Rådgivning 70 23 27 50

Her
Ida Binderup

(Set i SINDbladet) Portræt af en SIND-frivillig - "Foreningslivet giver mig energi"

SINDbladet

33-årige Ida Binderup, der i maj blev formand for SIND Aarhus-Samsø, nyder samværet med vidt forskellige frivillige i alle aldre. Blandt hendes mærkesager er, at landsforeningen skal have flere unge medlemmer og frivillige.

AF HENRIK HARRING JØRGENSEN

(Denne artikel er fra SINDbladet august) Alle har prøvet følelsen af at føle sig udmattet og mangle strøm på de mentale batterier. Hos mennesker med psykiske udfordringer kan følelsen dukke op oftere end hos andre. Det gør den også hos 33-årige Ida Binderup, der i maj blev formand for SIND Aarhus-Samsø. Men selvom hun kæmper med psykiske udfordringer og har et stort behov for restitution, er både aktivitetsniveauet og humøret højt. Hun kombinerer oplevelser, der skaber smil, med sikker sans for, hvornår der skal holdes pauser og lades yderligere op.

”Jeg har mange jern i ilden. Men kun jern, der giver energi,” smiler hun.

I arbejdstiden jonglerer hun rutineret med en meget bred vifte af kommunikationsopgaver. Ida, der har en kandidatuddannelse i medievidenskab, arbejder bl.a. med at synliggøre de mange tilbud og aktiviteter i kommunens folkehuse. Også i fritiden, som i høj grad er helliget foreningslivet i SIND og andre organisationer, sker der meget. Udover tillidshvervet som lokalformand er hun medlem af SINDs hovedbestyrelse. Ida er desuden næstformand i Århus Ungdommens Fællesråd, der er en paraplyorganisation for børne- og ungdomsforeninger, og har tidligere været formand for Ungdommens Røde Kors Aarhus.

”At have psykiske udfordringer er ikke i sig selv en forhindring med hensyn til tillidsposter og ansvarsroller generelt. Hvis man er velbehandlet og kender både sine begrænsninger og ressourcer godt, mener jeg faktisk, det kan være en fordel at have erfaring med psykiske udfordringer, og hvordan man bedst håndterer dem,” siger hun.

Behov for indsats

Ida har været aktiv i flere foreninger gennem årene. Hun er erfaren kommunikatør og debattør. Ved forrige folkemøde var hun fx bag mikrofonen ved adskillige arrangementer. Hovedfokus ligger nu i SIND, hvor hun har flere mærkesager.

Politisk peger hun på, at Aarhus som storby mærker manglen på ressourcer i psykiatrien. Oveni rummer kommunen mange socialt udsatte, som har brug for hjælp.

”Dertil kommer, at her er mange unge tilflyttere. Hvis man som studerende i en ny by har svært med at danne nye relationer og falde til socialt, kan det hurtigt resultere i mistrivsel og en øget risiko for at udvikle psykiske lidelser. Derfor har vi i en by som Aarhus brug for en særlig fællesskabsorienteret indsats på mange områder.”

Organisatorisk arbejder hun både i lokalafdelingen og i hovedbestyrelsen for, at SIND vokser sig større og for, at landsforeningen desuden får flere unge medlemmer.

”I SIND Aarhus-Samsø har vi sat som mål, at vi skal have flere frivillige, flere medlemmer og flere aktiviteter. Vi er en meget mangfoldig gruppe. Her er frivillige i alle aldre. Nogle er nye, med nye øjne på foreningen, og andre er meget erfarne og med til at bevare det gode, vi har opbygget gennem årene. Det er en styrke, at vi er så forskellige, og vi har det hyggeligt sammen,” siger hun. Ida peger desuden på, at det er vigtigt med flere unge medlemmer i hele Danmark:

”SIND skal rumme alle aldersgrupper. Også de unge. I lyset af den stigende mistrivsel blandt børn og unge er det vigtigt, vi også har dem med.”

Energi

Idas engagement i SIND er bl.a. drevet af, at hun gerne vil være med til at skabe forandringer og forbedringer. Både i landsforeningen og i resten af samfundet. Men det er mindst lige så vigtigt for hende at mærke og at være en del af det varme fællesskab, hun har mødt i landsforeningen.

Kort over Danmark med alle SINDs lokalafdelinger

Mange mennesker med psykiske udfordringer oplever i psykiatrien, at fokus meget er på at reducere og fjerne negative tanker og følelser. Personligt og politisk er Ida meget optaget af, at det også er vigtigt af finde ud af, hvordan man kan få det positive til at vokse. Gennem årene er hun – allieret med familie og nære venner – blevet meget klogere på, hvor  hun har styrker og kompetencer, og hvordan hun får energi. Den kortlægning og de erfaringer er nu en god rettesnor i arbejdslivet og i fritiden.

”Jeg oplever, at jeg får mere energi i SIND. Først og fremmest fordi det er livsbekræftende og meningsfuldt at være sammen med andre mennesker, der deler mit håb for at kunne gøre verden en lille smule bedre,” siger hun.

Hvis du har lyst til at være med i SIND Aarhus-Samsø eller andre af vores lokalafdelinger, så se mere på www.sind.dk/lokal. Ida kan kontaktes på ida@sind.dk