Set i SINDbladet - SORG: Mistede deres kære: “Grib ud efter hjælpen”

Af Jacob Schneider

SINDbladet

1. februar 2023

SINDbladet februar 2023

SINDBladet

(Denne artikel er fra SINDbladet februar 2023)

Flemming sidder i sin bil ud for den nye lejlighed i Aarhus. Julepynten skal køres til opmagasinering, bilen lades op, datteren Sarah hentes og en større arbejdsopgave sættes i gang, inden han skal have styr på aftensmaden - en influenza rumsterer stadig i kroppen. En helt almindelig, travl hverdag for en dansk far. Og så alligevel absolut ikke: For knapt ni måneder siden mistede de nemlig hans kone Jane, som faldt om i sove­værelset. Syv timer senere var hun borte.

Nu sidder 52-årige Flemming her i vintermørket og mindes de grufulde timer, der vendte op og ned på tilværelsen. Det er en pinsel at fortælle om, men han har besluttet sig for, at det er nødvendigt.

“Man kan ikke sætte sig ind i det, og man kan heller ikke være i det. Det er nok kun os, der er ramt, der forstår det helt. Nu er der gået over otte måneder, og det har heldigvis en effekt, trods alt. Hvert et lille museskridt hjælper, selv om alle dage er svære at komme i gang med,” lyder det fra enkemanden.

Syv tragiske timer

Jane og Flemming var sammen i knap 23 år inden de tragiske begivenheder 22. april sidste år.

“Min kone står i køkkenet og laver mad, mens jeg er i soveværelset og gør klar til at gå tur. Hun kommer ind, tager sig til halsen og når lige at sige, at der er noget galt, inden hun falder om på sengen. Jeg tror, hun har fået noget galt i halsen, så jeg vender bunden i vejret på hende. Men der kommer ikke noget ud, hun stønner og går over i noget krampe. Det er meget voldsomt.

Jeg ringer 112, og de kommer hurtigt. Jeg tænker jo bare, at hun har fået et ildebefindende: Jeg pakker en taske, så hun kan klare sig nogle dage på hospitalet. Men efter tre-fire timer står det klart, hvor alvorligt det er. Det er nogle vanvittige timer, og man begriber jo ikke, hvad man bliver fortalt. Jeg skal så til allersidst vælge at stoppe for hjerte-lungemaskinen. Et totalt chok. Det er jo ikke et kræftforløb, der har varet i månedsvis, det er helt akut: En revne i hovedpulsåren,” fortæller Flemming.

Ville hinanden

Jane var gået igennem nogle svære år med angst og depression i kølvandet på sin mors meget lange demensperiode, mindes Flemming:

“I de 13 år, jeg havde kendt hende indtil da, var hun helt normal, men de psykofarmaka, hun fik, ændrede hendes adfærd. Hun blev meget syg meget hurtigt og måtte simpelthen indlægges på psykiatrisk afdeling i Risskov. Min kone led af nogle ‘hr. og fru Danmark-udfordringer’, fik vi at vide to gange, men kom alligevel et sted hen, hvor døren bliver låst bag en. Det var så grænseoverskridende en oplevelse for hende, at det selvfølgelig sad i hendes krop.”

Følelsen af at stå alene med de psykiske problemer meldte sig, og Flemming søgte hjælp i sikker forvisning om, at han og Jane havde en lys fremtid foran sig:

“Alle omkring en gør jo alt, hvad de kan, men de har svært ved at forstå det, hvis de ikke har prøvet at være der. Men jeg holder selvfølgelig altid alle døre til familie og venner åbne.

Bivirkningerne ved medicinen var da en kæmpe udfordring i vores parforhold - det spiller nok alle pårørende et puds - men vi var ikke nogen, der var klar til at blive skilt. Vi ville blive gamle sammen. Det var en af grundene til, at jeg meldte mig ind i SIND i 2020: at have nogen at snakke med som pårørende. For jeg følte mig slidt op. Og hos telefonrådgivningen blev jeg bekræftet i, at jeg gjorde det rigtige.

