I 2023 blev Patrick Cakirli (i midten af foto) på en af etapperne bl.a. fulgt af SIND-formand Mia Kristina Hansen.
(SINDbladet) Kampen mod ensomhed overskygger alt. Også ham selv. Og den stopper ikke foreløbig
33-årige Patrick Cakirli står bag March mod Ensomheden. Hver sommer vandrer han hundreder af kilometer gennem Danmark for at sætte fokus på den gnavende følelse af ensomhed. I 2023 fulgte 18.000 danskere ham gennem landet. I 2024 bliver det endnu større, når marchen skydes i gang 5. august. Men selv om ensomhed er kommet på dagsordenen, er han ikke færdig med at gå endnu.
Af Tobias Bundolo Nørgaard
(Denne artikel er fra SINDbladet februar) Patrick Cakirli var så ensom.
Regnen silede ned, mens sad han på trapperne foran Københavns Rådhus. Det var en kold decemberdag i 2016. De seneste måneder havde været mørke, og kun en uges tid tidligere havde han været indlagt på psykiatrisk afdeling. Han følte, at han ikke havde noget at miste.
"Jeg er desperat efter at møde nye mennesker. Jeg er ensom og går igennem den sværeste periode i mit liv.
Jeg sidder på trapperne foran rådhuset fra klokken 14 til 20. Jeg har sorte bukser på og en Northface-taske.”
Tiden på Rådhuspladsen gik, og han var gennemblødt. Men efter halvanden time dukkede der en fyr op. Med en pose brændte mandler og et tæppe, han havde varmet op hjemme på sin radiator. Han pakkede Patrick Cakirli ind i det. En til dukkede op, så endnu en og til sidst var de 17 mennesker. De var fremmede, men de var der for Patrick Cakirli.
”Jeg var så overvældet, at jeg nærmest trak mig ind i mig selv,” siger han.
På en måde var det der, det hele begyndte for Patrick Cakirli. I dag er han 33 år, og han står bag initiativet March mod Ensomhed, og hvert år siden 2017 har han gået hundredvis af kilometer gennem landet. Der er kun én regel. Han må kun gå, hvis andre mennesker går med ham. Symbolikken er klar:
Vi har brug for andre mennesker. Ellers går vi i stå.
Ensomhed på dagsordenen
Svær ensomhed har de seneste år været et voksende problem i Danmark. Det er en følelse, der kan ramme alle mennesker i alle samfundslag, men særligt unge og ældre er udsatte. I 2017 viste 8,3 procent af danskerne over 16 år tegn på svær ensomhed, mens det tal i 2021 – under coronapandemien - var steget til 12,4 procent ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen.
March mod Ensomhed
Hvert år går Patrick Cakirli 2.000 kilometer gennem Danmark for at sætte fokus på ensomhed. Han går 68 etaper af en fastlagt rute, der kommer rundt i langt de fleste af landets kommuner.
I 2024 skydes marchen i gang 5. august i Kalundborg. Siden vandrer han uret rundt på Sjælland, ned over Lolland-Falster, til Langeland og Fyn og videre til Sønderjylland. Derfra går Patrick Cakirli hele vejen op gennem Jylland til Hirtshals, inden han går ned igen mod Esbjerg, hvor han slutter.
Hele ruten finder du her, så du kan gå med.
Patrick Cakirli gik sin første march mod ensomhed i 2017.
Det svarer til 600.000 danskere, der føler sig svært ensomme. Noget, der ifølge Sundhedsstyrelsen er omkostningstungt for samfundet, der som følge af ensomhed betaler otte milliarder kroner i pleje, behandling og tabt produktion.
Men det er også livstruende for den enkelte. Den kan medføre alvorlig mistrivsel, dårlig søvn, hovedpine og en øget risiko for hjertesygdomme og psykiske lidelser.
Det er derfor, at et bredt flertal i Folketinget i 2022 bakkede op om Det Nationale Partnerskab mod Ensomhed. Partnerskabet, hvor SIND er med, udgav i 2023 en national strategi- og handlingsplan mod ensomhed. Målet er, at ensomheden i Danmark skal halveres inden 2040.
