Rådgivning 70 23 27 50

Her
Farshad

Set i SINDbladet: Som flygtningebarn trængte jeg allermest til et kram

SINDbladet

Mange danskere lærer i år børn og unge at kende, der er flygtet til Danmark og ofte har traumer, tab, savn og bekymringer med i bagagen. Hos nogle bliver relationen så tæt, at de bliver pårørende til et menneske med psykiske vanskeligheder. Skuespilleren Farshad Kholghi, der i 1984 kom til Danmark som flygtningebarn, mærkede dengang varme og accept fra venner, lærere og mange andre. Opmærksomheden og omsorgen hjalp, når der kom psykiske reaktioner på årene med turbulent uro og usikkerhed i Iran

Af Henrik Harring Jørgensen

Her kan du læse SINDbladet som PDF

”I skolen i Teheran hang plakater med lig. Fx et afsprængt ben, som stak op af en militærstøvle. De voksne fortalte i skoletiden, at man kunne blive martyr. Propagandaen stod på i timevis. Hver dag. Jeg gik i 6. klasse og var naturligvis meget bange.”

Bakspejlet er detaljemættet med både uhyggelige iranske og hjertevarme danske oplevelser, når skuespilleren og foredragsholderen Farshad Kholghi ser tilbage på sin egen barndom og ungdom som flygtningebarn. Han kom i 1984 som 13-årig til ­Danmark på flugt fra krigen i Iran.

Læs også: Guide: 5 gode råd fra rådgivningen om samvær med børn i krise 

I 2022 kommer mange nye flygtningebørn, især fra Ukraine, på samme måde til Danmark. Udover et nyt land, et andet sprog og en ny omgangskreds skal de også forholde sig de voldsomme oplevelser, som de og familien ofte har haft.

Mange venner

Farshad oplevede efter Iran psykiske udfordringer, der gennem livet lejlighedsvist er vendt tilbage. Men han mærkede også en helt særlig varme og accept fra de mennesker, han mødte i Danmark.

”Tilbage i 1984 trængte jeg virkelig til at mærke tryghed og tro på, at alt bliver godt igen. Folk fra sydlige lande er ofte meget fysiske og gestikulerende – jeg trængte virkelig til et kram, og det fik jeg heldigvis. Man så mig først og fremmest som Farshad og derefter som flygtning fra krig. Jeg kunne både leve et almindeligt liv som alle andre og fik hurtigt mange venner. Samtidig kunne jeg mærke forståelse og empati, når der kom psykiske reaktioner på tiden i Iran. Både i skolen og i gymnasiet.

Venner og voksne omkring mig gav plads og lyttede, når der var brug for det. Men de pakkede mig ikke ind i vat. Det gjorde en stor forskel,” smiler han varmt og tilføjer, at mange af venskaberne fra de første år i Grindsted stadig er intakte.

Farshad håber, at mange flygtningebørn også i dag vil opleve den samme åbenhed, varme og forståelse.

Genoptræning

Som erfaren foredragsholder taler Farshad sig hurtigt varm om behovet for øget politisk fokus på gratis psykolog- og krisehjælp til børn og unge, også flygtninge. Gennem årene har han – bl.a. som foredragsholder og forfatter – også ofte delt erfaringer om angst og depression.

”Jeg mærker af og til stadig angst, men har fået lettere ved at håndtere det. For mig har det bl.a. virket at leve mere ­disciplineret. Fx med at være opmærksom på at være i god form og på at passe min søvn. Det er genoptræning lidt på samme måde, som hvis man skal i gang igen efter at have brækket benet. Og jeg kan altså løbe stærkt i dag,” smiler den vellidte skuespiller.

Farshad Kholghi

  • Skuespiller, entertainer, forfatter og foredragsholder.
  • Kendt fra en bred vifte af forestillinger, tv-programmer, film og bøger gennem 25 år. Til sommer bl.a. aktuel i Kerteminderevyen.
  • Se mere på www.farshadkholghi.dk
...