Rådgivning 70 23 27 50

Her
mennesker på græseng

SIND og Naturstyrelsen deler erfaringer om start af nye lokale naturaktiviteter

SINDbladet

Set i SINDbladet: Nu bliver det meget lettere at arrangere og afvikle aktiviteter og oplevelser i naturen for mennesker med psykiske udfordringer. SIND og Naturstyrelsen udgiver et inspirationskatalog med meget konkrete anbefalinger og erfaringer fra hele Danmark. Kataloget, der nu kan hentes på SINDs hjemmeside, bliver bl.a. præsenteret på Naturmødet i Hirtshals og på Folkemødet på Bornholm.

Af Henrik Harring Jørgensen

 

(Denne artikel er fra SINDbladet maj 2023) ”Jeg har et hold hver anden uge. Det er hold i små grupper. Især stillevandringen er meget populær, faktisk så populær, at deltagerne bliver utilfredse, hvis jeg springer den over. Jeg er dybt taknemlig for min egen recovery og vil gerne give noget tilbage. Det giver turene mig mulighed for. Samtidig er turene og mit arbejde årsagen til, at min personlige udvikling fortsætter," fortæller Heidi Rødsgaard Jensen fra Café Danmarksgade 24, Holstebro.

Hendes indlæg er en af erfaringerne i et nyt inspirationskatalog, som SIND og Naturstyrelsen står bag. Kataloget er en guide til frivillige og ansatte i foreninger, kommuner og regioner, der gerne vil i gang med at arrangere naturaktiviteter. Læserne får meget konkrete forslag til, hvordan man kan overvinde udfordringer og hurtigt komme i gang med aktiviteter under åben himmel. Inspirationskataloget tager afsæt i 19 forskellige cases, erfaringer fra 15 erfarne arrangører og sparring med ti organisationer og projekter, der har deltaget i projektets advisory board.

Booster psykisk sundhed

Ambitionen med kataloget er at bidrage til at accelerere en ny udvikling, der i disse år tager fart: Flere og flere mennesker, der lever med psykiske vanskeligheder, deltager i aktiviteter og ture i naturen, som kan være med til at mindske fx stress, angst og tankemylder og i stedet være et rum for ro og fordybelse. Erfaringerne er særdeles positive - naturen kan booste vores mentale sundhed.

Kataloget beskriver tre typer aktiviteter, som andre har haft gode erfaringer med: Naturoplevelser, aktiviteter, der giver ro, og sociale aktiviteter, som modvirker ensomhed.

Mennesker i skov

Mange aktiviteter

Inspirationskataloget er et blandt mange initiativer, siden Naturstyrelsen og SIND i 2022 indgik et partnerskab om at fremme naturoplevelser. Projekt ”Adgang til sol og vind styrker krop og sind”, der er finansieret af en millionbevilling fra Folketinget og Det Obelske Familiefond, har ført til aktiviteter og kurser i hele Danmark for arrangører i kommuner og civilsamfundet. ”Adgang til sol og vind styrker krop og sind” omfatter bl.a. også at bringe naturen ind på en lukket afdeling i psykiatrien.

På vores hjemmeside kan du løbende læse mere om projekterne. Du kan også deltage i
events på Naturmødet i Hirtshals til maj og på Folkemødet på Bornholm til juni.

SINDs naturaktiviteter

  • På sind.dk/natur kan du se katalog, inspirationsvideo og flere informationer om vores naturaktiviteter.
  • Naturmødet i Hirtshals kan du møde os i Naturstyrelsens stand 25 i The Village. Torsdag den 11. maj kl.17.15 har vi debat og aktiviteter. Fredag den 12. maj kl. 11.00 kan du komme med i ud i naturen.
  • Folkemødet i Allinge har vi hos SIND i Værestedet i Vestergade (K22) afsat hele lørdag eftermiddag til at prøve og diskutere naturaktiviteter.
  • Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du vil høre mere om vores aktiviteter.
...