Rådgivning 70 23 27 50

Her

Nyhedsbrev for dig, der er aktiv i SIND - september 2019

Deadline for annoncering af generalforsamlinger | Ny hjemmeside | Kursus: Aktiviteter der fremmer den mentale sundhed – 5. modul i SIND uddannelsen

Deadline for annoncering af generalforsamlinger

Det er nok de færreste af os, der tænker på næste års generalforsamlinger lige nu på sådan en mørk septemberdag. Derfor kan første kvartal af 2020 synes langt væk. Alligevel er vi så småt ved at nærme os deadline for, hvornår I skal have orienteret os i SINDs sekretariat om de kommende generalforsamlinger, hvis annonceringen også skal med i SINDbladet for december – og det er jo altid en god idé.

Ny procedure for orienteringen
For at få annonceret generalforsamlingen i bladet skal vi have modtaget en e-mail fra jer allersenest den 1. november 2019.

Og så er der lige et lille aberdabei: For til forskel fra sidste år, hvor vi opfordrede jer til at indtaste oplysningerne i aktivitetskalenderen, skal I i år skrive en e-mail til landsforeningen@sind.dk med jeres annonceringstekst. Det skyldes, at der er kommet ny hjemmeside, og at selvbetjeningssiden på aktivitetskalenderen ikke er oppe at køre endnu.

Skriv ”generalforsamling 2019” i emnefeltet
SINDs sekretariat modtager rigtig mange mail på landsforeningens e-mail-adresse. Så hvis I vil give os en hjælpende hånd med at identificere mail vedrørende generalforsamlingerne, må I meget gerne skrive ”generalforsamling 2019” i emnefeltet.

…Og så lige en kærlig opfordring til at finde en dato for generalforsamlingen, hvis I ikke allerede har fundet en. For så kan vi nemlig få annonceret det bredt via SINDs medier – herunder især i SINDbladet – og det ville jo være skønt, at flere blev opmærksom på det, så fremmødet kunne blive større.

Tag godt imod den lille ny…

Som mange af jer nok har erfaret, har SIND fået ny hjemmeside. Den byder på et nyt design, er nemmere at navigere rundt på, og så skulle det blive meget nemmere for jer at lægge ting på hjemmesiden såsom arrangementer, referater og anden information. Her i opstartsfasen kan der dog være nogle tekniske problemer, så bær over med den lille og rapporter gerne eventuelle problemer eller fejl ind til os på hjemmeside@sind.dk, hvis I støder på nogle.

Der kan være problemer med at se kontaktinformation om SIND – herunder lokalafdelinger eller rådgivninger. Vi arbejder lynhurtigt på, at få at få hjemmesiden fra kravlestadiet og op på benene. Skulle I i mellemtiden have brug for kontaktinformationen, så kan I kigge i SINDbladet for august, hvor der er en oversigt over alle SINDs tilbud bagerst i bladet.
 

Kursus: Aktiviteter der fremmer den mentale sundhed – 5. modul i SIND uddannelsen

Vores fysiske sundhed kan vi fremme ved at dyrke motion, spise sundt, drikke mindre og kvitte smøgerne. Men hvordan med vores psykiske sundhed – kan den også styrkes? Ja, man kan faktisk gøre en del. Som frivillig i SIND kan du tilmed gøre meget for at fremme andres psykiske sundhed – og når du gør det, ja så fremmer du samtidig din egen.

På dette modul af SIND-uddannelse får du svar på spørgsmål som:

  • Hvad er psykisk sundhed
  • Hvordan kan man være psykisk sund, selv om man lever med psykiske vanskeligheder eller befinder sig i en vanskelig livssituation
  • Hvordan styrker du din egen psykiske sundhed
  • Hvordan kan du være med til at skabe psykisk sundhed for andre

Kurset er det 5. modul på SIND-uddannelsen og kan også tages som et selvstændigt kursus. Du behøver altså IKKE at have gennemført de øvrige fire moduler for at deltage.

Praktiske oplysninger

Hvem kan deltage: Alle der udfører en frivillig opgave i SIND – f.eks. bestyrelsesmedlemmer og suppleanter, frivillige i lokalafdelingerne, frivillige i SIND-projekter, besøgsvener, bisiddere, rådgivere og foredragsholdere

  • Region Hovedstaden: Kurset bliver afholdt den 5.11 kl. 16:00 til 20:00 i Handicaporganisationernes Hus, Blekinge Boulevard 2, Høje Taastrup, 2630 Taastrup.
  • Region Sjælland: Kurset bliver afholdt den 6.11 kl. 16:00 til 20:00 på Danhostel Roskilde, Vindeboder 7, 4000 Roskilde.
  • Region Syddanmark: Kurset bliver afholdt 19.11 den kl. 16:00 til 20:00 på Kolding Kommune Uddannelsescenter, Ågade 27, 6000 Kolding.
  • Region Midtjylland: Kurset bliver afholdt den 13.11 kl. 16:00 til 20:00 på Danhostel Viborg, Vinkelvej 36, 8800 Viborg.
  • Region Nordjylland: Kurset bliver afholdt den 12.11 kl. 16:00 til 20:00 på Aalborg Vandrerhjem, Skydebanevej 50, 9000 Aalborg.

Hvad koster det: SIND betaler alle udgifter inkl. transporten.

Tilmelding: Du kan tilmelde dig her. Hvis teknikken driller, eller hvis du har spørgsmål, kan du sende en mail til landsforeningen@sind.dk.  

Tilmelding skal ske senest en uge før kursusstart med navn, lokalafdeling og dato for kursus. Der er plads til 24 personer, og vi booker efter først til mølle-princippet.

Underviser: Organisationskonsulent Helene Kemp fra SINDs sekretariat