Men selv om ensomhed for alvor er kommet på dagsorden, betyder det ikke, at Patrick Cakirli er færdig med sin vandring. Tværtimod.
Han er kun lige begyndt.
En antenne for alt, der er svært
På en café på Østerbro i København sidder Patrick Cakirli en regnvåd novemberdag i 2023. Han sidder i en sort hættetrøje, der er snøret ind ved halsen, i kondisko og i et par grå Fjällräven-vandrebukser.
På sin telefon viser han en video fra sommerens march. Man ser er et stykke landevej mellem Vejen og Kolding, hvor en karavane af mennesker fylder asfalten ud. Omkring 18.000 danskere gik med Patrick Cakirli i år. Nogle bare et kort stykke, andre i lange stræk. Selv gik han hele vejen. 68 dage i træk. 30 kilometer i snit hver dag. Ingen hviledage.
Jeg er nærmest høj af det undervejs. Alle menneskerne, alle indtrykkene, al naturen, jeg vandrer igennem
”Jeg er nærmest høj af det undervejs. Alle menneskerne, alle indtrykkene, al naturen, jeg vandrer igennem,” siger han.
Men det er også nogle lange sommermåneder på landevejen, og det kan være hårdt. Hver dag betror folk sig til ham, hver aften holder han foredrag efter fællesspisningen.
”Jeg skal være den absolut bedste version af mig selv. Dag efter dag,” siger han.
Alligevel bliver Patrick Cakirli ved med at gå. Det meste af året er han dog en enmandshær. Han står for alt omkring marchen: planlægning, koordinering, kommunikation. Han står for selve udførslen, for økonomien og for pressen. Han planlægger ruten, der hvert år går gennem flere af landets kommuner. I 2023 var det 81 kommunerne. I 2024 stiger antallet til 93.
”Målet er, at det skal være alle egne af landet. Så langt omkring som muligt,” siger han.
For ensomhed er overalt, og den trives, når vi ikke taler om den, i mørket. Derfor er målet med marchen også at få ensomheden frem i lyset. Derude åbner folk sig op, når de møder Patrick Cakirli. Det gør de også resten af året. Han bliver stadig overrasket over, hvor mange der ikke har nogen, de kan være fortrolige med. Nogle ringer til ham og græder i telefonen. Andre søger måske en ven.
”På den måde er jeg blevet en slags antenne for mennesker, der har det svært,” siger han.
Det er nok, fordi Patrick Cakirli har været så ærlig omkring sit eget liv, og den ensomhed der har boet i ham. Men at bære andres skæbner kommer også med en pris.
Det er efterhånden mange år siden, han lærte det.
Ansigtet på ensomhed
Patrick Cakirlis liv havde længe været svært. Den dag på Rådhuspladsen i december 2016, hvor han sad drivvåd på trappen, kulminerede det bare. Som tidligere anbragt har han ikke rigtig en familie. Han havde ingen tætte venner, ingen kæreste og ingen kammerater på studiet, han gik på. Der var ingen at gå til.
Fra september til november ringede Patrick Cakirli to-tre gange om ugen til Livslinien. Ikke fordi han havde tænkt sig at tage sit eget liv. Han havde bare brug for nogen at tale med. Nogen, der bare kortvarigt kunne dulme den ensomhed, der havde hobet sig op i ham.
Men det blev kun værre. En dag blev han indlagt på den psykiatriske akutmodtagelse. Han blev indlagt i en uges tid, mens han hældte beroligende medicin i sig.
”Jeg havde mistet grebet om mig selv og mit liv. Jeg var et meget, meget mørkt sted. Jeg var meget, meget tæt på at give op,” siger han.
Jeg var i forvejen meget sårbar. Jeg kunne ikke passe på mig selv i det
Dengang kunne han ikke stoppe med at ryste. Han havde ramt bunden. En uges tid efter kom dagen, hvor han tog til Rådhuspladsen, og hvor de 17 fremmede mennesker dukkede op for hans skyld.
