Rådgivning 70 23 27 50

Her
Flora Skouboe Melchiorsen

Set i SINDbladet - KÆRLIGHED: Nogle gange skal den hjælpes frem

SINDbladet

At elske og at blive elsket af et andet menneske er godt for både krop og sjæl. Men det er også vigtigt at holde af sig selv. Vejen til den følelse kan være lang. Men hvis du har mod på at tage det første skridt, så peger krop og psyke-ekspert, underviser, forfatter og foredragsholder Flora Skouboe Melchiorsen her på et par indledende øvelser til inspirationsbrug

AF HENRIK HARRING JØRGENSEN

SINDbladets tema om KÆRLIGHED:

SINDbladet står i kærlighedens tegn. Igennem fire artikler kommer vi rundt om kærligheden og hvad det betyder, hvis man personligt eller som pårørende også har psykiske udfordringer tæt inde på livet. Både når det gælder den helt store forelskelse, sex, kærlighedssprog eller ganske enkelt at holde af sig selv. Læs for eksempel om:

Cecilie, der blev forelsket, men først ikke turde fortælle kæresten om sin sygdom.

Flora Skouboe Melchiorsens råd om, hvordan du bliver bedre til at holde af dig selv.

Hvad kan du gøre, hvis sexlivet driller.

’Kærlighedsværkstedet’ hos SIND København.

...

(Denne er artikel er fra SINDbladet december 2022).

Find kærligheden til dig selv, før du finder en, du kan elske.

Måske lyder anbefalingen som titlen på en popsang fra da DR sendte i sort/hvid, og telefoner havde drejeskiver. Men også i nutiden er anbefalingen relevant, selvom forholdsvis få danskere kender og følger forslaget. De fleste, som ivrigt opsøger kærlighed, navigerer på samme måde som mobiletelefonens pågående datingapps og tv-kanalernes primetime programmer: Her handler alt om hurtigst muligt at finde den bedst mulige partner i en fart. Men udenfor skærmene på tv og telefoner retter flere og flere i stedet eftertænksomt blikket indad mod sig selv.

Selvkærlighed - det at finde, acceptere og elske sig selv – fylder mere og mere. Mange øver sig i at skrue ned for den indre kritiker og at skrue op for anerkendelserne. Google rummer 178 millioner links om ”self-compassion”, som handler om selvomsorg og egenopmærksomhed. Bibliotekerne bugner af bøger om emnet, der også præger mange Facebooksider, foredrag og forløb med terapi overalt i Danmark. Fx hos Flora Skouboe Melchiorsen, hvis side på Facebook, ”at leve mindfuldt”, har 57.000 følgere.

Her kan du læse SINDbladet december.

Mange muligheder

Flora, der er uddannet ergoterapeut, er i dag ekspert indenfor mindfulness, compassion og livsbevidsthed. Hun er en efterspurgt underviser og foredragsholder og er desuden forfatter og medforfatter til flere bøger. Hun inspirerer hvert år tusinder af danskere til at finde ro, livsglæde og balance i et presset og udfordret liv.

Øvelse 1: Skru op for din indre varme

Mindfulness er en af flere forskellige måder, du kan prøve for at styrke din selvkærlighed og sænke pulsen.

  • Giv dig selv mere positiv opmærksomhed. Husk at tænke – og gerne sige det – til dig selv, når noget er og går godt. Både store og små ting.
  • Små øvelser, som dem du kan læse i artiklen her, kan være et godt sted at starte. På biblioteket og via Google er der flere forslag.
  • Meditation, når du er alene, kan fx være i sofaen eller et andet rart sted, hvor du har ro, god tid og en mindfulness podcast i hovedtelefonerne eller høj­talerne. Via linket her på siden kan du prøve en meditation, som Flora Skouboe ­Melchiorsen har stillet til rådighed for SIND­bladets læsere.

Se mere på: https://www.livsbevidsthed.dk/sind-meditation

...

Danskere med appetit på emnet – som ikke kan erstatte terapi og behandling, hvis man har psykiske udfordringer, men ofte være et godt supplement - har mange muligheder. Styrket selvkærlighed er blot et meget lille hjørne af et meget stort område præget af vidt forskellige teorier og tilbud. Flora arbejder især med kropsbaserede traumeterapeutiske værktøjer, mindfulness og compassion, mens andre fagfolk fremmer selvværd og selvkærlighed på andre måder.

”Savnet af kærlighed og sommerfugle i maven fylder meget hos mange. De drømmer om at finde den eneste ene. Et menneske, som man føler sig elsket og spejlet sammen med. Men det kan være svært. Og risikoen er, at man kommer til at gentage et mønster fra barndommen eller tidligere forhold, som ikke er optimalt,” siger hun.

