Rådgivning 70 23 27 50

Her
Foto af Mia Kristina Hansen

Ændringer i SINDs daglige ledelse: Mia Kristina Hansen ny næstformand

SINDs daglige ledelse består frem til landsmødet i 2021 af landsformand Knud Kristensen, 1. næstformand Kristian Bennedsen og 2. næstformand Mia Kristina Hansen

På weekendens møde i SINDs hovedbestyrelse (HB) har SINDs hidtidige 2. næstformand Nina Löwe Krarup meddelt, at hun trækker sig fra posten.

Hovedbestyrelsen har i stedet valgt Mia Kristina Hansen som ny 2. næstformand i SIND. SINDs daglige ledelse består frem til landsmødet i 2021 desuden af landsformand Knud Kristensen og 1. næstformand Kristian Bennedsen.

Mia Kristina Hansen er de seneste år bl.a. blevet kendt via medieomtale, politiske debatter og initiativer på sociale medier, der som supplement til traditionelt foreningsarbejde har skabt dialog med tusinder af mennesker. Internt i SIND har hun siden 2018 været medlem af SINDs hovedbestyrelse og bliver ofte brugt som foredragsholder i lokalafdelinger og regioner i hele Danmark. Mia er medlem af SIND Roskilde-Lejre.

Mia Kristina Hansen er uddannet pædagog og har gennem årene arbejdet på handicapområdet, daginstitutionsområdet og i socialpsykiatrien. Hun blev i marts 2016 kendt i offentligheden som talsmand i medierne for personalet på hendes daværende arbejdsplads, bostedet Lindegården, hvor en kollega blev dræbt af en beboer.

Mia er medstifter af Foreningen for børn med angst, der i 2014 startede som en gruppe på Facebook, som hurtigt fik større tilslutning. Foreningen blev i februar 2017 en del af SIND.

Mia har desuden sammen med Monica Lyloff stiftet Facebookgruppen #enmillionstemmer, der sætter fokus på pårørende til mennesker med handicap og psykisk sårbarhed. Gruppen har på kort tid opnået 20.000 medlemmer, dialog med mange beslutningstagere og synlighed i medierne.