KÆRLIGHED: Et dobbeltliv af løgn og forelskelse
Skal man fortælle om psykisk lidelse? Cecilie gik to år alene med en spiseforstyrrelse, inden hun kom i behandling. Hun måtte lyve om det for sin nye kæreste i næsten et halvt år, inden hun bed hovedet af skammen og åbnede op - noget hun nu kan se, at hun burde have gjort fra starten. Det fik nemlig kærligheden til at blomstre. Dét fik SINDbladets udsendte en dyb og berigende samtale med Cecilie om.
Af Jacob Schneider, journalist
SINDbladets tema om KÆRLIGHED:
SINDbladet december står i kærlighedens tegn. Igennem fire artikler kommer vi rundt om kærligheden betyder, hvis man personligt eller som pårørende også har psykiske udfordringer tæt inde på livet. Både når det gælder den helt store forelskelse, sex, kærlighedssprog eller ganske enkelt at holde af sig selv.
Læs for eksempel om:
Cecilie, der blev forelsket, men først ikke turde fortælle kæresten om sin sygdom.
Flora Skouboe Melchiorsens råd om, hvordan du bliver bedre til at holde af dig selv.
Efterårssolen skinner blegt på boligblokken i Københavns nordvest-kvarter. Et par etager oppe er smilet dog strålende på Cecilie, da hun åbner døren.
"Jeg har glædet mig til i dag, men er også lidt nervøs," erkender den 29-årige fotograf, som gennem et års tid har dokumenteret sin kamp mod en spiseforstyrrelse på video.
Hun har besluttet sig for at vise sine optagelser og tale frit om sygdommen, som hun nu har besejret. Sådan var det ikke, da hun mødte sin kæreste midt i den dystre periode.
Manden her, med mikrofon og kamera, har også været nervøs. Som far til en datter, der har lidt af anoreksi for få år tilbage, var lige præcis denne type interview udelukket for blot halvandet år siden. Lige lovlig tæt på, betror jeg Cecilie, som beroliger mig over kaffen:
"Uha. Men det vil sige, at jeg måske kan fortælle min historie til en, der forstår den."
"Dét håber jeg godt nok. Rar indstilling, måske bliver det her helt godt for os begge," flyver det gennem mit hoved.
"Pinligt"
Sygdommen startede under corona-pandemien, forklarer Cecilie:
"Nu var der god tid alene, så jeg fandt et projekt: Jeg ville gerne tabe mig. Men hvad kan man gå og hygge sig med? At lave god mad. Det hænger jo ikke sammen. Jeg elsker at lave mad, jeg elsker at spise det, jeg gider bare ikke tage på. Hvad kan jeg så gøre? Kaste op. Okay. Hvis jeg bare gjorde det om lørdagen, så havde jeg stadig kontrol. Og så havde jeg forbudslister mod pasta, ris, brød og så videre.
Men andre mennesker kaster jo ikke op, når de har fået noget lækker mad. Uha. Så jeg skjulte det for familie og venner. Og så kommer skammen: Jeg har et liv, der ser så nice og sjovt ud, men tænk at jeg gør det her. Pinligt," sukker kvinden på den anden side af bordet og fortsætter:
"Min far spørger til, hvad der har gjort det. Hvorfor? Jeg kan ikke sætte en finger på det, men jeg tror, det er en kombination af flere uheldige omstændigheder, som har udløst det. En eks, der slog op, så jeg ikke havde lyst til at spise, isolationen og folk, der sagde hvor pæn jeg var blevet. Nå, så er jeg meget bedre, når jeg er tynd... Og det kan jeg kontrollere. Sejr! Så hvis jeg har det dårligt, kan jeg da finde ud af at tabe mig og se godt ud - det var da nemt bare at køre ud ad den motorvej. Og det var jo pisse-usundt.
Det kunne have været et alkohol- eller stofmisbrug eller alt muligt andet, men spiseforstyrrelsen var også min redningsbåd i en svær tid, hvor jeg havde brug for forståelse - min bedste ven. Det er så uhyggeligt og scary at være i," mindes Cecilie.
Forelsket og syg
Cecilie viser mig en film med en række klip fra de snakke, hun har med sine forældre undervejs.
Det er så skamfuldt, og vi er ikke engang blevet kærester endnu. Jeg er sikker på, at han bare vil sige: 'Fuck, hvor er du ulækker, jeg skrider.' Intet job, spiseforstyrrelse og andre svære ting - jeg føler mig bare som verdens mest usexede menneske.
