Set i SINDbladet: “Jeg ville slet ikke kunne klare det uden jer”

Af Tobias Bruun Lauritzen

(Denne artikel er fra SINDbladet april) Du står på akutmodtagelsen med dit barn i hånden, som ikke længere vil livet og har skåret i sin arm. Du er til psykologsamtale med dit barn, som hvisker svarene på psykologens spørgsmål til dig. Samtidig bliver du fyret fra dit arbejde, fordi du er hjemme, når dit barn ikke kan komme i institution eller skole.

Vi er i en lejlighed på Vesterbro. Eksemplerne på barske oplevelser kommer fra mødre i en pårørendegruppe til børn med psykisk sygdom. I de sidste seks år har gruppens medlemmer delt sorger og glæder til møder om, hvordan det er at have børn, som har det psykisk svært. Det kan fx være angst, depression, skizofreni eller aspergers syndrom.

“Vi lærte hurtigt hinanden at kende. Vi er i samme båd, lige berørte af den svære situation, som vores børn og familier står i. Det er nok derfor, der ikke er nogen tabuer mellem os,” siger Trine, mens hun smiler varmt til de andre om bordet. Selvom de fem veninder netop har talt om et hårdt besøg på den psykiatriske akutmodtagelse, er der en lettet stemning i rummet. 

Det er som at sidde til en hyggelig sammenkomst mellem venner. På bordet står skåle med snacks, frisk kaffe og en buket blomster, i vindueskarmen brænder stearinlys, og udenfor er sneen begyndt at dale.

Fællesskab uden tabuer

Det er svært at finde hjælp, når ens barn bliver psykisk syg. Derfor har det været helt afgørende for de fem veninder at få råd og inspiration fra hinanden.

“Jeg håber virkelig, at flere grupper som vores vil opstå. Når mit barn har det rigtig svært, og det hele koger over derhjemme, kan jeg skrive til gruppen og spørge til råds. Med det samme har jeg fire eksperter til hjælp, som har stået i næsten samme situation,” siger Trine.

Det er sjældent småproblemer, der spørges til råds om i gruppen. Det kan fx være, når et barn truer med selvmord, ikke vil i skole eller skærer i sig selv, at gruppen træder til med hjælpende råd eller opmuntrende beskeder.

Trille tilføjer:

“Udfordringerne er jo hverdag for os, Hvis jeg ikke havde haft jer, ved jeg slet ikke, hvor vi ville være i dag. Når ens eget barn siger, det ikke vil leve mere, og alt er svært, er det uundværligt at få hjælp og opmuntring fra jer. Det har en helt anden tyngde, når det kommer fra jer, fordi I taler fra egen erfaring.”

Manglende forståelse fra omverdenen

Det er fælles for gruppens medlemmer, at de havde svært ved at tale med fx familie, venner, kolleger og det offentlige om de psykiske problemer, som deres børn har.

“Det var tungt at gå med problemerne alene. Gruppen kom som en redning. Samtalen med kommunen er tit styret af frygt. Hele tiden balancerer man på en knivsæg: man vil ikke nedtone problemerne, men heller ikke få det til at lyde så slemt, at de tror, man ikke er en god mor, og måske fjerner ens barn,” siger Trine. 

Selvom der er en aura af alvor i stuen, er det også opmuntrende og glade blikke, som udveksles. Helle og Dorthe nikker anerkendende til Trine og uddyber:

“Så er der snakken med ens omgangskreds. Den er tit misforstået. Samtalen med kolleger og familie går tit på: ’Jamen, har I prøvet det og det og det.’ Hele tiden handlingsorienteret. Når man står midt i helvede, er det befriende at møde jer, som går igennem det samme, og som ved, at man er en skidegod mor, der gør alt, hvad man kan, selvom ens barn har det svært.”

Da kaffen er drukket, åbner dagens vært Trine for en flaske rosévin. Da gruppen først begyndte at mødes, skete det i SIND Ungdoms lokaler i København. I dag mødes de på skift hos hinanden. 

Selvom mødernes udgangspunkt er den fælles smerte, de oplever som pårørende, er mødet blevet et frirum, hvor der også er plads til smil, sjov og hyggelige middage.

Fællesskaber hjælper

I gruppen deler medlemmerne også de positive oplevelser. Fx når ens barn selv har været i slikbutikken, selv er stået ud af sengen om morgenen, selv har besøgt en ven, eller selv er gået hjem fra bussen. Måske kan det lyde som banaliteter, men det kan være store sejre.

“Det er svært, når man vil dele en succes med sin kollega og så lyder historien: ’Mit barn gik selv hjem fra bussen den anden dag.’ De fleste tænker, det er ikke stort, men så er det virkelig dejligt med den her gruppe, for på et splitsekund ved alle, det dér er stort,” siger Dorthe. 

I løbet af årene har gruppen fået kendskab til hinandens børn. Derfor ved de, hvad der er fremskridt og tilbageskridt for hvert enkelt barn, forklarer Trille og Aya. 

“Det er ikke altid, vi har overskud til at mødes. Man har travlt, når ens barn har angst. Men så kan det redde ens dag, at vi også kommunikerer på online. Når jeg sidder med min søn, og livet ikke er værd at leve, så kan jeg skrive til pigerne, og så redder de en.”

Du skal ikke sammenligne dig med normalen

“I starten sammenlignede jeg min familie andre familier. Mit barns klassekammerater legede fx på gaden og gik til fester sammen. Det gjorde ondt at se, at mit barn ikke var en del af det sociale. Det tog mit fokus. Det var en lang proces at komme videre fra den slags tanker. Men man må ikke fokusere på det sorgfulde. Alt det som er ude af ens hænder. I stedet har jeg lært at lægge mærke til alt det, vi kan,” forklarer Trine.

Det er ikke til at se på de fem kvinder, at de til daglig vier livet til at støtte deres børn, som døjer med så voldsomme psykiske udfordringer, at fx selvmord og tvangsindlæggelse ikke er fjerne virkeligheder. 

“Men det har taget tid at komme til det punkt, hvor vi også kan grine af det hele,” siger Helle.

“Man skal være hårdhudet. Det er det, der redder ens barn. Hvis man bryder sammen hver gang, ens barn vil begå selvmord, så holder familien op med at eksistere. I morges kiggede jeg ind til min datter og tænkte, OK, hun trækker vejret. Så fortsætter dagen.”