Rådgivning 70 23 27 50

Her
Klaus Mejner Nielsen

Set i SINDbladet: SIND-lokalformand: Med samarbejde kommer man længst

SINDbladet

Portræt af en SIND-frivillig: I arbejdet for at hjælpe mennesker med psykisk sygdom har formanden for SIND Herning-Ikast-Brande et enkelt motto: Samarbejde. Klaus Mejner Nielsen er bl.a. idémageren bag folkemødet for psykisk sundhed MENTAL TALK, som i september samlede mange deltagere i Herning.

Af Tobias Bruun Lauritzen. Fotos: Kibæk Fotos / MENTAL TALK

“Jeg vil hjælpe mennesker. Især dem, der har det psykisk svært. Det er et underprioriteret område i velfærden. Jeg tror på, at det gøres bedst ved, at vi samarbejder på tværs af foreninger, organisationer og kommuner.”

Sådan lyder det fra lokalformand Klaus Mejner Nielsen i SIND Herning-Ikast-Brande, da SINDbladet taler med ham om indsatsen som frivillig og formand i lokalafdelingen. Klaus Mejner Nielsen er pensioneret og dedikerer alle ugens dage til SIND. Tidligere slog han sine folder som folkeskolelærer og skoleinspektør. Da Klaus Mejner Nielsen underviste i klasselokalet eller sad på kontoret som skoleinspektør, gjorde det stort indtryk på ham, når elever havde det svært. 

Herning1

“Jeg oplevede børn, som trængte til mere omsorg end andre. Nogle gange til mere end de kunne få under skolens rammer. Det gjorde ondt, når jeg så dem blive sendt væk fra klasselokalet. Jeg fik lyst til at gøre noget ved det, fik lyst til at arbejde for at give dem et bedre liv, og derfor valgte jeg at blive frivillig i SIND.”

Ny lokalafdeling

Da Klaus Mejner Nielsen begyndte som SIND-frivillig i 2015, var der ikke nogen lokalafdeling i Herning. Derfor tog han i 2015 til generalforsamling i det daværende SIND Vestjylland med ambitionen om at starte en ny lokalafdeling. 

“Jeg ville gerne engagere mig i at hjælpe andre. SIND havde en meget stor afdeling, SIND Vestjylland, der dækkede flere kommuner. Jeg tænkte, at det var et for stort område at dække, at der måtte være mange, vi ikke kunne hjælpe, når vi ikke havde en lokalafdeling i Herning-Ikast-Brande,” fortæller Klaus Mejner Nielsen om sin første tid i SIND.

Samarbejde er den røde tråd

Som frivillig og formand i SIND har Klaus Mejner Nielsen mange bolde i luften, mange projekter, men én ting går altid igen, og det viljen til at samarbejde.

“Mit motto er samarbejde. Det betyder, at hvis vi får midler til at gøre noget for psykisk sundhed, indbyder vi altid alle til at deltage. Vi spørger fx andre foreninger, organisationer, virksomheder og boligforeninger.”

Herning2

Evnen og viljen til samarbejde har i tidens løb ledt til mange projekter. Fx betød et samarbejde med et boligselskab, at ansatte blev trænet til at hjælpe mennesker, som var psykisk sårbare.

“Vi lavede kurser for både bestyrelsesmedlemmer og ansatte i boligforeningen. I boligselskabet var der 20 procent eller flere, som var psykisk sårbare. Vi havde mange mennesker gennem kursusrækken. Evalueringen på det var helt fantastisk. Det havde hjulpet de ansatte i interaktionen med de borgere, som havde det svært i livet. Hvis en vicevært fx skulle lave noget i en lejlighed, og en borger havde det svært og var udadreagerende, så fik han hjælp til at tackle det.”

En anden gang, samarbejdsmodellen blev nyttig, var, da SIND Herning-Ikast-Brande indgik et samarbejde med Den Jyske Sangskole.

“Vi havde fået nogle midler til at lave arrangementer. Derfor kontaktede vi Den Jyske Sangskole, og det er blevet til projekt 'Sang for sindet', som er et kor for dem, der har brug for et lyspunkt i hverdagen. Senere har vi fået evalueringer af projektet. Fx har professor, forfatter og vært Svend Brinkmann i samarbejde med andre lavet en forskningsrapport, som viser, at det at lære sange og det at synge hjælper, hvis man har det svært.” 

Bannerfører for MENTAL TALK

I løbet af årene har Klaus Mejner Nielsen været med til at starte mange projekter: Søndagsbrunch, Sang for Sindet, Sindets Dag i Herning, samarbejde med opera og boligselskaber. Listen er lang, og engagementet er stort. Det seneste projekt og hidtil største er overstået, når dette blad udkommer: MENTAL TALK – det mentale folkemøde. 

Herning3

Folkemødet er dog lige om hjørnet, da SIND taler med Klaus Mejner Nielsen i august. Klaus Mejner Nielsen står bag ideen til MENTAL TALK, som opstod for snart fire år siden.

“Der skal være et folkemøde for psykisk sundhed, så vi kan få sat fokus på, at der skal gøres mere for mennesker, der har det svært i sindet. Danmarks største kroniske sygdom skal have omtale. Jeg tænkte, hvordan kan vi gøre noget stort, som kan rykke på noget? Det kan vi ved at oplyse og få folk til at se: Hvad er psykisk sygdom?”

Han fortæller, at MENTAL TALK er inspireret af Folkemødet på Bornholm og Kulturmødet på Mors. Derfor var der også boder, stande, konferencer og debatmøder til MENTAL TALK. 

“Jeg glæder mig til, at MENTAL TALK skal starte. Vi har arbejdet på det i fire år. For første gang får vi samlet alt, hvad der har med psykisk sygdom at gøre. Der kommer både politikere, foreninger, organisationer, brugere, pårørende, og det hele sker midt på torvet i Herning på en stor scene. Fx har vi Clement Kjærsgaard, som interviewer psykiatriordførerne,” fortæller Klaus Mejner Nielsen med stor begejstring i stemmen.

SIND Herning-Ikast-Brande

Igangsatte folkemødet om psykisk Sundhed, MENTAL TALK, der blev afholdt den 1. til 8. september. 
Se mere på Facebook eller på www.mentaltalk.dk

Samarbejder med Den Jyske Sangskole om korsangsprojektet Sang for sindet. 
Se mere på www.sangforsindet.dk

Du kan læse mere om lokalafdelingen her på SINDs hjemmeside.

...
Herning4