Set i SINDbladet - SORG: Da Michael fik sin far tilbage: Man skal være modig og prøve at gøre noget

Af Jonas Sejr Thomson

SINDbladet

1. februar 2023

SINDbladet februar 2023

SINDBladet

(Denne artikel er fra SINDbladet februar 2023) Små, fine snefnug er lige begyndt at dale fra himlen, da Michael

Graversen åbner døren til den lille, gule villa i Birkerød, nord for København. Dokumentaristen med det ildrøde hår er kendt for at pege kameraet på samfundet omkring sig, men vender med sin seneste film, ”Mr. Graversen”, kameraet mod sig selv, sin familie og en barndom, der langt fra var normal.

Da Michael Graversen var fire år gammel, fik han konstateret kræft. Sygdommen vendte op og ned på hans families liv. For mens mor og søn byttede hverdagen i Grindsted ud med Odense Hospitals hvide vægge, så forsvandt Michael Graversens far ned i et pille- og alkoholmisbrug. Et ­misbrug, der varede flere årtier og gjorde, at Michael Graversen på mange måder voksede op uden en far.

”Han var der fysisk. Men det var mærkeligt, fordi han var der ikke. Han plejede at stå op klokken et-to stykker, og så sad han bare som en zombie. Op ad dagen begyndte han at drikke øl, og jo flere han drak, jo mere ondt fik han af sig selv. Om aftenen kunne man slet ikke snakke med ham.”

Også forældrenes forhold led under farens misbrug, og langsomt forsvandt deres kærlighed til hinanden ud af huset i Grindsted.

”Det var også et tab. Men måske et tab, jeg først er blevet klar over senere.”

Psykisk sygdom
gav forståelse

Efter fem år inde og ude af hospitaler blev Michael konstateret kræftfri. Men sygdommen havde sat dybe spor i hans sind. Især angsten fulgte ham igennem ungdommen og voksenlivet, og i 2009 kammede det over. Michael Graversen blev indlagt på psykiatrisk klinik med depression. Men det hårde forløb betød også, at han kunne forstå sin far bedre.

”Så forstod jeg: ”hold kæft mand, har han haft det så dårligt?” Da jeg kom hjem, begyndte jeg at tænke: hvordan er jeg egentlig havnet her, hvorfor havde jeg det så dårligt?”

Allerede dengang prøvede Michael at lave en film om sin barndom. Men filmen blev for ’lukket’ om sig selv, og faren havde det stadig for dårligt til at være med. I stedet søgte Michael ­Graversen ind på en filmskole i England og lagde fortællingen på hylden. Men en dag ringede faren og fortalte, at han var kommet af med de sidste piller. Trods skepsis tog Michael kameraet i hånden og drog til Grindsted. Og den far, der mødte ham, var noget af en overraskelse:

”Hvem er det, der lige pludselig står der? Det er ikke bare en zombie, men én, der er fuld af energi. Det var helt vildt, dejligt og sjovt. Men samtidig havde jeg også brug for at snakke med ham om, hvorfor han ikke var der, da jeg voksede op.”
 

Til Michaels skuffelse ville faren ikke snakke om de hårde ting – ikke i starten. Men i stedet for at lade sig slå ud forsøgte dokumentaristen at nyde alt det gode ved farens nye tilstand. Og lidt efter lidt kom de tættere på de svære emner. Indtil faren en dag sagde tre små ord, sønnen længe havde ventet på at høre.

”At han siger, at han elsker mig? Det betyder sindssygt meget. En ting er, at han ikke har været der. Men det, at han faktisk elsker mig, gør, at jeg forstår, at han har gjort det hele tiden. At det ikke er derfor, han ikke har været der.”

Kameraet som terapi

Selvom faren var blevet rask, så udviklede forældrenes forhold sig ikke, når kameraet og Michael var væk. Faren havde masser af energi, men vidste ikke, hvad han skulle gøre. Derfor begyndte Michael Graversen at ’skubbe lidt på’, foreslog faren at købe ­blomster eller at sige undskyld
til moren.

”Jeg tror ikke, man skal være bange for at gå for langt. Jeg tror, at det godt kan være udfordringen for danskere. Vi er nogle gange lidt berøringsangste. Dér tror jeg på, at man skal være modig og prøve at gøre noget og tage nogle chancer.”
 

På trods af, at Michael ikke var bange for at gå for langt, så blev han alligevel nervøs, da ­forældrene skulle se det ­endelige sammenklip af filmen. Men både mor og far kunne heldigvis ’se sig selv med venlige øjne’, og begyndte meget hurtigt at grine hele vejen igennem filmen. Også selvom moren ikke kunne undgå at græde lidt, ­tilføjer Michael og smiler.

Forældrene var ikke de eneste, der syntes om filmen. Til filmfestivalen CPH-DOX modtog mor, far og søn stående bifald, og i lokalbiografen i Grindsted var filmen også en stor succes. Også selvom forældrene var lidt nervøse for ­visningen i Grindsted.

”Min far var overbevist om, at ingen ville snakke til ham igen. Men de fik enormt meget ros og henvendelser fra naboer. Efter ­visningen var det som om, at min mor løftede sig helt. Jeg tror, hun har følt en enorm skam. Lige pludselig vidste alle det, og folk vendte hende ikke ryggen. Hun følte sig frigjort. ”

”Hvis ikke jeg havde gjort noget, og vi bare blev ved med at vente, så tror jeg ikke, der var sket noget. Det er aldrig for sent at rette op på svigt og fejl. Mine forældre har stadig perioder, hvor det er svært. Men min far siger, at de aldrig har haft det bedre. Jeg har fået min far tilbage, og jeg ved at min mor sætter virkelig meget pris på det.”

Har du husket vinterdæk?

I dag er mor og far flyttet til Jægerspris, ikke langt fra Birkerød, Michael og børnebørnene. Men på trods af, at dokumentaristen aldrig har været tættere på sin far, kan han godt blive ked af det over, hvor lang vejen dertil var.

”Jeg kan godt blive ramt af tristhed over, at der var så mange år, hvor vi ikke havde det forhold, vi har fået nu. Men jeg sætter pris på det og nyder det nu. Min far er med hele tiden og skriver hele tiden til mig.”

Michael Graversen stopper med at tale og begynder så at finde mobilen frem, mens et smil breder sig.

”Her den anden dag skrev han og spurgte, om jeg havde husket at få vinterdæk på. What – det er da megasødt. Han behøver heller ikke sige hver dag, at han elsker mig. Han bekymrer sig om vores sikkerhed. Og det er også fedt på en lavpraktisk måde. Han er en del af hverdagen.