Rådgivning 70 23 27 50

Her

Nyhedsbrev for dig, der er aktiv i SIND - 20/11-2019

Regnskabsåret 2019 lakker mod enden | Save the date: Politisk høring om sektorovergange i psykiatrien | Generalforsamlinger i SIND | Husk: Det er gratis for SIND-frivillige at deltage i kurser hos CFSA

Regnskabsåret 2019 lakker mod enden

Selvom vi endnu ikke er nået ind i julemåneden, så er de gode folk i SINDs regnskabsafdeling allerede så småt gået i gang med at runde året af.

Det betyder noget for de af jer, der måtte have udeståender såsom rejseafregninger, udlæg og lønbilag, da disse skal være regnskabsafdelingen i hænde snarest muligt for at komme med i regnskabet for 2019.

Deadline er d. 16. december for indsendelse af bilag på regnskab@sind.dk.

Regnskabet lukkes endeligt d. 10. januar 2020, så vi skulle gerne have det hele med inden.

 

Save the date: Politisk høring om sektorovergange i psykiatrien

Der inviteres til politisk høring i Fællessalen på Christiansborg d. 8. januar kl. 8.00-12.30 for at drøfte, hvordan der kan skabes en mere sammenhængende behandling i psykiatrien.

Der er en bred anerkendelse af, at psykiatrien har brug for et markant løft for at tage bedre hånd om det stadigt stigende antal borgere med psykisk sygdom. Med regeringens kommende 10-års plan følger en vilje til et mere langsigtet fokus med nye visioner for psykiatrien.

Sammenhæng i behandlingsforløbet er et af de centrale fokuspunkter i den kommende 10-års plan. Der er blandt andet brug for at diskutere, hvordan vi kan styrke indsatsen for de mange patienter, som bliver genindlagt og de patienter, som møder problemer i overgangen mellem sektorerne.

Foruden SINDs formand, Knud Kristensen, deltager bl.a. også sundshedsordfører, Stinus Lindgren (R) og formand for Dansk Selskab for Affektive Lidelser, Maj Vinberg.

Det endelige program forventes offentliggjort i slutningen af november, men allerede nu kan du sikre dig en plads på lead@leadagency.dk.

 

Generalforsamlinger i SIND

Når jul og nytår er overstået, går SINDs regionskredse og lokalafdelinger så småt i gang med at afholde generalforsamlinger. Generalforsamlingerne er den oplagte måde at få indflydelse på SINDs medlemsdemokrati, så vi håber naturligvis på så mange deltagere rundt om i landet som muligt.

I seneste udgave af SINDbladet kan du på side 32-33 se, hvornår der afholdes generalforsamling i din SIND-afdeling.

Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at kontakte din SIND-afdeling via  hjemmesiden.

 

Husk: Det er gratis for SIND-frivillige at deltage i kurser hos CFSA

Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA) tilbyder en lang række anerkendte kurser, hvor du kan opbygge kompetencer og få viden om fx rekruttering, fundraising, bestyrelsesarbejde, ledelse og meget andet. Og som frivillig i SIND er det ganske gratis at deltage.

Hold øje med CFSAs hjemmeside. Måske er der et kursus for dig?