Rådgivning 70 23 27 50

Her
Kunstudstilling på SINDs medlemskonference. De udstillede værker stammer fra Sct. Hans Hospitals brugerdrevne kunstværksted.

Pressemeddelelse: Patientkunst kommer til Horsens

Pressemeddelelse

Lørdag den 21. september er der gratis adgang til udstillingen Maskine Maskine, hvor brugere og tidligere brugere af rusmidler udstiller deres kunst

I 30 år brugte Nikolaj Brie Petersen alkohol og stoffer til at dæmpe de psykiske vanskeligheder, han lever med. I starten virkede det, men så blev rusmidlerne et problem i sig selv. I dag skriver han digte, maler billeder og driver to kunstværksteder for psykiatribrugere. Alt sammen for at holde tankemylderet og stemmerne på afstand.

- Jeg maler hele tiden for at holde balancen. Hvis jeg sidder stille, spekulerer jeg så meget, at jeg ender med at blive psykotisk. Så jeg er hele tiden i gang. Jeg afleder mig selv, forklarer han.

- Når jeg har været meget psykotisk, skal jeg starte fra nul. Min motorik ryger, og jeg fungerer slet ikke. Det vil jeg gerne undgå, og det hjælper at holde mig i gang. Men jeg bruger også kunsten til at bygge mig selv op. For mig virker samtaleterapi ikke. Det gør kunsten derimod. 

Kunsten stormer frem i psykiatrien  

Nikolajs to brugerdrevne kunstværksteder er et udtryk for, at kunst, som terapiform og som middel til at fremme den sunde side, vinder frem i psykiatrien. Ikke mindst de steder, hvor der er mennesker, der både lever med psykiske vanskeligheder og som har et problematisk forbrug af rusmidler.  

- Værkstederne er hvad brugerne gør dem til. Når man har psykiske vanskeligheder, er der en masse af det, man oplever, som ikke kan udtrykkes med ord. Hvorimod det er muligt at udtrykke sig gennem kreativiteten. Det fungerer for nogle. Fordybelsen og det at man kan gøre noget færdigt er meget værd, forklarer Nikolaj Brie Petersen og fortsætter:

- Fælleskabet er også vigtigt. På værkstederne kan man lære at snakke med almindelige mennesker samtidigt med, at man kan gennem sig i sin kunst.  Min og mine hjælperes opgave er at undervise og at skabe god stemning.

Kunst skal vække SINDs kreativitet

Udstillingen er optakten til en weekend, hvor SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed sætter fokus på psykiske vanskeligheder og rusmidler. Et område der kræver nytænkning. For selv om rusmidler fylder meget i psykiatrien, og selv om alle eksperter er enige om, at der er behov for en ny indsats, sker der meget lidt.

- I dag er alle eksperter enige om, at de psykiske vanskeligheder og brugen af rusmidler skal behandles samtidigt. Og at de bedste resultater opnås, hvis der samtidigt iværksættes en social indsats, samt at disse mennesker hurtigt tilbydes adgang til meningsfulde fællesskaber eller meningsfuld beskæftigelse. Alligevel sker det ikke, fortæller Knud Kristensen, Landsformand for SIND.

- Der er behov for et langt tættere samarbejde mellem regioner, kommuner, arbejdsmarkedet, fonde og civilsamfundet. Spørgsmålet er bare, hvordan vi kommer i gang. I SIND vil vi gerne gå forrest, og vi håber, at konferencen bliver starten på en intern proces, hvor SIND, som en af civilsamfundets toneangivende spillere, kan være med til at pege på, hvordan vi bryder silo-tænkningen. Desuden håber vi også at finde på nye veje til at lukke denne gruppe ind i SINDs fællesskaber, oplyser Knud Kristensen.

For at sætte turbo på nytænkningen maler Nikolaj tre gange i løbet af konferencen med de 120 deltagere, der alle er frivillige i SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed.

Yderligere oplysninger: Konferencen bliver afholdt fra kl. 11 lørdag den 21. til søndag den 22. september på Scandic Bygholm i Horsens. Udstillingen Maskine Maskine er åben under hele konferencen for deltagerne, og desuden åben for offentligheden lørdag fra kl. 9 til kl. 11, hvor der er gratis adgang. 

For uddybende citater kontakt SINDs landsformand Knud Kristensen på 40 30 63 98