Jane var egentlig på vej tilbage til livet som den person, vi kendte.”

Søg hjælp for at hjælpe

Midt i sorgen sidste forår var der dog en ting, som fik Flemming til at hanke op i sig selv: Datteren Sarah, som dengang var 19 år gammel, husker han:

“Det står og falder med ens selvopholdelsesdrift: at gribe ud efter hjælpen, hvor den er. Og der hjalp det, at jeg har min datter, som skulle hjælpes. Jeg har lige været ude at flyve, og billedet med iltmasken - at du skal hjælpe dig selv, før du kan hjælpe andre
- tænkte jeg på der.

Det var afgørende at blive guidet gennem sorggrupper og SIND, som også fik Sarah videre. Vi skulle blive i stand til at tage vare på vores liv. Og det har vi været gennem den hjælp.”

Sarah ville først ikke tale med nogen om sorgen, men samtalerne løsnede op. Hun var ikke i humør til at deltage i interviewet i disse dage, men hun har skrevet en besked til SINDbladet, som Flemming læser op:

“SIND var en meget stor hjælpende hånd, lige da jeg havde mistet min mor. Da jeg begyndte hos dem, var jeg et sted i min sorgproces, hvor jeg havde allermest brug for at tale om det, der lige var sket. Rådgiveren fik mig meget hurtigt til at kunne sætte ord på mine følelser. Jeg kunne være i et rum, hvor alt var tilladt, og det hjalp mig i en altafgørende periode af mit liv.”

Men en stor udfordring var faktisk også de praktiske gøremål i hverdagen: Jane havde altid sørget for maden derhjemme, og det virkede helt uoverskueligt. Flemming og Sarah fik mad fra organisationen ‘Det kærlige måltid’ i fire uger, og det gav luft til at bearbejde sorgen:

“Jeg har selv meldt mig som chauffør, og det er helt fantastisk. Det er meget vigtigt for mig at føle, at jeg kan give lidt tilbage til folk, som er hårdt ramt.”

“Kom ud af busken”

Flemming er da heller ikke i tvivl om, hvad der er det vigtigste, hvis man befinder sig i et mareridt, der minder om hans:

“Træk i alle de håndtag, der giver mulighed for at få hjælp. Er det noget, der kan kræve SINDs medvirken, så tag fat i dem. Er det måltider, så undersøg om der findes et tilbud i dit område. Du kan melde dig til sorggrupper og læse eller lytte til bøger. Kom ud af busken, især som mand. For mig har det været småt med mænd, jeg kunne spejle mig i - dem vil jeg meget gerne i kontakt med.

Min datter og jeg frygtede faktisk også julens komme i vores gamle lejlighed, men min kone dryssede lidt magi fra himlen, så vi pludselig røg op på ventelisten til Generationernes Hus i Aarhus Ø og flyttede ind her. Så et andet råd er at finde mod til at give sig selv et skub og flytte, måske før man føler, at man er helt klar.

Opstår der nogle muligheder, så prøv at gribe dem. Kast dig selv ud i nogle nye situationer,” lyder rådene.

Bare floskler

“Kan man tale om, at sådan et tab kan vendes til noget... Der er så mange floskler: konstruktivt. At livet går videre, at man accepterer eller lærer at leve med det?”

“Altså, nu er det her, jeg bliver rørt. Jeg vil gøre alt for min kone, min datter vil gøre alt for at få hende tilbage. Det gør mig virkelig ked af det, at hun har mistet sin mor. Der er ingenting, som... Det er bare en floskel. Hun er mit livs kærlighed, og jeg ville gå igennem det ti-dobbelte for at få hende tilbage. Der er ikke noget positivt at sige om, at livet går videre, for mit liv er gået i stykker. Det er et faktum. Vi blev gift i en tid, hvor rigtigt mange er gået fra hinanden, så jeg sidder da med en kæmpe følelse af uretfærdighed. Når vi nu ville hinanden, hvorfor skulle hun så tages bort fra os? Hvorfor skulle jeg ikke få lov til at blive gammel med min kone? Det gik faktisk lige så godt.”