Kirsten Arden har fået mange reaktioner – både henvendelser og invitationer til foredrag – efter filmatiseringen af relationen mellem hende og søsteren Maren Elisabeth.
Set i SINDbladet: Man skal se hele mennesket og ikke kun diagnosen
I foråret havde foreløbig 360.000 danskere set filmen ROSE i biografen. Dertil kommer en lang række særdeles positive anmeldelser. Filmen skildrer en families liv på godt og ondt med psykisk sygdom. Instruktør Niels Arden Oplev har baseret filmen på den særlige relation og varme mellem sine to søstre, Maren Elisabeth, der lever med skizofreni, og Kirsten, der er glad for, at filmen har været med til at sætte fokus på rollen som pårørend
Af Tobias Bruun Lauritzen
(Denne artikel er fra SINDbladet juni 2022) ”Hele familien er overvældet af den gode modtagelse, som filmen og vores historie har fået. Folk bliver rørte og deler deres egen historie, når jeg møder dem. Filmen har virkelig sat en samtale i gang om psykisk sygdom,” fortæller Kirsten Arden, som er den ene af de to søstre, der portrætteres i filmen ROSE.
”En af reaktionerne, jeg har fået, kom fra en pårørende, hvis søskende for år tilbage begik selvmord. Hun fortalte, at filmen havde været bedre end 10 års psykologsamtaler, fordi hun følte sig set som pårørende. Det berører mig dybt at høre.”
Det er ikke hverdagskost, at en film om psykisk sygdom løber over de danske filmlærreder. I filmen ROSE har instruktøren Niels Arden portrætteret, hvordan en familie lever med psykisk sygdom. Filmen er hård, men også humoristisk. Den viser både, hvordan det er at være psykisk syg, men også hvordan det er at være pårørende.
”Jeg er pårørende, men først og fremmest er jeg søster. Det er på en måde filmens dybeste budskab. Man skal se hele mennesket og ikke diagnosen.”
Åbenhed om sygdom
Maren Elisabeth, der har inspireret til hovedpersonen i filmen ROSE, blev syg i starten af 1980’erne. Dengang var psykisk sygdom også tabubelagt. Men det var vigtigt for familien at tale åbent om skizofrenien.
”Når folk blev syge, sagde man: ’Hun har bare dårlige nerver.’ Men det kæmpede vi imod, for det var ingen skam, at hun var syg, det var bare sådan, livet var. Min søster var stadig sig selv med alle de mange ressourcer, hun altid havde haft.”
I filmen skildres et meget tæt forhold mellem de to søstre. Det tætte forhold skinner igennem, når Kirsten Arden med varme i stemmen fortæller om forholdet til sin søster.
”Jeg boede i kollektiv, da min søster blev syg. Det var en selvfølge, at hun også var på besøg i kollektivet. Hun indgik i min vennekreds. Det har altid været naturligt, at hun skulle være med.
Nogle gange har jeg også sat grænser, fordi jeg skulle passe på mig selv. Det var særligt, når hun var rigtig dårlig. I de situationer har det været helt afgørende, at min søster har haft et godt bosted, hvor hun har fået hjælp.”
Man skal ikke stoppe med at regne med sin pårørende
I perioder har Kirsten Ardens søster været selvmordstruet og afskåret fra hverdagslivet. Selvom det krævede ekstra omsorg og tunge bekymringer, har familien med de nødvendige hensyn i de perioder behandlet hende, som de plejede.
”Det vigtigste i livet er vel, at andre regner med en. Jeg regner med min søster, selvom hun har skizofreni. Hun er vigtig for mig. Hun bidrager med utrolig meget. Ligesom jeg bekymrer mig for hende, ringer hun også og spørger til, hvordan jeg har det.”
Familien tager tit ud og oplever ting sammen. Fx kunst, som er en stor interesse for søsteren Maren Elisabeth, der selv maler.
Humoren er vigtig
Selvom filmen ROSE behandler svære emner som fx selvmordstanker, er filmen også fyldt med humoristiske scener. Humor er noget, som har kendetegnet familiens måde at leve med sygdommen på gennem alle årene.
”Det har været barsk og rigtig svært, når min søster var mest syg. Men det ville være endnu mere barsk at afskrive hinanden fra, at man kan lave sjov, også med det svære. Det er en stor del af vores måde at være sammen på. Det handler om, at man er et helt menneske, også selvom man har en svær diagnose.”
Når Kirsten Arden er ude med sin søster, og der opstår en svær eller pinlig situation, griber de tit til humoren.
”Det er jo ikke alting, man skal lave sjov med. Det er en balancegang, vi har fundet. Humor har altid været en stor del af vores relation også som børn, før hun blev syg. Det skal jo ikke stoppe.”
I perioder hører Kirsten Ardens søster stemmer.
”Vi er så tætte, at vi godt kan spørge til stemmen. Hvis en stemme fortæller, at hun ikke er noget værd, siger min mand fx: ’Nu siger du lige, at han skal holde sin kæft. Ham gider vi ikke høre på.’ Og så kan det godt ende med, at vi griner af det og kommer videre.”
Filmen har startet en samtale
Siden filmen er blevet vist i biografer landet over, har Kirsten Arden oplevet, at samtalen om psykisk sygdom er blevet bedre.
”Om et par dage skal jeg til et arrangement og fortælle om at være pårørende. Folk, jeg møder på gaden, vil fortælle om deres eget liv med psykisk sygdom. Det er befriende, når de fortæller med tårer i øjnene om, hvordan det har berørt dem. Jeg håber virkelig, at filmen kan hjælpe til at aftabuisere..”
Bevar håbet
Det at være pårørende er noget helt særligt. I perioder kan sygdommen fylde meget i familien, og når det sker, er det ifølge Kirsten Arden vigtigt at bevare håbet:
”Det er et særligt bånd at være pårørende. Jeg vil altid være bundet til min søster, og jeg føler med hende. Men der er altid et håb – også selvom det kan være svært at se det i perioder. Man skal holde fast i at være åben om sygdommen og tale om de udfordringer, der er. Sygdommen skal aldrig skjules, og så skal man prøve at leve, som man plejer, så godt man kan.”