Derefter ændrede Patrick Cakirlis liv sig på en måde. Medierne blev ved med at ringe, de ville gøre ham til ansigtet på problemet med ensomhed. Først sagde han nej til dem. Indtil han så, at der på hans opslag var kommet 1.400 kommentarer, som han havde skrevet på det sociale medie. Pludselig gik det op for Patrick Cakirli, hvor mange der sad derude, i lejligheder og huse, og havde det akkurat som ham.
Så han begyndte at sige ja til medierne. Måske det kunne inspirere, så han medvirkede allevegne. Hver gang han havde optrådt et sted – som ’Go’ Morgen Danmark’ - lå der hundredvis af beskeder på hans Facebook-profil.
Men samtidig voksede presset. Mennesker begyndte at åbne sig op for ham, og det var svært at holde en professionel distance. Det var svært ikke at tage det med hjem. Han begyndte at tage mange kilo på, og han gik ned med noget, der nok var stress. Ansvaret føltes enormt.
”Jeg var i forvejen meget sårbar. Jeg kunne ikke passe på mig selv i det,” siger han.
Alligevel gik der ikke længe, før Patrick Cakirli begyndte at gå.
Det vigtigste af det hele
Da Patrick Cakirli som barn boede på børnehjem, vandrede han ofte omkring i landskabet. Nok for at slippe for omgivelserne, bare i nogle timer. Det var derfra ideen kom, da Patrick Cakirli i tiden efter 2016 indså, at han blev nødt til at gøre noget. Ensomheden var derude, det vidste han, men i det skjulte. Med en gåtur gennem landet kunne han finde tilbage til sin barndoms vandreture, og han kunne forhåbentlig skabe et omvandrende fællesskab.
”Det skulle være en march. Det skulle være en lang, lang gåtur,” siger han.
Den første march begyndte i april 2017. Fra København til Aarhus på ti dage. Dengang fik Patrick Cakirli følgeskab af 70 mennesker undervejs.
”Pludselig blev jeg opmærksom på, at jeg ikke var alene. Pludselig havde jeg en platform, et talerør. Jeg påtog mig et ansvar,” siger han.
Men Patrick Cakirli vidste også, at det ville få personlige omkostninger. Stressen havde han allerede mærket én gang. Han mener selv, at han har ”kastet sig selv på sværdet for sagen”. Han har ofret alt på marchen. Det har især gået op for ham de seneste år.
”Jeg blev blind for, at dem, der stod mig mest nær, havde brug for mig. Jeg var forlovet indtil for et år siden. Jeg har brændt mange broer,” siger han.
Mennesker er gode til at tilpasse sig. Men det er et urinstinkt at ville undslippe ensomheden
Adspurgt, hvordan marchen kan være vigtigere end ham selv, svarer Patrick Cakirli med det samme:
”Hvordan kan den ikke være vigtigere end mig selv?”.
Det kan være, han går til grunde i kampen. Det tror han måske, at han gør. Men marchen er en del af noget større, mener han. En del af løsningen på ensomheden. Måske er det den tilgang, der er førte til, at Patrick Cakirli vandt Folkeoplysningens Pris tilbage i oktober for at sætte fokus på ensomhedsproblemet.
”Men det er også bare en pris. Mit arbejde fortsætter på samme måde som før,” siger han.
Så længe han ser et behov for at skabe synlighed på sagen, fortsætter marchen. Men behovet forsvinder nok ikke foreløbig, for folk vil altid være ensomme. Det ved han.
Ensomheden bor i ham
Meget har ændret sig siden den første march. Også ensomheden. Den bor stadig i Patrick Cakirli. Man vænner sig ikke til den, mener han. Men efterhånden er den nærmest blevet en del af hans identitet.
”Mennesker er gode til at tilpasse sig. Men det er et urinstinkt at ville undslippe ensomheden,” siger han og er stille et øjeblik.
I dag føles ensomheden i ham anderledes. Den er mere selvvalgt, for det er prisen for at gøre den forskel, Patrick Cakirli arbejder for, mener han. Men omkring sig har han et netværk. Derfor kan han også vælge ensomheden fra, mener han.
Når altså bare han er færdig med at gå.
