Set i SINDbladet - Ny bog: Kom ud over forælderskylden og se hele familien
Forældre bliver ofte ladt i stikken, når deres børn bliver ramt af psykiske lidelser. Er det min skyld, at mit barn er blevet syg? Men der er hundredevis af faktorer i spil, siger forfatteren Dorthe Stieper, som er aktuel med bogen ‘Er det mors skyld?’. Hun har selv oplevet skammen og opfordrer til, at samfundet bliver bedre til at fokusere på hele familiens trivsel
AF JACOB SCHNEIDER, JOURNALIST
(Denne artikel er fra SINDbladet december 2022).
"Jeg er selv pårørende som mor til en datter, der har haft en spiseforstyrrelse. Jeg har både følt skyld over hendes psykiske mistrivsel og er blevet tillagt skyld både direkte og indirekte af venner, familie, udenforstående og fagprofessionelle. Det har jeg vendt meget indad, men gennem mit arbejde er jeg igen og igen stødt på forælder-skylden, især hos mødre. Jeg blev nysgerrig på, hvad der ligger bag det: Er der biologiske, psykologiske, kultur- og kønsmæssige årsager til, at vi som mødre føler og bliver tillagt skyld,” lyder det fra Dorthe Stieper.
Tema: Sygdom i børnefamilier
Der kan være mange spørgsmål, der melder sig, når man – eller ens eget barn – bliver ramt af en psykisk lidelse.
I vores to artikler kan du læse mere om:
Hvordan kan man som forælder håndtere både skyldfølelse og skam?
Derfor har hun skrevet bogen ‘Er det mors skyld?’, som udkom i september. Her undersøger og interviewer hun 11 eksperter om, hvorfor primært mødre føler og tillægges skyld for deres børns psykiske mistrivsel.
Dorthe har en baggrund som journalist og kulturformidler og har siden 2017 arbejdet som pårørendementor, blandt andet i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden, hvor hendes datter var indlagt. Jobbet som mentor har bragt hende tæt på problemet gennem utallige samtaler med pårørende til mennesker med psykiske udfordringer.
Skyld med skyld på
Mistrivslen blandt børn og unge er i dag rekord-høj, og Dorthe bryder sig ikke om tendensen til at pege fingre af forældrene, når man prøver at forklare den udvikling:
“Selvfølgelig spiller både arv og miljø en rolle, men der er også så mange andre faktorer, der kan forårsage psykisk mistrivsel. Undersøgelser viser, at dårlige normeringer i institutionerne, højhastighedssamfundet og præstations- og konkurrencesamfundet påvirker børn og unges mentale trivsel. Og det er jo en katastrofe, at vi har indrettet samfundet sådan, at både vi og vores børn og unge bliver syge af det. Men hver gang debatten kommer op, hører vi den igen og igen: ’Det er forældrenes skyld!’ De har ikke opdraget deres børn, og ikke har gjort dem robuste nok og så videre. Måske fordi psykisk sygdom er så uforståeligt, vil vi gerne finde nogle enkle forklaringer - på noget, der er så komplekst.
I forhold til kliniske undersøgelser, så er der ofte fokus på risikoen for at blive syg. Det giver da god mening, at man er opmærksom på det. Det undrer mig bare stadig, at man ikke i kommuner og behandlingssystem har fokus på hele familien. Når én bliver ramt af psykisk sygdom, så rammes hele familien.
/Dorthe Stieper, forfatter.
Det er vel meget naturligt, at vi som forældre påtager os skylden, når det går skidt for vores børn. Vi glemmer til gengæld at klappe os selv på skuldrene, når det går godt. ‘Hvis nu bare vi havde skiftet skole’, ‘hvis vi nu bare havde opdaget symptomerne og reageret hurtigere’ eller ‘hvis vi nu ikke var blevet skilt’.
Jeg mødte en mor for nylig, som sagde, at hun lever i en skyldssymbiose med sit barn. Hun har orlov for at passe sin dreng, men havde det frygteligt over, at hun ikke kunne redde sit barn. Og heller ikke endnu havde kæmpet sig vej til den rigtige hjælp. Hendes dreng fik det endnu dårligere, fordi han kunne se, hvor ked af det, udmattet og slidt hans mor blev af at passe ham. Det bliver hurtigt til skyld med skyld på.
Men det er ikke alle forældre, der vender skylden indad. Nogle formår at ryste den af sig eller vende den udad som en drivkraft. De bliver måske vrede: ‘Du skal ikke beskylde mig, for jeg ved, jeg er en god mor’. Eller de vender det mod andre: Det er skolens eller samfundets eller kommunens skyld, at vi ikke får den rigtige hjælp.”
Familien er nøglen
Behandlingssystemet er stadig ikke særlig godt gearet til at håndtere skyld og skam, mener Dorthe. I den nye bog optræder børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring, som prøver at ændre på det, fortæller forfatteren:
“Hun siger, at det er så vigtigt at håndtere forælder-skylden. Man får at vide, at man ikke skal føle skyld - ‘jamen det gør jeg’. Det påvirker samarbejdet, der skal få barnet i trivsel. Men man er nødt til at snakke om det i behandlingen, inddrage hele familien og få skylden på bordet: ’Hvordan I oplever den?’ Der er stadig meget stigmatisering og tabu omkring psykisk sygdom, så hun arbejder imod at inddrage hele familien i behandlingen og give familien sin betydning og værdighed tilbage, blandt andet gennem en vidunderlighedssamtale, hvor man snakker om, hvem de var før krisen. Hendes motto er: ‘Det er ikke barnet, der er problemet, det er problemet, der er problemet’. Det er heller ikke familien, der er problemet, men ofte er de en nøgle til løsningen.
Det her er stadig et problem, så med bogen her prøver jeg også at gøre fagprofessionelle opmærksomme på, hvad de egentlig har med sig i bagagen af teorier, og hvordan det påvirker deres møde med familierne. For at få fjernet både deres mistro og forældrenes skyldfølelse.”
Hjælp hele familien
”I forhold til kliniske undersøgelser, så er der ofte fokus på risikoen for at blive syg. Det giver da god mening, at man er opmærksom på det. Det undrer mig bare stadig, at man ikke i kommuner og behandlingssystem har fokus på hele familien. Når én bliver ramt af psykisk sygdom, så rammes hele familien. Partner, søskende... Det ved vi, så hvorfor tænker vi ikke mere helhedsorienteret? Man skal også se på, hvilken form for hjælp der er brug for. Nogle gange er det helt praktiske ting såsom rengøringshjælp, der kan give en familie overskud - men den hjælp har man fjernet. Andre har måske brug for noget aflastning.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Men man skal ikke sygeliggøre folk på baggrund af statistikker, for der er faktisk langt flere, som klarer sig godt. De har måske slet ikke brug for hjælp. Igen: Se på den enkelte familie i stedet for at putte dem ned i en kasse, så de føler sig stigmatiseret fra starten. Det bliver så standardiseret, at vi glemmer de medmenneskelige værdier, vi bygger på.
Vi må holde fast i, at livet er komplekst, og at vi er komplekse og vidt forskellige som mennesker. Nogle af os har en sensitivitet eller en hjerne, som er skruet anderledes sammen end majoriteten, og der er masser af fantastiske eksempler gennem historien på forskere, kunstnere og så videre, som har kunnet tænke og agere anderledes. Jeg er jo af den opfattelse, at det er sådan fra naturens side, fordi vi så hver især kan bidrage med noget forskelligt.”
