Mo Dorthea Nørgaard har været peer-støtte i fire år. Sådan har hun givet håb videre til andre. Men hun har også selv fået fornyede forventninger til fremtiden.
(SINDbladet) Mo er peer-støtte: ”Alt det slemme, der var sket, kunne faktisk blive til noget, der gav værdi for både mig selv og andre”
47-årige Mo Dorthea Nørgaard har haft et liv præget af psykisk sårbarhed. Men da hun begyndte som peer, blev hendes smertefulde erfaringer til en værdifuld ressource. Peer-støtte kan gavne både den, der bliver støttet – og den, der støtter. Peer-Partnerskabet er et samarbejde mellem SIND og Det Sociale Netværk, og her arbejder man bl.a. for, at peer-støtte bliver et fast tilbud. Du kan bl.a. høre mere om Peer-Partnerskabet på Psykiatritopmødet d. 30. september i København.
AF TOBIAS BUNDOLO NØRGAARD
Det var en helt ny situation.
Pludselig stod Mo Dorthea Nørgaard, der i dag er 47 år, over for en flok fremmede mennesker, der alle levede med psykisk sårbarhed. Men selv om de var fremmede, delte hun noget med dem. En viden om, hvad det vil sige at stå midt i en krise. Erfaringer fra det prøvede liv. Hun skulle som være deres gruppeleder og deres såkaldte peer-støtte. Men som hun stod der, foran dem, repræsenterede hun også noget andet.
Et håb om, at de kunne få det bedre. De kunne se sig selv i hende. Måske kunne de en dag selv stå der, som hun kunne?
Selv har Mo Dorthea Nørgaard været så syg, at hendes verden blev mørk og lille. Men for fire år siden begyndte hun at arbejde som frivillig gruppeleder gennem Peer-Partnerskabet. Oversat fra engelsk betyder peer ’ligemand’. Det var, hvad hun skulle være.
Pludselig var alt det, jeg kom med, en kvalifikation og ikke bare tabt tid
Det var en grænseoverskridende oplevelse. Hun havde ikke nogen faglig indgang. Kun sig selv og sine erfaringer.
”Man involverer sig meget personligt i sit arbejde”, siger hun.
Men efterhånden skete der noget. En forvandling fandt sted inde i Mo Dorthea Nørgaard. For pludselig betragtede hun ikke længere alle hendes syge år som spildt. Nu var de en dyrebar erfaring.
”Pludselig var alt det, jeg kom med, en kvalifikation og ikke bare tabt tid. Alt det slemme, der var sket, kunne faktisk blive til noget, der gav værdi for både mig selv og andre. Det var kæmpekæmpestort,” siger hun.
Verden begyndte at åbne sig.
Sammen om det levede liv
Grundlæggende handler peer-støtte om at hjælpe hinanden i svære situationer. Uden at det nødvendigvis
Det virker! Erfaringerne og resultaterne er særdeles positive, når mennesker, der har haft psykisk sygdom tæt inde på livet, hjælper andre i samme situation. Det viser ny forskning med udgangspunkt i aktiviteterne i Peer-Partnerskabet, som Det Sociale Netværk og SIND står bag.
skal foregå på et hospital eller hos en psykiater. Som peers er man på en anden måde ligeværdige. Det forklarer Klavs Serup Rasmussen, der er chefkonsulent hos Peer-Partnerskabet, der er et samarbejde mellem SIND og Det Sociale Netværk.
Det handler om at være sammen om det levede liv
”Man har set nogle helt andre, bedre resultater end hos psykiatere. Det handler om at være sammen om det levede liv”, siger han.
Peer-støtten kan have mange forskellige former. Det kan være som gruppemøder eller som tid, der er tilbragt på tomandshånd. Men hvad man laver som peer, er ikke det centrale:
”Det handler mere om kvaliteten af mødet, end det folk gør sammen. Man er på lige fod og kan være sammen uden at være andre end sig selv”, siger han.
