(SINDbladet) Da Anna Juuls bog udkom, var det lettere at leve op til budskabet: Det er okay, at livet bare er okay. Men nu har noget ændret sig
Nogle gange er livet med psykisk sygdom bare okay og ikke mere end det, og så må man lære at finde meningen i det, man har. Det budskab insisterede den prisbelønnede forfatter Anna Juul - der også er kendt fra radio, tv og teater - på i sin seneste roman, ’Superskurk’. Men dengang havde hun det bedre, end hun har i dag. Spørgsmålet er, om hun virkelig kan acceptere, at livet måske er ”as good as it gets”, mens livet gør ondt.
Af Tobias Bundolo Nørgaard / Pressefotos. Lindhardt og Ringhof: Fryd Frydendahl
(Denne artikel er fra SINDbladet februar) Det, der sker, er uhørt kraftfuldt.
Mod slutningen af Anna Juuls seneste roman, ’Superskurk’, ændrer stemningen sig pludselig totalt. Indtil da
har ironien plettet siderne. Nu vil hovedpersonen, der også hedder Anna Juul, sige noget. Til sin familie, til sine venner og til os, der læser.
”Fælles for jer alle er, at I håber på mine vegne. I håber, at jeg får det bedre, I håber, at jeg aldrig igen skal besøge Bispebjerg med min psykiske sygdom, I håber, at jeg en dag kan blive medicinfri. I håber. Det bliver jeg nødt til at bede jer om at holde op med”.
For hvis man håber på, at sygdommen forsvinder, bliver livet én lang venten. Bogens hovedperson beder os i stedet tro. På hende. For det er meget sandsynligt, at livet er ”as good as it gets”, som hun skriver. Det er medicin og indlæggelser, kærlighed og humor.
Og måske er det okay.
Måske er det okay, hvis hun bare ”går i nul”, som hun skriver i bogen. Måske skal helten i hendes historie ikke besejre dragen, men slutte fred med den. Måske er det okay, at livet bare er – ja - okay.
”Det kan jeg godt leve med”, står der i bogen.
Sådan havde Anna Juul det, da hun udgav ’Superskurk’ for et års tid siden. Men siden da er der noget, der har ændret sig. Det er det, vi skal tale om, da vi mødes på en cafe på Frederiksberg på en novemberdag i 2023. Den 31-årige forfatter er iklædt en gullig striksweater, hendes fingernegle er dækket af et lag grøn neglelak. Kinderne er røde, for det er koldt udenfor.
Dengang, da romanen blev udgivet, havde hun det bedre, end hun har det lige nu, forklarer hun. Og når man har det godt, glemmer man hurtigt, hvor slemt det kan være.
”Hver gang det lige letter lidt, så har jeg da et håb om, at det aldrig kommer tilbage. Da jeg skrev bogen, følte jeg, at jeg havde fundet en form for fred. At det ville blive nemmere. Det er jo meget smart, at kroppen når at glemme, hvor frygteligt det kan føles. Samtidig er det også lidt ubelejligt, for det kommer som et kæmpe chok hver gang,” siger hun.
For det kommer altid igen. Nedturen, sygdommen, sammenbruddet. ”Nissen flytter altid med”, som hun siger.
Da vi mødes, er Anna Juul midt i et af de sammenbrud, der én gang hvert år efterlader hende uden det
Hver gang det lige
letter lidt, så har jeg da et håb om, at det aldrig kommer tilbage.
/Anna Juul
mindste tvivl om, at hun ikke er fri af sygdommen og nok aldrig bliver det.
Spørgsmålet er, om Anna Juul står ved sin egen overbevisning, når livet ser allersværest ud. Når det ser ud til, at det bare ”går i nul”. Ja, spørgsmålet er, om livet rent faktisk er okay, når det kun er okay - og ikke mere end det?
”Whatever works for you”
På et tidspunkt i Anna Juuls ’Superskurk’ spørger hovedpersonen sig selv, om hun virkelig gider at være en ”postergirl for psykisk sygdom”.
