge mennesker og børn, som føler, at de ikke kan leve op til alle kravene. Udseendet, tøjet, jobbet, indtægten, bilen, cyklen - vorherre bevar mig vel. Det gjorde jo skade på mig dengang, og nu har de unge mennesker det måske endda endnu værre.”

En tak til livet
2. september 2022, Herning: Diana bliver hyldet for sin indsats ved folkemødet Mental Talk, hvor hun holder sit sidste foredrag i SIND-regi. Og hun håber inderligt, at hendes mission har båret frugt:
"Nu føler jeg, at jeg har gjort en hel masse, men jeg er ikke i stand til at gøre mere. Derfor stopper jeg som ambassadør. Jeg lever isoleret og møder ikke ret mange mennesker, jeg går ikke i byen, der er for mange mennesker - ikke fordi, jeg ikke kan, men jeg har ikke lyst.

Jeg vil bruge tiden på at nyde den tid af mit liv, jeg har tilbage. Og det gør jeg i fulde drag. Hvis jeg siger 'tak' 50 gange om dagen, så er det en super dag - men ti gange hver dag, det gør jeg i hvert fald. Jeg er jo blevet en gammel kone, ikke 20 år længere, og har nok ikke engang ti år foran mig. Så det skal fanden raske mig nydes. Glæde og kærlighed og nogle få gode mennesker, som man deler sine goder med: Det er skønt.

Ved topmødet tildeler SIND-formand Mia Kristina Hansen hende et æresmedlemskab af SIND og siger blandt andet: "Du har som en af de første stået frem og fortalt din historie, og derigennem været med til at bane vejen for, at vi i Danmark kan tale mere åbent om psykisk sygdom."
Siden er det strømmet ind med søde beskeder til den nu tidligere ambassadør på SINDs Facebook-side. De illustrerer meget smukt overskriften på vores opslag:

"Af hjertet tak, Diana."