Hun er bange for, at hendes nye kæreste vil forlade hende, hvis hun fortæller ham om den svære periode, hun går igennem. Samtidig giver hun den som frisk og frejdig kæreste, der er glad for livet. Og dét dobbeltliv er svært, forklarer hun:
"Det starter med, at jeg fortæller det til mine forældre. Efter to år får min mor mig overbevist om, at det her er for meget, så jeg siger mit job op for at få det stoppet. Men der er ventetid på behandling. Og det er noget lort: Det hele bliver værre og værre, min spiseforstyrrelse tager mere og mere over. Jeg skal bare tabe mig så meget som muligt, så jeg har mega-mange overspisninger og opkastninger.
Midt i det hele møder jeg så min kæreste.
Jeg kører to liv overfor alle andre end mine forældre: På den ene side mister jeg mere og mere af mig selv, og på den anden side bliver jeg nødt til at vise mere af mig selv, være charmerende, flirte med et andet menneske og give noget af mig selv.
Jeg ringer til lægerne og spørger, om de har glemt mig, men først da jeg har tabt mig seks kilo mere og er decideret undervægtig, tager de mig seriøst. Det er vildt, at der skal så meget til."
"Ja, det kender jeg godt. I min datters situation måtte vi vente på én ud af syv pladser i et dagtilbud. Det var et helvede," fortæller jeg.
"Nej, hvor vildt, det er sgu' utroligt. Efter fire måneder kommer jeg i behandling. Det er i Ballerup hver tirsdag fra 8.30-13. Jeg glæder mig og er klar: Nu skal der ændres på tingene, og det er fantastisk. Men så kan jeg ikke være sammen med min kæreste om mandagen, for han ved jo godt, at jeg ikke har noget at stå op til, så lidt mærkeligt, hvis jeg skal op inden ham om tirsdagen. Om tirsdagen spørger han så, om jeg har lavet noget spændende. 'Neeej, bare det sædvanlige...' Og når han spørger, om jeg får hørt nogle gode podcasts, kan jeg heller ikke sige noget - jeg hører nemlig masser af podcasts om spiseforstyrrelser," husker Cecilie.
Et andet menneske
Forløbet går godt, men heller ikke den succesoplevelse kan hun dele med den fyr, hun har mødt:
"Jeg kommer godt ind i behandlingen og møder nogle spændende piger, så jeg har jo lyst til at dele det. Men ups, nej, det kan jeg ikke fortælle. Det er så skamfuldt, og vi er ikke engang blevet kærester endnu. Jeg er sikker på, at han bare vil sige: 'Fuck, hvor er du ulækker, jeg skrider.' Intet job, spiseforstyrrelse og andre svære ting - jeg føler mig bare som verdens mest usexede menneske. Jeg har altid lært af min far, at man ikke skal lyve uanset hvad, men det er jo det, jeg gør. Jeg vil ikke miste ham her, men jeg vil heller ikke lyve. Ååårh, jeg går imod mig selv på alle fronter.
Jeg var fuldstændigt sikker på, at han blev forelsket i mig, fordi jeg var tynd," forklarer Cecilie, og jeg mærker en klump i halsen.
"Min mor nudger mig stille og roligt hen imod, at jeg skal sige det. Det er sindssygt nervepirrende, for jeg vil gerne have mig selv tilbage, men kan han mon lide den gamle Cecilie? Nu er jeg så ikke den gamle Cecilie alligevel, for jeg er jo blevet et helt andet menneske efter sådan en vanvittig oplevelse.
Jeg har også tit tænkt på, at jeg ikke længere er den, han forelskede sig i. Jeg var bare god energi, charmerende og sjov, og vi hyggede os i weekenderne - fint. Det er fandeme også lidt uhyggeligt. Jeg var jo en skygge af mig selv."
Sandhedens time
En aften tager Cecilie endelig mod til sig:
"Vi sidder der i sengen, jeg har svedige håndflader og det trækker ud. Endelig får jeg sagt det og begynder at græde. Og han er bare sådan: 'Nå, var det bare det? Okay, det skal nok gå.' Jeg troede jo, han ville se mig som spiseforstyrrelsen, men jeg er stadig bare mig. Hvis jeg havde vidst, at det var så nemt, så kunne jeg bare have sagt det fra starten.
Jeg kunne næsten ikke være mere forskellig fra dengang og til nu. Det er jo også synd for min kæreste, at jeg er så følelsesladet nu. Men hvad fanden skal jeg gøre? Hvis det blev for meget for ham, så ville jeg faktisk godt kunne forstå det. For jeg har jo løjet i starten. Du forelskede dig i en anden, så det er fair, hvis du ikke vil have den her model.
Man siger, at man først kender hinanden, når man er nede og skrabe bunden. Og jeg føler jo, at det var der, vi startede for et år siden. Og jeg kender ikke nogen andre mennesker, der har set mig i så svære tider, som han har. Det kunne jeg da godt have tænkt mig anderledes, men det er også fedt, at det sker på den hårde måde. Til sagen med det samme."
