Rådgivning 70 23 27 50

Her
Idrætsfestival for Sindet 2022

Set i SINDbladet: 25 år med Idrætsfestival for Sindet

SINDbladet

Knap 250 mennesker med psykiske sårbarheder forvandlede igen Vejle Idrætshøjskole til en sand idrætsfest i slutningen af juni. Efter to års coronanedlukning var banen endelig kridtet op til Idrætsfestival for Sindets 25. udgave, som blev fejret med et brag både på og udenfor banen. SIND er med til at støtte festivalenKnap 250 mennesker med psykiske sårbarheder forvandlede igen Vejle Idrætshøjskole til en sand idrætsfest i slutningen af juni. Efter to års coronanedlukning var banen endelig kridtet op til Idrætsfestival for Sindets 25. udgave, som blev fejret med et brag både på og udenfor banen. SIND er med til at støtte festivalen

Af Mikkel Bonnesen, Dansk Arbejder Idræt
Fotos: Mikkel Bonnesen, DAI

(Denne artikel er fra SINDbladet august 2022) Jubilæumsudgaven af Idrætsfestival for Sindet bød på fodbold, volleyball, triatlon, 3-kamp, klatrevæg, 100 m løb, MTB og alt andet idræt, som hjertet og hjernen begærer. Festen blev selvfølgelig åbnet af den øverste i dansk idræt, formanden for Danmarks Idrætsforbund Hans Natorp. Et andet nyt ansigt på festivalen var Nicolaj på 24 år fra Limfjordens Idrætsforening.

”Det her er min anden medicin. Jeg har det bedst, når jeg får brugt min krop, men mest af alt handler det om de mange mennesker, der kommer på festivalen – for mig betyder de 80 pct. af oplevelsen. Det er ligesom at få et helt nyt liv og nogle nye venner – jeg elsker at være her,” siger Nicolaj, der havde travlt med krolf, crossløb, triatlon, 3-kamp, 100 m løb og cachiball.

Og netop det sociale var helt centralt for deltagerne, som sidst festivalen blev afviklet i 2019 svarede på et spørgeskema om, hvad de fik ud af festivalen og idrætten. Næsten 100 pct. svarede, at de har fået det psykisk bedre gennem idrætten, og knap 90 pct. sagde, at de igennem idrætten har fået flere venner.

Svært at få armene ned

Deltagerne pendlede rundt mellem de forskellige idrætter dagen lang, og når de ikke selv var i aktion, så heppede de eller hoppede en tur i svømmesøen og nød solen, der vanen tro stod højt over festivalen.

”Jeg kan dårligt få armene ned, det er gået forrygende. Man kan fornemme intensiteten, glæden, smilene, latteren og koncentrationen
– det er helt fantastisk. Det bedste har været nærværet, næsten uanset om man er i konkurrence eller ej, så er man på og er her. Alle er en del af det her kæmpestore fællesskab,” siger arrangør Mogens Damgaard, der er politisk ansvarlig for Idræt for Sindet i Dansk Arbejder Idrætsforbund.

Jubilæet blev fejret med en stor fest onsdag aften og et imponerende fyrværkerishow, som må få Tivoli til at skamme sig.

Får brudt isolationen

Festivalen arrangeres af Dansk Arbejder ­Idrætsforbund med hjælp fra en stor gruppe frivillige og med bl.a. SIND som økonomisk samarbejdspartner.

”Vi kan se, at mange af vores medlemmer er glade for at komme her, og vi kan se, at vi får mange ansøgninger til Sindslidendes Fond til ophold hernede. Udover den positive effekt som forskning viser, at motion har på psyken, så er det vigtigste ved festivalen for mig at se det sociale – at få brudt isolationen,” siger 1. næstformand i SIND Erik Mønsted Pedersen, der besøgte festivalen undervejs.

Om Idrætsfestival for Sindet

Idrætsfestival for Sindet blev for 25. gang afholdt på Vejle Idrætshøjskole. Målgruppen for festivalen er mennesker med psykiske vanskeligheder, som fx depression, angst eller skizofreni. Målet er at give en idrætsoplevelse fra allerhøjeste hylde, hvor der både er plads til dem, som presser sig selv helt til kanten – men også til dem, som er ved at tage de indledende skridt til et godt idrætsliv. Deltagerne kommer ofte fra såkaldte IFS-idrætsforeninger i hele landet, som tager turen som et hold.

Se mere om ­festivalen her: www.idrætsfestival.dk

...

Nicolaj fra Limfjordens Idrætsforening kom på medaljeskamlen i krolf-turneringen, hvor han blev hyldet sammen med hold­kammeraterne om torsdagen. Næste stop er at komme sig.

”Det har været mega fedt. Og jeg har elsket hvert eneste minut og prøvet at være med til alt det, jeg kan. Det er rart, at så mange hepper på en, det giver lige det sidste. Jeg skal bare hjem og falde om – men jeg er her også næste år,” siger Nicolaj.

Næste Idrætsfestival for Sindet er i 2023 fra 27.-29. juni – se mere på www.idrætsfestival.dk

Idrætsfestival for Sindet 2022