Rådgivning 70 23 27 50

Her
Louise Lund Jensen

Mød et medlem: Eventyrligt bogprojekt i Hjørring

Det var en drøm, der gik i opfyldelse, da Louise Lund Jensen kunne invitere til bogsignering. I løbet af de sidste to år har SIND-medlemmet fra SIND Hjørring nemlig arbejdet på at skrive både eventyr og digte sammen til en bog. Undervejs fik hun støtte og sparring af andre SIND-medlemmer.

Af Jonas Sejr Thomson

Der var engang et SIND-medlem, der hed Louise. Hun boede langt nordpå i et lille hus tæt på både strand og hav. Louise havde altid haft en livlig fantasi og en trang til at skrive, og en dag besluttede hun sig for at prøve at skrive sin egen bog. Men der var mange udfordringer og overvejelser, inden hun endelig fik udgivet sine eventyr.

Sådan kunne fortællingen om 43-årige Louise Lund Jensen godt starte, for der er sket noget eventyrligt i SIND Hjørring. Den nyudklækkede forfatter har nemlig fået udgivet sin egen eventyrbog med hjælp fra medlemmer i SIND.

Bogen "I Eventyrets Verden"

"I Eventyrets Verden" er en både fortryllende og magisk fortælling, der har alt fra drager til prinsesser og forunderlige spejle. Den er skrevet af 43-årige Louise Lund Jensen, der er medlem af SIND Hjørring. Bogen er blevet til med hjælp fra SIND Hjørrings formand Erik Christoffersen og SIND-medlem Gitte Balle.

Hvis du kunne tænke dig at købe et eksemplar af Louises bog, så kan du bestille via en mail til SIND Hjørrings formand Erik Christoffersen: erikchristof@has.dk

...

Det føles rigtig godt. Jeg havde ikke regnet med, at der ville komme så mange mennesker. Så jeg fik signeret en masse bøger med en lille god besked. Jeg var simpelthen så glad,” siger Louise og fortæller, at mange af de omkring 50 personer, der kom med til festlig reception i den lokale boghandel, gik derfra med en bogen ”I eventyrets verden” under armen.

”Det var rørende, at der var så mange mennesker, der ville komme og købe bogen. Og så var det dejligt at høre fra dem, at de syntes om den,” siger Louise, der kom i kontakt med SIND for snart 20 år siden for at få gratis rådgivning og siden er blevet en fast del af lokalafdelingen.

Louise signerer
Louise Lund Jensen fik signeret en god del bøger d. 27. april. I det hele fik hun solgt omkring 50 eksemplarer af bogen "I Eventyrets Verden".

 

Fik idéen i en hule

Selvom drager og magi er hverdagskost i Louises fortællinger, så er det ikke en forkærlighed for prinsesser, der har bestemt bogens tema. Ifølge Louise Lund Jensen, så vælger hun nemlig ikke sine idéer selv.

”De kommer bare til mig, og så er det, historien kommer til at handle om. Så må man gribe idéen eller lade være, men det er spændende at se, hvad der sker,” siger Louise og forklarer, at idéen til det første eventyr i bogen kom, da hun fortalte historier med sin niece og nevøer i en hjemmebygget hule under et bord. Bagefter tænkte Louise, at historien kunne blive til en god bog, men valgte at skrive et ekstra eventyr til bogen, inden den blev sendt afsted til forlag. Og det var lidt sværere at få det andet eventyr fra hånden.

”Sådan en fortælling skriver man jo ikke bare på kommando, men så får man jo heldigvis en masse nye idéer,” siger Louise Lund Jensen og fortæller, at hun har arbejdet på bogen, der består af to eventyr og to digte, siden 2015.

Med hjælp fra SIND
Selvom om Louise Lund Jensen først har fået opfyldt sin drøm at udgive en bog i år, så er det hverken første gang, hun udtrykker sig på skrift eller deler det med andre. Hun har skrevet og digtet i snart 20 år, og de historier og den poesi, det er blevet til, er ofte blevet delt til torsdag-møder i SIND Hjørring til medlemmernes store glæde.

”Louise er rigtig kreativ og har altid en god idé med til vores torsdagsmøder. Hun har virkelig mange talenter, og når hun har skrevet en ny historie, så læser vi den op for gruppen. Louise får noget, men hun giver også meget. Hun er en gevinst for os i SIND Hjørring,” fortæller formanden for SIND Hjørring Erik Christoffersen, der sammen med SIND-medlem Gitte Balle har hjulpet Louises forfatterdrømme på vej.

”Især Gitte har været en stor hjælp. Uden Gitte og Erik, så havde jeg ikke fået udgivet min bog,” fortæller Louise Lund Jensen og opfordrer alle med en forfatter i maven til at forfølge deres drøm:

”Hvis man har modet og troen på det, så synes jeg, at man skal gøre det.”

Og mens den nyslåede forfatter fra Hjørring ikke har nogen nye eventyr i støbeskeen, så kan Louise Lund Jensen godt løfte sløret for, at hun arbejder på en krimifortælling, om en politikvinde og hendes hund, Rollo, der bor på Fyn. Selvom hun ikke vil love, at det med sikkerhed bliver til en bog. Spørger man SIND Hjørrings formand, Erik Christoffersen, er der dog ikke meget tvivl om sagen:

”Vi ville i hvert fald blive meget overraskede, hvis ikke der kommer endnu en bog eller et eventyr fra Louise.”