Et års videoklip
Da Cecilie begyndte at sætte sig ind i, hvad spiseforstyrrelse er for en størrelse, syntes hun, at der manglede noget:
"Jeg følte jo, at jeg var 'Palle alene i verden'. Jeg ville gerne se nogen, der lignede mig, og finde ud af, hvad de gør.
Jeg havde jo benægtet, at jeg havde en spiseforstyrrelse, så jeg turde ikke engang at lave Google-søgninger. Hvis nu algoritmerne skulle fange det... Jeg er også meget visuel, så jeg ville gerne finde noget video, men det eneste, jeg fandt frem til, var Anders Aggers programmer på DR: Mega-tynde piger med anoreksi. Og så tænkte jeg, at jeg ikke var syg nok - jeg lignede jo en normal person.
Der mangler ligesom noget for folk som mig, så det gav mig idéen til at dele min historie og filme hele processen: Før, i ventetiden, under behandlingen og efter. Nu sidder jeg på den anden side med et års videomateriale og tænker, at det måske kan hjælpe nogen.
Man kan lave nok så mange reklame- og spillefilm, men de her optagelser er 'the real deal': Mig nede i lortet, helt ægte. Jeg håber, det kan rykke noget, både i forhold til politikerne og de unge, der struggler med den perfekthedskultur, der er i dag. Jeg gider den ikke, jeg er så træt af den. Der er heldigvis flere, som begynder at snakke om deres sårbarheder, så forhåbentlig bliver problemerne snart taget alvorligt," håber fotografen.
Fuckfinger til sygdommen
"Selv om det her har været forfærdeligt, så ville jeg aldrig være det foruden. Jeg har lært at tale om ting, være sårbar og åbne mig selv op - og at det er okay ikke at være perfekt. Jeg har ikke haft et fast job nu i halvandet år, men det er okay, for jeg passer på mig selv. Det kunne jeg aldrig have gjort for to år siden, for der skulle alting se fantastisk ud.
Man skal lære, at man ikke er sygdommen - den har bare overtaget én lige nu."
"Ja, når man står der som forælder, tænker man også nogle gange: 'Det der er jo ikke min pige'. Det er virkelig svært at skille ad," siger jeg.
"Nemlig, det er svært. Men det gik jo fint, og vi er stadig sammen her et halvt år efter, at jeg fortalte det. Og jo mere jeg siger det højt, er det en fuckfinger til spiseforstyrrelsen og et 'win' for mig. Når man siger det højt, er det jo ikke en hemmelighed længere, og så mister den sin magt. Det er vigtigt at nedbryde tabuer.
Nu er der ikke noget, der er forbudt, spisemæssigt. Hvordan gik det med din datter?"
"Efter mere end et halvt års behandling blev hun udskrevet. Der var ikke rigtigt nogen opfølgning, så jeg var vildt bekymret, men det er heldigvis gået godt og efter fem-seks år er vi kommet videre."
"Puha. Men fedt, at hun er ude af det."
Elsk din krop
"En spiseforstyrrelse er jo også meget egoistisk, for den flytter ind i familien - og så skal alle tilpasse sig den og gå på æggeskaller omkring den syge. Cut til i dag, hvor jeg bare har lyst til at snakke om alt, har lært at dele alting gennem behandlingen. Alle de følelser, som jeg havde glemt, de er kommet tilbage nu.
Det jeg frygter mest nu ved at fortælle om det, er egentlig at folk ændrer deres reaktioner. 'Er du nu sikker på, at vi kan spise pizza?' Eller i går, hvor min kæreste lavede pasta, noget er det værste førhen. Men han udfordrer mig, og så får spiseforstyrrelsen ikke lov til at sige: 'Jeg spiser bare salat i aften'. Det er mit ønske for fremtiden: Den skal ikke fylde. Folk skal ikke tænke over det, og jeg skal ikke tænke over det. Men hvis de tænker over det, så gør jeg også.
Altså, stop nu. Gider jeg, at det skal fylde resten af mit liv? Nej, så må man sluge skammen. Hvorfor ikke elske din krop, som den er? Ellers bliver den egentlig aldrig god nok."
Tiden er fløjet. Og det har været en befriende eftermiddag, er vi enige om:
"Nu føler jeg da i hvert fald, at jeg har fået krænget mine oplevelser ud her. Det gjorde det nok lidt nemmere, at du også har haft det tæt inde på livet," smiler Cecilie.
"Ja, det var i hvert fald ikke et normalt interview for mig, det her. Meget tæt på, men det var den rigtige beslutning at tage det," smiler jeg tilbage.
"Det er givende at høre andres historie, når man selv har været i det. Men det vigtigste er at høre, at det hele kan blive godt igen," svarer hun, inden jeg går ud i solstrålerne igen - lidt gladere for livet.
