Rådgivning 70 23 27 50

Her
SIND Sommerhøjskole 2023 A - gruppebillede

(Set i SINDbladet) SIND Sommerhøjskole med højt til loftet og plads til forskellighed

SINDbladet

Sol og glade smil prægede Brenderup på Fyn, da SINDbladet besøgte SINDs sommerhøjskole. Hvert år i juni måned mødes psykisk sårbare, pårørende og frivillige for at lære, slappe af og få nye venner i en uge fyldt med sjove aktiviteter og kurser. I år bød kurserne blandt andet på stomp, filtning, friluftsliv, foredrag og meget mere.

AF JONAS SEJR THOMSON

(Denne artikel er fra SINDbladet august) Normalt er Brenderup Højskole i den store, røde murstensbygning en ganske almindelig højskole. Men hvert år i juni måned er bygningen i stedet hjem for en helt særlig begivenhed: SIND Sommerhøjskole. Her stimler psykisk sårbare, pårørende, SIND-medlemmer og frivillige fra hele landet sammen på Vestfyn for at deltage i kurser i en uge, slappe af, få gode snakke og sige hej til både nye og gamle venner.

SIND Sommerhøjskole har siden starten for mange år siden haft plads til alle, uanset forudsætninger, færdigheder eller om man har lyst til at give den gas med fysisk aktivitet eller nørkle med håndarbejde. SINDbladet besøgte højskolen midt på ugen.

Lige fantastisk hver gang

Klædt i hvidt fra top til tå og med blyant i hånden sidder Marina Fauerholdt sammen med de andre kursister i billedkunstværkstedet og tegner koncentreret. Tegningen er ved at udvikle sig til en kunstfærdig menneskeskikkelse. Marina Fauerholdt er egentlig bedre kendt for at skrive end for at tegne og har udgivet flere bøger om sin barske opvækst og psykiske sygdom. Det er tredje gang, at hun kommer på SIND Sommerhøjskole, men faktisk havde hun slet ikke lyst til at komme. I hvert fald ikke de første gange, da hun blev spurgt af sin mand.

SIND Sommerhøjskole 2023 - Marina Fauerholdt deltog
Marina Fauerholdt nyder hyggen og rummeligheden på højskolen.

Det ville være for mange mennesker for en ”enspænder” som hende, tænkte hun dengang. Men efter et par år opdagede Marina Fauerholdt, at hun alligevel havde behov for at være sammen med andre mennesker og få nogle nye input, og derfor tog hun med. Den beslutning er hun glad for i dag.

”Det er lige fantastisk hver gang. Her er alle lige. Alle forstår, hvad det vil sige at være psykisk sårbar. Der er plads til, at man kan trække sig, hvis man får brug for det, og der er altid nogen at snakke med, hvis man har en træls dag,” fortæller Marina og inden hun med et glimt i øjet tilføjer: ”Også selvom jeg aldrig har nogle trælse dage her!”

Filt er rummeligt

Under hvide træbjælker og gemt væk fra sommersolens varme i et af højskolens annekser står, sidder og går en gruppe kursister frem og tilbage med plastikmåtter, uld og hænderne dækket af sæbe. Vi er i filtværkstedet, hvor man fx kan lære at lave mobilholdere og andre ting i filtet uld. Og det tyder på, at der er noget ved håndværket, som giver smil på læben og ro i sindet.

SIND Sommerhøjskole 2023 - filtning og andre aktiviteter
Fordybelse og filtning i et af højskolens værksteder

”At filte uld er nærmest en form for mindfulness,” smiler Anna med en filtbold rullende mellem hænderne. Hun er SIND-medlem fra Silkeborg, og det er første gang, at hun deltager i højskolen. Svær angst har gjort, at Anna har haft meget lidt lyst til at rejse i de sidste mange år, men i år er hun taget afsted – helt alene.

”Det var virkelig en udfordring og skræmmende at tage herhen, men nu er det rigtig hyggeligt. Folk er begyndt at sige godmorgen og hej. Faktisk ved jeg allerede nu, at jeg godt kunne tænke mig at komme igen næste år,” fortæller Anna, inden hun igen retter opmærksomheden mod sin filtede mobilholder.

Blandt kursisterne bevæger Joan Sørensen sig hurtigt rundt. Der er rift om hendes opmærksomhed og gode råd. Hun er underviser i filtværkstedet, og så er hun også en af de to ansvarlige for sommerhøjskolen. Pludselig stopper Joan op og holder en siddemåtte i råuld op, som en af kursisterne har lavet. ”Prøv lige at se den her, er den ikke flot?” spørger hun ud i værkstedet, imens hun holder uldmåtten frem, så alle kan se den. ”Jo!” stemmer kursisterne muntert i, før de hurtigt vender tilbage til deres egne projekter med lige dele koncentration og glæde.

