(Set i SINDbladet) Problemer vokser i tavshed. Gode råd til dig, der vil dele din historie

(Denne artikel er fra SINDbladet august) ”Hvis jeg skulle prøve at opsummere mit arbejde, så ville jeg sige, at det er at aftabuisere psykisk sygdom,” siger Mads Trier-Blom og skifter et eftertænksomt blik ud med et mildt smil.

I 2002 lod han sig indlægge frivilligt på en psykiatrisk afdeling for første gang. Dengang lød lægernes diagnose på akut polymorf psykose, men ved anden indlæggelse i 2004, kom de i stedet frem til, at Mads led af bipolar affektiv lidelse. Selv kalder Mads Trier-Blom i dag sin diagnose for stress-allergi – den bliver nemlig især udløst af stress.

Men på trods af at sygdommen både var hård og rystede Mads’ selvforståelse, så satte den også en ny kurs for hans arbejdsliv. For selvom Mads egentlig er uddannet fysioterapeut, så har han både stiftet firmaet Inkludérfler, er ambassadør for organisationen EN AF OS, næstformand i Depressionsforeningen, er med i Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet, arbejder for PsykInfo og har siden 2011 holdt over 300 foredrag om sin egen personlige historie med psykisk sygdom. 

Og netop det, at Mads har delt sin historie mere end de fleste, betyder også, at han har flere gode råd til dem, der gerne vil dele deres.

Hej jeg hedder Mads, og jeg er bipolar

Det er tydeligt, at Mads Trier-Blom føler sig tryg ved at tale om sin sygdom. Han gør det jævnligt i dagblade, på tv og i radioprogrammer, men også i sin hverdag, når han fx samler en blaffer op eller møder nogle på gaden – når situationen byder sig. For nylig er Mads også begyndt at ringe til nattevagten på radio4 simpelthen for at starte samtaler om psykisk sundhed.  

”Man kan jo nedbryde tabuer i alle situationer” siger Mads og fortsætter: ”Jeg plejede jo nærmest at give folk hånden og sige: ”Hej. Jeg hedder Mads, og jeg er bipolar”.”

Men selvom Mads’ bramfrie tilgang til at dele sin personlige historie er inspirerende, så er et af Mads’ råd alligevel, at man overvejer, hvordan og hvornår man vil dele sin sygdom med andre. Ifølge Mads er trygheden nemlig afgørende, når man vil dele:

”Jeg synes, det er vigtigt, at man overvejer, hvilket regi man har lyst til at stå frem i. Det er virkelig vigtigt, at man er tryg i det rum, man står frem i, hvis ikke man er det, så kan det hurtigt blive ubehageligt.”

Selvstigmatisering

Et af Mads’ andre råd er, at man overvejer, hvordan man ser sig selv og sit sygdomsforløb, inden man stiller sig op på den helt store scene.

I flere år efter Mads havde fået sin diagnose, døjede han nemlig meget med, hvad han troede, andre tænkte om ham. At de tænkte, at han var farlig eller utilregnelig. Eller at de ikke havde lyst til at lade deres børn være alene med ham. Det er ikke fordomme, som nogen har udtrykt, men som Mads alligevel har lade påvirke sig. Det er også det, man kalder selvstigmatisering, forklarer Mads: Når man accepterer samfundets fordomme som sine egne. Og derfor mener Mads også, at den måde vi ser os selv på, er afgørende for vores møde med andre mennesker, når man vil aftabuisere psykisk sygdom.

”Den måde vi præsenterer os selv på har en betydning for, hvordan andre mennesker opfatter os. Hvis man tager ejerskab over sin historie og sin sygdom, så giver det ofte et positivt møde,” fortæller Mads og fremhæver, at det kan være vigtigt at skelne mellem, om man ser sig selv som et offer eller en overlever i sin egen historie:

”Selvom en offerhistorie kan være ligeså berettiget som en overleverhistorie, så oplever jeg, at overleverhistorier klart fungerer bedre, hvis formålet er at aftabuisere psykisk sygdom.”.

Samtidig opfordrer Mads også til, at man overvejer, hvad netop ens motivation for at dele sin historie med andre er. Hvis uforløste følelser som vrede eller sorg stadig rumsterer, kan det nemlig potentielt gøre det sværere for andre at sætte sig ind i og forstå ens historie.

”Jeg synes, at man skal tænke meget over, hvorfor man gerne vil fortælle ens historie. Hvis det fx er vrede, der motiverer en, så kan det godt lægge et slør over historien og gøre den mindre relaterbar for dem, der lytter med,” fortæller Mads Trier-Blom, der udover at drive sit firma Inkludérfler, også er i gang med at tage en kandidatgrad i sundhedsfremme og pædagogik på Roskilde Universitet.

Alle kan jo lide Barolo

Ifølge Mads Trier-Blom er der en tendens til at man i samfundet ser sygdom som et individproblem. Som noget, man selv skal klare. Noget der gør, at en diagnose eller sygdom kan vokse sig stor, fylde meget i ens liv og føles uoverskuelig. Nærmest blive til noget, man er. Derfor har Mads også et klart råd til foreninger eller virksomheder, der gerne vil være med til at fremme aftabuisering:

”Problemer vokser i tavshed. Det er vigtigt at skabe et rum, hvor det er normalt at snakke om de her ting. At få skabt et rum, hvor der tillid nok til at man kan tale om de her ting,” siger Mads Trier-Blom inden han stryger en lok af sit lange, sølvgrå hår om bag øret.

Selvom Mads’ arbejde går ud på at aftabuisere psykisk sygdom, så møder han egentlig ret sjældent fordomme i sit arbejde. I stedet er det mere filosofiske spørgsmål, der fylder til foredragene som fx om man bør få børn, når man har en psykisk sygdom. Det har Mads ikke svaret på, selvom han gerne vil diskutere det.

Faktisk har Mads under foredrag og i samtaler med andre bagefter mærket, at hans sygdom slet ikke fyldte lige så meget for dem, som den gjorde for ham selv. Og det, og Mads’ foredrag, har betydet Barolo i massevis. Det er dog ikke vin, Mads har fået. Men i stedet en forkortelse Mads har fundet på: Bekræftelse, anerkendelse, ros, omsorg, ligeværd og opmærksomhed.

”Og alle kan jo lide Barolo,” siger Mads Trier-Blom og smiler underfundigt.