Peer-Partnerskabet
Peer-Partnerskabet er et samarbejde mellem Det Sociale Netværk og SIND.
Peer-Partnerskabet er bl.a. med på Psykiatritopmødet d. 30. september i København. Det er gratis at deltage. Se mere om program og tilmelding ved at trykke HER.
Peer-Partnerskabet arbejder for, at peer-støtte bliver et fast tilbud til psykisk sårbare i udsatte situationer. De arbejder for, at flere får adgang til peer-støtte og for, at der bliver skabt ny viden om støtteformen.
Peer-Partnerskabet arbejder for at styrke samarbejdet mellem civilsamfund, kommuner og regioner, hvad angår borgernes mentale sundhed.
Peer-Partnerskabet starter nye gruppeforløb op fra starten af 2024.
Læs mere ved at trykke HER.
I Peer-Partnerskabet har man netop færdiggjort et stort forskningsprojekt. Her har man lavet ti ugers gruppeforløb, hvor to frivillige peers har siddet sammen med ti mennesker, der oplever, at psykiske udfordringer gør hverdagen svær. De er dog endnu ikke klar til at præsentere konklusionerne, siger Klavs Serup Rasmussen.
Alligevel sætter han ord på, hvad det er, peer-støtten kan.
For mens konventionel psykologisk behandling primært er designet til at hjælpe mennesker, der har det dårligt, så viser studier ifølge Klavs Serup Rasmussen, at behandlingen ikke på samme måde kan hjælpe dem videre fra psykisk sygdom.
Det kan peer-støtte derimod, fortæller han. Både for den, der støtter og den, der bliver støttet.
”Der findes efterhånden en del forsøg om peer-støtte og den konventionelle tilgang i regioner og kommuner. De viser, at det er peer-støtten, der skal hjælpe folk videre.”
Hvis man selv vil forsøge sig som peer, starter Peer-Partnerskabet nye gruppeforløb op fra starten af 2024. Hvis man vil være lønnet peer, kan man finde stillinger slået op på eksempelvis Jobindex.
Så syg, som man kan være
Siden Mo Dorthea Nørgaard var ung, har hun været bipolar. Hun har været ”så syg, som man kan være”, som hun siger, men de seneste 15 år har hun kunnet leve en form for hverdag. Ikke en helt normal en af slagsen, men trods alt en hverdag.
”Da jeg havde det værst, blev al energien bare brugt på at klare krisen, overleve og komme igennem. Jeg havde ikke plads til at nyde noget, glædes over noget. Min verden var meget lille. Uden fremtid,” siger hun.
Min verden var meget lille. Uden fremtid
Men på et tidspunkt nåede hun til et punkt, hvor alting ikke længere var ren overlevelse. Hun fik overskud til at tænke over, hvilken vej hun vej hun ville – og hvad hun ville bruge sit liv på.
”Jeg savnede nogen at spise morgenmad med og sige godmorgen til. Nogen at spise frokost med. Det var savnet efter et arbejdsliv,” siger hun.
Mo Dorthea Nørgaard ville finde en måde at leve med sin sårbarhed. Måske endda udvide den lillebitte verden, hun boede i. En dag talte hun i telefon med en behandler, som hun havde holdt kontakt med. Behandleren ringede og spurgte, om Mo Dorthea Nørgaard havde hørt om peer-arbejde. Kunne det mon være noget for hende?
Sådan fandt hun vej ind i Peer-Partnerskabet. I grupperne plejede de at begynde med et såkaldt check-in, hvor alle fortæller, hvordan de har det i dag. Så ved deltagerne og de frivillige, hvor de har hinanden. De fulgte et bundet program. Et nyt tema hver gang. Som hvordan man forbereder sig til et møde, så man bedst muligt får den rette hjælp – eller får skabt sig et overblik over, hvad man kan gøre, hvis krisen rammer. Igen.