”Det, der er fantastisk ved filt, er, at der er rum til at gøre, hvad man kan. Nogle kan lave store projekter, mens andre fx kan klippe hjerter ud i filt. Det er meget rummeligt,” fortæller Joan Sørensen, før en ny kursist igen inviterer underviseren hen mod sit projekt.

Bål og bramfri musik

SIND Sommerhøjskole 2023 - Stomp og andre aktiviteter
Musik - fx stomp - er populært.

Det er tydeligt, at højskolen er kommet godt fra start. Overalt er der aktiviteter, samtaler og smil. Udenfor afslører duften af bål, at frilufts- holdet er i gang. De skulle egentlig have været på felttur på stranden, men har søgt i ly for blæsten ved højskolens bålplads med skumfiduser og kiks. Rundt om bålet sidder Christian med, der nok er den kursist, som har været med på sommerhøjskolen flest gange.

”Jeg har været her 13 gange. Det er simpelthen så dejligt, og der er rigtig gode kurser,” siger Christian, der fandt sommerhøjskolen på internettet for mange år siden og desuden skal fejre sin 51-års fødselsdag i løbet af ugen. ”Der bliver nok en kage og noget fællessang”, siger han med et smil, før han forsvinder op på sit værelse for at skifte tøj inden frokost.

Ikke langt fra friluftsholdets røg og rygsække brager og gungrer det fra musiklokalet. Bag de lydisolerede vægge har kursisterne droppet guitar og klaver til fordel for helt særlige instrumenter: De spiller stomp, en rytmisk musikform, hvor man laver lyd med hverdags- genstande som fx koste og skraldespande. En af kursisterne, Suzanne, bruger trommestikker på en sort murerspand på en stoleryg.

”Det er virkelig en god måde at få afreageret på. Det gør, at jeg kan komme helt ned i kroppen. Det er en form for larmende mindfulness,” siger Suzanne og smiler, inden underviseren, Elene, sætter gang i en ny runde musik.

Højt til loftet og plads til forskellighed 

Efter frokostpausen spadserer højskoledeltagerne ud i haven i samlet flok. Årets billede skal tages. Det er en tradition, at eleverne får billedet med, når de forlader skolen i slutningen af ugen. Joan Sørensen og Erik Lange dirigerer de sidste kursister på plads, inden de selv skynder sig hen og bliver foreviget med resten af skolen. Det er 13. gang, at Joan og Erik er med på billedet.

SIND Sommerhøjskole 2023 - Erik Lange og Joan Sørensen
Erik Lange og Joan Sørensen har siden 2009
været med til at planlægge og afholde SIND
Sommerhøjskole.

Siden 2009 har de nemlig stået for at planlægge, afholde og undervise på SINDs populære sommerhøjskole. Og spørger man Joan Sørensen, er der en god grund til, at højskolen er vellidt:

”Det her er en højskole med højt til loftet og plads til forskellighed. Vi formår at få det til at fungere, også hvis man stikker udenfor. Samtidig er højskolen ikke så stor, og lokalerne er hyggelige, hvilket især er godt for den her gruppe. Jeg tror, at folk kan mærke det nærvær, der er her, og at vi lytter til dem. Det vigtigste for os er, at de har det godt."

Joan Sørensen og Erik Lange kender lokalerne på Brenderup Højskole godt. Faktisk har de begge været ansat på den i flere år. I dag arbejder Erik Lange på Lilleskolen for Voksne i Odense, og Joan Sørensen har trappet sit arbejdsliv ned. SIND Sommerhøjskole afholder de dog stadig, og de har ingen planer om at stoppe.

”Højskole bliver man ikke færdig med. Vi begynder allerede at planlægge i september, og under højskoleugen arbejder vi fra klokken otte om morgenen til klokken 10 om aftenen. Så er vi trætte, men vi er også helt høje på det. Det giver os så meget,” siger Joan Sørensen, inden hun og Erik Lange forsvinder ud blandt kursisterne. Der er endnu meget at se til, at forberede og mange dage med sol, smil og glade kursister tilbage.

Om SIND Sommerhøjskole

  • SIND afholder hvert år i juni den populære SIND Sommerhøjskole i samarbejde med Brenderup Højskole. Sommerhøjskolen 2023 var støttet Arbejdsmarkedets Feriefond.
  • Medlemmer af SIND får rabat på deltagerprisen.
  • Vi åbner i slutningen af året for tilmelding til Sommerhøjskolen. Der er normalt rift om pladserne, så det er vigtigt at tilmelde sig hurtigt.
  • Se mere i næste SINDblad og på  www.sind.dk/find-sind/ sind-sommerhoejskole
...