Øvelse 2: Kærlighedscirklen

Kærlighedscirklen handler om at finde styrke og indre kraft til at møde det, der føles svært, med kærlig venlighed og omsorg. 

Find hulahopringen, et reb eller noget andet frem, der kan forme en cirkel på gulvet foran dig, og følg hele øvelsen på dokumentet her: Kærlighedscirkel øvelsen PDF (sind.dk)

...

Snyd din hjerne

Ord, ord og atter ord fylder hovedet – alene eller i dialogen med andre – når danskerne er på jagt efter kærlighed. Men det er også vigtigt at prøve at komme ud af hovedet og de mange tanker og tættere på de følelser og reaktioner, der skaber smil og varme.

Flora forklarer, at jagten på den eneste ene, hvor man ofte har antennerne og opmærksomheden rettet mod potentielle partnere, tærer på energien. Derimod giver det mere strøm på batterierne, når man føler kærlighed og varme tanker. Effekten kan ligefrem måles. Fx får det parasympatiske nervesystem krop og hjerne til at geare ned. Puls, hjerte, fordøjelse, kirtler og andre dele af kroppen falder mere til ro.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Hænder med hjerte

Den følelse og reaktion, som kærlighed skaber, kan man også træne frem uden en partner. Måske er følelsen ikke lige så kraftig. Men også små skridt er forandring og fremgang.

Flora har mere end indgående erfaring med mindfullnes (se link i faktaboks – red.), men hvis man ikke har erfaring med meditation, er denne enkle øvelse en mulighed:

”Stil dig foran spejlet med lukkede øjne. Tænk noget tid på et menneske, du har mødt, som du holder eller har holdt rigtig meget af. Når du mærker en varm følelse, åbner du øjnene, og siger ”lige nu elsker og accepterer jeg mig selv med alt det, jeg er” til dit spejlbillede. Forskning viser, at øvelser som denne med tiden kan påvirke krop og sind positivt,” forklarer Flora.

Blide berøringer
bevæger hjernens kemi

Kemien i hjernen, der sammen med vores erfaringer og eventuelle symptomer på psykiske udfordringer påvirker følelser og tanker, er mere end kompleks. Utallige faktorer spiller ind. Blandt de væsentlige er signalerne fra kroppen. Får kroppen den rigtige opmærksomhed, så reagerer hjernen – og omvendt.

Selvkærlighed handler om at acceptere og at elske sig selv, som man er og ser ud lige nu. Hvis du er gladere for dig selv, er det også lettere at finde nogen, som kan lide dig.
...

Flora anbefaler – bl.a. med afsæt i forskning – aktiviteter og øvelser, hvor man blidt berører eller krammer sig selv. Fx en aende hånd i ansigtet, som de fleste husker fra forældrene i barndommen, en hånd på hjertet eller at man giver sig selv et kram.

”Først kan det måske virke underligt. Men erfaringerne er, at berøringerne og opmærksomheden, man giver sig selv, med tiden kan påvirke den følelse af hudsult, mange kender til,” siger hun.

Fitness og store spejle

Kroppen er en vigtig nøgle til at få det bedre med sig selv. Forskningen fastslår utvetydigt, at motion også er godt for den psykiske sundhed. Men det er ikke ensbetydende med, at rigtig meget motion er rigtig godt for alle. Tværtimod. Accept af kroppen, som den er lige nu, er også væsentligt.

”Ligesom mange spejler sig i datingprogrammer, så kan man også nemt komme til at sammenligne sig med andre mennesker, der bruger mange timer i fitnesscentre. Men det er vigtigt at huske, at en flot og stærk krop ikke er ensbetydende med et stærkt sind. Selvkærlighed handler om at acceptere og at elske sig selv, som man er og ser ud lige nu. Hvis du er gladere for dig selv, er det også lettere at finde nogen, som kan lide dig,” siger Flora og anbefaler, at man holder forventningerne til kommende partnere tilbage, indtil man har fundet kærligheden til og accepten af sig selv.
 

Flora Skouboe Melchiorsen

  • Har efter nogle års arbejde som ergoterapeut – bl.a. i psykiatrien – taget en bred vifte af uddannelser og kurser.
  • Arbejder nu i eget firma med bl.a. kropsbaseret traumeterapi, mindfulness, compassion og livsbevidsthed. Fx som underviser, terapeut, foredragsholder og deltager i forskellige projekter.
  • Har desuden udgivet seks bøger. Senest Hjertevejen (Akademiet 2021). Floras side på Facebook – at leve mindfuldt – har 57.000 følgere.
  • Se mere på www.livsbevidsthed.dk
...