”Til dét vil jeg bare sige, at ja, det gør jeg, i hvert fald indtil der sker noget på området,” skriver hun i bogen.
Så det har Anna Juul været.
De seneste år har hun været en af landets skarpeste stemmer på psykiatriområdet. Hendes to romaner, ’Penge og bacon’ og særligt ’Superskurk’, beskæftiger sig med psykisk sygdom, og forfatteren har flere gange optrådt i tv-debatter om psykisk sygdom. Derfor modtog hun i 2023 prisen som Årets Sundhedsdebattør og trådte desuden ind i Psykiatrifondens bestyrelse.
Selv har Anna Juul ”fuld plade i psykiatrien”, som hun skriver om hovedpersonen i ’Superskurk’. Virkelighedens Anna Juul har diagnoser som skizofreni og bipolar lidelse, og hun har kæmpet med psykoser, mani og depression.
Men når Anna Juul er ude og læse op af ’Superskurk’, synes hun, at det næsten kan lyde, som om hun har ”løst” sin sygdom, og som om at andre kan få det bedre, hvis de gør som hende. Sådan frygter hun i hvert fald, at romanen kan opfattes. Nok fordi pointen er omtrent det modsatte:
Fordi hele mistrivselsdebatten og psykiatridebatten bliver så mudret sammen, virker det, som om at folk glemmer, at der er folk, der dør af psykisk sygdom.
/Anna Juul
”Det var en del af bogen, det med at opgive håbet og finde meningen i det, man har. Jeg mente det jo 100 procent, da jeg skrev den. Det er heller ikke, fordi jeg ikke mener det nu, men jeg tror, at selv om hele projektet med den bog var, at det ikke skulle være en selvhjælpsbog, så synes jeg bare, det lyder lidt som en selvhjælpsbog.”
Ikke at Anna Juul har et problem med, hvis andre læser den og rent faktisk får noget ud af det. ”Whatever works for you,” som hun siger.
”Men det virker lidt, som om jeg har mentaltrænet mig selv et sted hen. Der har jeg bare lyst til at sige: Det har jeg ikke.”
Sød eller skizofren?
Det er umuligt at forklare, hvad der sker inde i hovedet.
Man kan godt finde ord, der beskriver, om man er glad, trist eller vred, men på et tidspunkt kommer begreberne til kort.
”Det lyder meget deprimerende, men grundproblemet er jo nok, at man ikke kan kravle ind i andre menneskers hoveder og bare lige være der i et døgn. Når man ikke kan det, kommer man ikke til at kunne forstå, hvordan det er,” siger hun.
Når Anna Juul selv får det dårligt, kan hun ikke lade med at række ud til folk og forsøge at forklare dem, hvordan hun har det. Hvordan hendes verden egentlig ser ud.
”Men hver gang jeg prøver, og jeg ikke får det bedre, så bliver jeg skuffet,” siger hun.
Ofte har Anna Juul oplevet, at hendes relationer – venner og romantiske – kommer til hende et stykke tid efter, de har mødt hinanden, og så har de fortalt hende, at de i starten var bange for hende, men at hun jo faktisk er ”rigtig sød”.
”På den ene side bliver jeg jo glad, for jeg vil hellere være sød end skizofren, hvis jeg skulle vælge. Men samtidig rangordner det også, at folk foretrækker, når man er sød. Og at folk synes, det er svært, når man er syg.”
Man kunne ellers tro, at frygten for mennesker med psykisk sygdom var blevet mindre de seneste år, mens debatten om en vaklende psykiatri har fundet fodfæste på Christiansborg.
Men at det ikke synes at være tilfældet, har Anna Juul en forklaring på.
Det, vi ikke taler om
Der er to ting, der ofte bliver blandet sammen:
Mistrivsel og psykisk sygdom.
Ofte bliver de omtalt, som var det samme problem, og derfor ender det også med at lyde, som om de to ting kræver de samme løsninger. Det er på ingen måde ufarligt, mener Anna Juul.