”Bare det at sige ting højt gør rigtig meget. Og så får de værktøjer med i deres rygsæk, som de kan hive frem, hvis det er nødvendigt”, siger hun.
Det eneste sted, man rigtig kan tale
Frivilligt arbejde kan i sig selv efterlade positive aftryk i mennesker, der har været – eller er – ramt af psykisk sygdom. Man kan få ny energi, fornyet selvtillid og et håb om et rigere liv. Faktisk har det frivillige arbejde helt generelt en effekt på den mentale sundhed, lyder konklusionen i en rapport, som blev udarbejdet for SIND i 2017.
Men som peer er der også noget andet på spil. Det handler om at tage sine egne erfaringer alvorligt, mener Klavs Serup Rasmussen. Man skal mærke efter i sig selv, i stedet for at gå og vente på at nogen fortæller en, at man er rask.
Folk fortæller tit, at det eneste sted, man rigtig kan tale, er med peers
”Man ved, at hvis man skal komme derhen, hvor man kan komme sig, så skal begynde at forstå sig selv som et rigtigt menneske,” siger han.
Peer-støtten adskiller sig både fra den professionelle behandling og venskabet. For den er både ligeværdig og begrænset. Hos lægen er magtforholdet ulige, og i venskabet kan man være bundet af komplekse relationer og frygte at såre den anden.
”Folk fortæller tit, at det eneste sted, man rigtig kan tale, er med peers,” siger Klavs Serup Rasmussen.
Håbet, der trækker i en
Da Mo Dorthea Nørgaard begyndte at arbejde som peer, stod det hurtigt klart, at deltagerne kom med alle mulige forskellige baggrunde. Forskellige historier, oplevelser og diagnoser. Men det gjorde ikke noget. For på tværs deltagernes baggrunde delte de noget:
”Det at stå i en krise ligner hinanden rigtig meget, uanset om du er bipolar eller skizofren. Det er den samme oplevelse, når du skal ud at møde verden igen. Uanset hvad det er for en oplevelse, du kommer med,” siger hun.
Og midt i det hele stod Mo Dorthea Nørgaard med al hendes egen værdifulde erfaring. I et frirum, hvor ingen behøvede at bekymre sig om, hvad man delte, og hvor andre ville kunne genkende de følelser, man selv bar rundt på.
”Jeg tror, det gav noget ægte nærvær. Jeg forstod, hvad de sagde, uden at de skulle forklare særlig meget. Jeg kunne rumme det, der blev sagt,” siger hun.
Når Mo Dorthea Nørgaard gav slip på en flok gruppedeltagere, var det vigtigste for hende, at noget i deres blik havde ændret sig. At de nu turde se håbet.
Jeg kan nu begynde at gøre mig nogle større tanker om, hvad det er for et liv, jeg vil leve
Og håbet er helt centralt, mener Klavs Serup Rasmussen. Det hænger tæt sammen med at få lov til at blive et rigtigt menneske igen. Menneskeliggørelsen, der gør, at man begynder at kunne træde ind i sit hverdagsliv igen. Lige så stille.
”Gruppemøderne er jo en form for genoptræning. Og det er svært at genoptræne, hvis man tror, at det ikke kan lade sig gøre,” siger han.
For Mo Dorthea Nørgaard var den største personlige gevinst ved at være gruppeleder, at hendes svaghed blev vendt til styrke. Hendes fokus er flyttet fra at blive rask til at blive en, der kan leve med begrænsninger, hun har. Og så begyndte hun at drømme igen. Det kræver det, hvis man skal stå op om morgenen.
”Hvis der ikke er noget, der trækker i den anden ende, så er det hårdt. Jeg kan nu begynde at gøre mig nogle større tanker om, hvad det er for et liv, jeg vil leve. Uden at jeg behøver at tage så frygtelig meget hensyn til den sårbarhed, jeg bærer med mig,” siger hun.
Nu er hendes sygdom ikke længere tabt tid.
