Rådgivning 70 23 27 50

Her

SINDs nyhedsbrev - 2. juni 2020

Mød Mai – en af SINDs 25 foredragsholdere | Fokus på fremtidens frivillige i SINDbladet – Du må meget gerne hjælpe os til mere synlighed på Facebook | Lokale folkemøder skal udvikle social vaccine | Nye datoer for SIND-kurser

Portræt af foredragsholder Mai Bakmand

Mød Mai – en af SINDs 25 foredragsholdere

Mai har haft selvmord tæt inde på livet, både som mor og som datter. I sine foredrag fortæller hun om de tabuer, pårørende til selvmordsofre kan møde, og lægger op til debat om, hvordan vi måske kan bryde dem.

Læs mere om Mai her.

www.sind.dk/foredrag kan du møde og booke SIND-foredragsholderne. Med udgangspunkt i egne livserfaringer fortæller de om fx psykisk sårbarhed og sindslidelser, rollen som pårørende, recovery, diagnosespecifikke emner og meget mere.

SIND-foredragsholderne er alle frivillige, der stiller deres erfaringer til rådighed for alle, som vil vide mere om psykisk sårbarhed og sindslidelser.

 

Fokus på fremtidens frivillige i SINDbladet – Du må meget gerne hjælpe os til mere synlighed på Facebook

SINDbladet juni er nu også tilgængeligt via Facebook og vores hjemmeside. Mange af bladets læsere online er ikke aktive i eller medlemmer af SIND. Du er meget velkommen til at like eller dele opslaget om bladet på Facebook, så endnu flere bliver opmærksomme på vores blad.

I det nye blad har vi bl.a. fokus på fremtidens frivillige. Forskere med fokus på danskernes frivillige arbejde følger i disse uger spændte udviklingen i viljen til at hjælpe andre. Cornakrisen har vist, at mange gerne vil engagere sig. Engagementet har i årtier været højt i Danmark. Det nye er, at flere og flere – især unge – forventer, at de også kan engagere sig i kortere perioder. Fx når der er plads i kalenderen, eller når en mærkesag er helt aktuel. Til efteråret drøfter SIND-frivillige fra hele Danmark ideer til, hvordan landsforeningen kan åbne nye døre for nye frivillige med nye ønsker.

Her er lidt om nogle af bladets øvrige artikler:

Side 2: Bladets leder - Da de svageste pludselig skulle være de stærkeste

SIND-formand Knud Kristensen roser regeringen og Folketinget for den resolutte indsats under coronakrisen. Men ingen roser uden torne. For en række tiltag blev gennemført på en måde, så det kom til at gå ud over de svageste borgere i vores samfund.

Side 10: Ortoreksi – en overset spiseforstyrrelse

Aflyser middagsaftaler, undgår sukkerholdig frugt og skammer sig ved indtagelse af forarbejdede fødevarer. Alt sammen er klassiske symptomer på spiseforstyrrelsen ortoreksi – et sygeligt forhold til sundhed.

Side 12: Gode råd til den svære snak med børn, når mor eller far er psykisk syg

Med en ny samtalebog for familier vil SIND Pårørenderådgivning inspirere til mere dialog med børn, der vokser op med psykisk sygdom i familien. Bogen er fyldt med tegninger, som kan hjælpe ordene og tankerne på vej.

Side 16: Fem gode måder at holde kontakten digitalt under og efter coronakrisen

Coronakrisen har tvunget os til at være mere eller mindre adskilte fra vores kære igennem mange uger, hvilket blandt andet har betydet, at man som patient på et psykiatrisk afsnit har været afskåret fra besøg af sine pårørende. Der er imidlertid rig mulighed for at holde kontakten digitalt, så længe man har en computer, tablet eller smartphone.

Side 18: Jubilæum på Mors: Betina har haft hjertet med i 25 år

I juni 2020 kan Betina Pedersen fejre sit 25-års jubilæum som daglig leder af SIND-huset Nykøbing Mors. Hun kan se tilbage på 25 år med en løbende udvikling af husets tilbud til mennesker, der er psykisk sårbare, i Nordjylland, hvor bl.a. mere omsorg for den enkelte har været højt på dagsordenen.

Side 20: Hos BenzoRådgivningen kender mange rådgivere udfordringerne på egen krop

Hos BenzoRådgivningen, der er en del af SIND, har de fleste rådgivere selv kæmpet sig ud af medicinafhængighed. En erfaring de bruger til at hjælpe andre med at trappe ud af medicin, når den ikke længere virker og skaber voldsomme abstinenser.

Side 22: Fra stræben til selvværd

Klapsalver, der bølgede mod store scener, og kinesiske tv-kameraer, som i primetime på vegne af millioner af seere zoomede helt tæt på. Oplevelser som disse gjorde SIND-foredragsholder Ditte Dahl Knudsens barndom og ungdom, hvor hun var danser, helt speciel. Men rampelyset havde en skyggeside. Sammen med presset for at levere dans på absolut topniveau dukkede en spiseforstyrrelse op, som hun brugte flere år på at rive sig fri af. I dag er klapsalverne væk, og det er ikke dans, Ditte stræber efter at være rigtig god til. Derimod er den 21-årige århusianske jurastuderende blevet rigtig god til at give sig selv et klap på skulderen med et stort smil og til at hvile i sig selv uden at skele til, hvad andre tænker.

De seneste ti års SINDblade ligger på www.sind.dk/bladet. Næste SINDblad udkommer d. 1/8 med deadline d. 2/7.

 

Lokale folkemøder skal udvikle social vaccine

Røde Kors inviterer til lokale folkemøder i juni måned, hvor de negative sociale konsekvenser af coronavirussen er på dagsordenen. Formålet med folkemøderne er at sætte ord på udfordringerne og generere idéer, så der kan udvikles en form for social vaccine mod konsekvenserne af krisen.

Journalisterne Kurt Strand og Lene Johansen er værter på folkemøderne, der afholdes i 15 byer rundt i Danmark, mens komikeren Lasse Rimmer står for underholdningen, og Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, samler op på idéerne fra møderne.

Du kan læse mere om folkemøderne her og på Røde Kors’ hjemmeside.

 

Nye datoer for SIND-kurser

En stor del af forårets kurser for nye bestyrelsesmedlemmer og om håndtering af vanskelige situationer blev som bekendt aflyst, men nu er der nye kurser i kalenderen.

Kurserne for nye bestyrelsesmedlemmer afholdes i

  • Nordjylland d. 16/6
  • Midtjylland d. 17/6
  • Syddanmark d. 18/6

Kurserne om håndtering af vanskelige situationer afholdes i

  • Hovedstaden d. 25/8
  • Sjælland d. 26/8
  • Syddanmark d. 31/8
  • Nordjylland d. 2/9
  • Midtjylland d. 3/9

Du kan læse mere om kurserne på www.sind.dk/kurser og tilmelde dig på www.sind.dk/kursustilmelding.