Rådgivning 70 23 27 50

Her

43-årig kvinde med psykiske lidelser, hvis liv først er startet nu. Sådan rigtig startet

Giv et håb videre

"Håbet er lyst, mens alt er mørkt". Det citat skrev jeg, da jeg var længst nede, og livet var for smertefuldt til at være i." Fortalt til SIND på www.sind.dk/recovery:

Sol(op)nedgang over skov

Af 43-årig med psykiske lidelser.

"Jeg er en 43 år ung kvinde.  Ung, fordi livet først sådan rigtig er startet, og jeg nu rigtig kan nyde det.

Jeg er gået fra at overleve til at leve efter 23 år med voldsom psykisk lidelse. Jeg er ikke kommet 'ude på den anden side', 'blevet rask' eller 'kommet igennem tunnelen'. Jeg bærer stadigvæk min lidelse med mig, men nu kan jeg rumme den og være tilstede i livet.  Jeg er førtidspensionist, går stadigvæk til psykolog, og livet kan stadigvæk være utrolig smertefuldt. For mig fandt helingen sted i psykiatrien, selvsamme sted som i mange år ikke hjalp mig. Tværtimod.   Helingen bestod af mennesker - særligt ét menneske, der så mig, mødte mig og rummede mig. Hele mig.

En fysioterapeut på distriktpsykiatrisk afdeling gjorde forskellen. Vi brugte tre-fem år på at arbejde med dybe traumer. De mest givende og hårdeste år i mit liv. Det var et samarbejde hvor vi fandt en fælles vej, og det gav mening.  Langsomt landede jeg mere og mere i mig selv.  I dag rejser jeg rundt i verdenen, jeg holder oplæg og bruger min erfaring som patientrepræsentant i psykiatrien. Jeg nyder hver dag, jeg vågner. Både når det er let og lyst, og når det er tungt og mørkt.  Jeg er landet i livet. I mig selv.  Det er muligt for os alle!"