”Fordi hele mistrivselsdebatten og psykiatridebatten bliver så mudret sammen, virker det, som om at folk glemmer, at der er folk, der dør af psykisk sygdom,” siger hun.
Forbigående mistrivsel kan føre til svær mistrivsel, der kan føre til egentlige diagnoser, det ved Anna Juul, og derfor skal trivselsdebatten ikke negligeres. Alene fordi ”børn skal ikke vokse op og have det ad helvede til”, som hun siger.
Men alt for ofte puttes alvorlige psykiske lidelser og mistrivsel i samme kasse, mener Anna Juul. Det unge menneske med angst ender i samme kategori som den svært psykisk syge hjemløse, der samtidig har et misbrug.
”Vi kan godt snakke om, at vi har brudt tabuet. Men min fornemmelse er, at folk stadig er fucking bange for psykisk sygdom, fordi det er uforståeligt,” siger hun.
Dermed bliver sygdommen noget farligt, mørkt og ondt.
Når frygten klæber sig til alvorlig psykisk sygdom, er det klart, at det er lettere at tale om, at børn og unge har det dårligt og mistrives, mener Anna Juul. Nok også fordi det er lettere at relatere til. Men adspurgt, om vi så overhovedet rykker os som samfund, hvis vi ikke taler om dem, der har det allersværest, svarer hun:
”Nej, det tror jeg ikke, vi gør. Det er i hvert fald endnu en gang symptombehandling.”
På den måde kan man læse ’Superskurk’ som en genstart af samtalen om mentalt helbred. For gennem hovedpersonen ser man direkte ned i den psykiske sygdoms mørke, som vi ellers ikke kan tale om. På de sidste sider dedikeres bogen:
”Jeg har skrevet Superskurk til dig, der er mørket, og til dig, der er bange for mørket, men alligevel er gået med ned i mit.”
Et okay liv?
På novemberdagen på cafeen på Frederiksberg er Anna Juul mørket.
Der er nok ikke mange, der har lagt mærke til det psykiske sammenbrud, hun er midt i. Især den seneste måned har det været intenst. Hurtigt forstærker sygdommen sig selv, og pludselig ruller lavinen.
Sammenbruddet gør ikke Anna Juul sengeliggende, det gør hende bare apatisk. Hun bliver ligeglad. Hun sover ikke meget om natten. Hun vågner ved 05-06-tiden om morgenen. Sætter sig og arbejder i de tre timer, hun kan koncentrere sig, og så går resten af dagen bare. Så ser hun fjernsyn og film, hun går en tur eller ses måske med nogen.
”Jeg ville da virkelig gerne have, at det var anderledes. Men dagene går fint nok, altså,” siger hun.
Det leder os tilbage til spørgsmålet fra begyndelsen. Kan Anna Juul acceptere, at livet bare ”går i nul”, endda når hun står midt i et sammenbrud? Kan hun slutte fred med dragen? Er det et okay liv?
”Det er i hvert fald det, jeg har. Og man kan jo sige, at jeg har valgt ikke at tage mit liv, så det er jo et okay liv. Jeg har et arbejde, jeg er glad for. Der er relativt mange mennesker, jeg elsker, og som elsker mig. Det er mere, end de fleste får. Så på den måde, ja.”
Alligevel er det grundlæggende ”lidt træls” at vågne op hver morgen og tænke, at dagen bliver endnu en kamp. Der kan godt være sjove momenter undervejs, men langt hen ad vejen er det bare svært, forklarer Anna Juul.
”Men svært er heller ikke altid dårligt. Nogle gange er det bare svært.”
Det går ned, og det går op.
Anna Juul
- Står blandt andet bag den meget omtalte roman ”Superskurk”. Tidligere har hun fået udgivet romanerne ”Jeg bruger min krop som et møbel” og ”Penge og bacon”.
- Er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole.
- Hun er også kendt fra radio og tv. Efteråret 2023 debuterede hun som dramatiker med teaterforestillingen ’Grubleren’ på Aveny-T på Frederiksberg.
